»Jeg har vaeret på utallige ture her, men jeg elsker det stadig«
Jørgen og Lisbeth Nielsen har drevet safarilodge i Sydafrika siden 1998. Får man med årene nok af livet i vildnisset? Åbenbart ikke, for de har netop åbnet endnu en lodge i området.
Man kan sige mange gode ting om Sydafrika, men afstanden til Danmark er ikke en af dem. Min rejse fra København går over Dubai og med et tredje fly fra Johannesburg over De Små Dragebjerge til provinsen Limpopo og Eastgate Airport ved Hoedspruit. Jørgen og Lisbeth Nielsen, der driver Nyati Safari Lodge, tager imod i lufthavnen, og sammen kører vi ad hovedvejen til indgangen til Balule Nature Reserve, området hvor lodgen (hytte eller bosted, red.) ligger. Herfra snor jordveje sig gennem det traeklaedte, staerkt kuperede terraen.
Balule Nature Reserve er et beskyttet naturområde og er som medlem af Associated Private Nature Reserves (APNR) en del af Greater Kruger National. Alle hegn, der tidligere adskilte APNRreservater – Balule, Timbavati, Klaserie, Umbabat, Grietjie – og Kruger National Park, er blevet fjernet, og dyrene kan nu bevaege sig frit på tvaers af områderne.
Lodgens port går op. Jørgen og Lisbeth Nielsen stiger ud af bilen og går hjemmevant mod hovedbygningen. Det har de gjort ufortrødent i 25 år. Selvom de begge har en alder, hvor mange danskere er gået på pension, udtrykker ingen af dem tilbagetraekningstrang.
I stedet har de valgt at fejre jubilaeet med endnu en lodge i området. Jeg er nysgerrig efter at vide, om begejstringen for vildnisset er intakt efter 25 år i bushen? Bliver de aldrig traet af acacietraeer og elefanter? Kan man have set giraffer nok?
Safari er ordet for rejse på swahili, og rejsen har vaeret lang for Nyati og nu også søsterlodgen, Milima Safari Lodge. (Nyati og Milima er i øvrigt også swahili for henholdsvis bøffel og bjerge.) Egentlig var det Jørgen og Lisbeth Nielsens søn Søren – som her i Sydafrika hedder Sean – der først ankom til Sydafrika. Det var kaerlighed i en Kibutz, der førte ham til landet. Da foraeldrene besøgte Sean, opstod den mulighed og idé, der blev til Nyati Safari Lodge.
Langt de fleste af lodgens gaester er fra Skandinavien. Mange har besøgt stedet flere gange. Alle ansatte er sydafrikanere, undtaget en ung, dansk oversaetter og vaert, der udskiftes hver tredje eller fjerde måned. Lige nu er det Ophelia Munch Kjøller, der egentlig drømmer om at blive sportsjournalist.
Nyati er langtfra den eneste danskejede lodge i området – for eksempel har rejseselskaberne Albatros og Store Verden også lodges i den nordøstlige del af landet. Sydafrika er ellers plaget af både bureaukrati og korruption, der ikke altid er lige let at navigere i. Om aftenen fortaber jeg mig i historien om landets nuvaerende praesident og ransagningen af hans hjem.
Jeg falder i søvn i et luksustelt under laesningen af efterskriftet i Mads Brüggers nye bog ”Doktor Maxwell, formoder jeg?”, som sammen med en samlet udgave af den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzees trilogi ”Scener af livet i provinsen” og nogle guidebøger udgør mit rejsebibliotek.
Ind i naturen
Jeg vågner med fuglene. Fra terrassen uden for teltet, ser jeg Olifant Rivers brune vand strømme forbi. Floden løber fra vest mod Mozambique og Det Indiske Ocean i øst. På flodbredden står en flok vandbukke, ude i vandet brøler en flodhest, helt taet på teltet sidder en silkeabe og ser roligt ud i luften.
Over morgenmaden snakker jeg med Ophelia Munch Kjøller om hendes tre måneder i Sydafrika. Hun kom hertil umiddelbart efter gymnasiet, men havde allerede vaeret i Afrika tidligere – for at besøge en venskabsklasse uden for Nairobi i Kenya. Ophelia Munch Kjøller er begejstret for tiden på og omkring lodgen:
»Jeg har laert en masse om naturen, kulturen og om at vaere sammen med mennesker,« fortaeller hun.
På lodgen foregår det meste udendørs, og udtrykket ”ud i naturen” bliver lidt underligt her. Men man kan jo også sige !ind i vildnisset”, ligesom man på engelsk kan sige ”into the wild”.
Mine dage ude i naturen omkring lodgen føles under alle omstaendigheder som rejser ind i vildnisset. Jeg rejser ind i dyrenes verden sammen med rangers, der ved mere end de fleste om flora og fauna og formidler den viden med begejstring og sans for detaljer.
Den første dag er det rangeren Marlo Hartman, som finder en hanløve, der ikke er meget for at blive fotograferet. Et naesehorn forsvinder også sporløst i buskadset. Vi forsøger at indhente det ad en smal jordvej, men elefanterne har vaeltet så mange traeer ind over vejen, at vi ikke kan komme frem, skønt Marlo Hartman hele tiden hopper ud af Landcruiseren og kaemper med sin machete. En elefant kommer til gengaeld så taet på vores køretøj, at jeg naesten kan røre ved den.
Vejen til Skukuza
Safarirejser er ikke for mennesker, der gerne vil sove laenge. Naeste dag står jeg ud af sengen kl. 4.30. Vand i ansigt, tandbørstning, pakke kameraerne i tasken, drikke et glas juice – det hele kan gøres uden at vaere 100 pct. ved bevidsthed.
Safari er ordet for rejse på swahili.
allerede i 1898 var den sydlige del gjort til vildtreservat af manden, der har lagt navn til parken, den kontroversielle Oom Paul, Onkel Paul, som Stephanus Johannes Paulus Kruger blev kaldt. Han levede fra 1825 til 1904 og var i årene 1883 til 1900 praesident i Transvaal, Den Sydafrikanske Republik. I dag er selve parken – uden APNRreservaterne – naesten 20.000 kvadratkilometer, lidt under halvdelen af Danmarks areal. Hovedvejene i Kruger er floder af asfalt, men man må kun bevaege sig langsomt ad dem.
Vi standser den sølvgrå SUV i vejkanten adskillige gange – