Det er ikke min regering

Blokpolitikken eksisterer tilsyneladende stadig, nu blot udført af en midterblok. Regeringens form for magtfuldkommenhed, der tilsyneladende fortsaetter under Mette Frederiksens ledelse, taerer voldsomt på demokratiet.

Man må tage hatten af for Mette Frederiksen. Det er lykkedes hende gennem sin smarte regeringsdannelse hen over midten at beholde den reelle magt, samtidig med at hun har fået smadret Venstre og trukket taenderne ud af den tilbagevaerende venstre- og højreopposition.

Endvidere har hun sikret sig, at departementschefen i Statsministeriet fortsat hedder Barbara Bertelsen. Hun er sluppet af krogen i minksagen, selv om der var flertal for at gennemføre en advokatundersøgelse med henblik på at rejse en rigsretssag mod hende.

Mette Frederiksen har derved taget ganske mange stik ved at spille sit kort om en regering hen over midten. Nu mangler vi udmeldinger om FE-sagen, der nok er den mest belastende sag for såvel statsministeren som den socialdemokratiske regering.

Den lykkedes det alligevel ikke at få blandet ned i den store forsoningsgryde på midten. Men der vil fra den nuvaerende regerings side utvivlsomt blive gjort forsøg på at traekke taenderne ud af et kommissionskommissorium, så det kun omfatter Trine Bramsens inkompetente håndtering af hjemsendelsen af FE-chefen.

Men det alvorligste moment i denne sag vil blive forsøgt holdt uden for, for det fører direkte ind i Statsministeriet. Det drejer sig om, hvem der – efter hjemsendelsen af FE-cheferne – tog beslutning om at totalovervåge FE-chefen Lars Findsen samt at lade den anden efterretningstjeneste PET foretage en sådan overvågning.

At saette den ene efterretningstjeneste til at overvåge den anden er rene sydamerikanske tilstande og ganske uhørt i dansk sammenhaeng. Beslutningen om en sådan overvågning kan kun vaere blevet taget i Statsministeriet. Alt andet er utaenkeligt. Men det vil nok lykkes Mette Frederiksen også at komme af denne krog.

Var det en afgørende nødvendighed at danne en regering hen over midten som en slags national samlingsregering? Naeppe! De såkaldte kriser er i den grad blevet talt op af politikerne, så at man skulle tro, at der var tale om essentielle kriser for landet som i 1914 og 1940. Henset til de reformer/forlig med støtte fra begge sider, der er gennemført i den seneste folketingssamling, er det ikke indlysende, at der vil kunne gennemføres flere og større reformer med bred opbakning end tidligere.

Tvaertimod tyder det allerede nu på, at dannelsen af en midterblok med flertal vil have større vanskeligheder med sådanne forlig. Det vil vaere nemmere og fristende for en flertalsregering hen over midten ikke at fortsaette traditionen inden for det samarbejdende danske folkestyre, der har vaeret med til at skabe politisk ro. Hvis I vil vaere med, er I velkomne, men ellers så kører toget ...

Det vil taere voldsomt på demokratiet, hvis de fleste beslutninger tages med én stemmes flertal. Desvaerre tyder meget på, at det er det, vi har i vente i de naeste par år. Vi har allerede nu fået en forsmag på, hvordan men fra regeringens side taenker at agere i forbindelse med fremsendelsen af lovforslaget om afskaffelsen af en helligdag, store bededag, for at skaffe penge til forsvaret.

Ellemann-Jensen haevder frejdigt, at vaelgerne har givet politikerne mandat til at danne en regering hen over midten. Venstres vaelgerne har i hvert tilfaelde ikke givet ham dette mandat. Der er tale om en privat aftale mellem tre partier indgået fuldstaendigt uafhaengigt af, hvad deres respektive vaelgere stemte på.

Den nye regerings åbningstableau om en meget krampagtig gennemførelse af forslaget om at afskaffe store bededag for at skaffe penge til forsvaret er dog det mest løjerlige, der er set i dansk politik. Forslaget kan minde lidt om, da man gennemførte skat på parykker. Fordi der var krig med tyrken ude i Europa.

Sammenhaengen i denne begrundelse for yderligere at vride penge ud af borgerne er stadig ikke fuldt belyst! Regeringens skiftende begrundelser for sammenhaengen i dette forslag virker som drengens udenomsforklaringer, da han blev taget med fingrene i syltetøjskrukken.

Forslaget om store bededag forekommer i regeringsgrundlaget som en bisaetning i forbindelse med opbygningen af et trovaerdigt forsvar.

Formentlig har man forestillet sig, at en henvisning til patriotisk sindelag i disse tider let ville smutte dette forslag igennem – men den gik altså ikke. Måske har man villet etableret et fait accompli inden overenskomstforhandlingerne.

Nu har Danmark i de seneste 50 år kørt på førsteklasse i Nato og kun betalt for en andenklassesbillet.

Det er aldrig lykkedes Danmark at leve op til medlemsforpligtelserne inden for Alliancen. Pengene til forsvaret har gennem årene naturligvis skullet findes i det almindelige budget så vel som undervisning og sundhedsvaesen etc. Med det såkaldte nationale kompromis virkede det, som om alvoren endelige efter mange år var gået op for politikerne, men nej, nu skal der fifles for at skaffe midler til forsvaret, som burde vaere en hovedprioritet for samfundet.

Spøgen har kørt for laenge, og der er naeppe nogen politikere eller militaerpersoner inden for Nato, der et øjeblik tror på, at Danmark nogensinde vil nå frem til at nå alliancens minimumsforpligtelse på 2 pct. af bnp.

Claus Hjort Frederiksen udtrykte det på den måde, da han var forsvarsminister, at bnp jo kan udregnes på flere forskellige måder! Selv om han samtidig gav udtryk for, at forsvaret skulle have et substantielt løft, så var det klart, at han agtede at hoppe over, hvor gaerdet er lavest. Nu bruges udtrykket om ”et substantielt løft” igen af EllemannJensen.

Udover at det er uklart, hvad afskaffelsen af en helligdag rent faktisk vil medføre, så vil det under alle omstaendigheder vaere en dråbe i havet, når der skal skaffes midler til det forsvar, som det nationale kompromis laegger op til.

3 mia. kr. er naevnt, men det forslår alligevel ikke i forhold til de 18 mia. kr., der påstås at skulle tilflyde forsvaret årligt. En fremrykning af implementeringen af et nyt forsvar fra 2033 til 2030 vil under ingen omstaendigheder kunne finansieres ved et indgreb i danskernes fridage.

Derfor er store bededagsforslaget i sin nuvaerende form hul i hovedet. Til alt dette kommer så, at ingen helt er klar over, hvad forsvaret vil bruge de mange penge til, da man tilsyneladende har svaert ved at finde ud af, hvad det nuvaerende materiel skal anvendes til. Mon ikke alt dette først skulle bringes i orden, inden man går videre i overvejelserne om finansieringen af forsvaret.

På trods af det nationale kompromis opførte regeringen sig som en lille staedig, uartig dreng, der forlangte, at der skulle siges ja til dens tåbelige forslag, og derved tog forsvaret som gidsel, for at de enkelte partier kunne komme med ved bordet i forbindelse med de kommende drøftelser om forsvaret. Den gik heller ikke!

P.t. skønnes det, at 75 pct. af befolkningen er imod forslaget. Er det at arbejde til gavn for Danmark, som man haevder at gøre, i Folketinget at tvinge et forslag igennem med det mindst mulige flertal, når der har så lidt substans i sig? I virkeligheden tyder det ikke på udbredt politisk taeft.

Den nye regerings åbningstableau om en meget krampagtig gennemførelse af forslaget om at afskaffe store bededag for at skaffe penge til forsvaret er dog det mest løjerlige, der er set i dansk politik.

Indigneret fremfører EllemannJensen, at det er legitimt at bruge et flertal, og at der derfor ikke kan vaere tale om magtfuldkommenhed, hvis man anvender det! Hvis man med én stemmes overvaegt staedigt vil gennemføre et forslag af denne karakter, er der klart tale om magtfuldkommenhed. Blokpolitikken eksisterer tilsyneladende stadig, nu blot udført af en midterblok. Derfor er den nuvaerende regering ikke min regering.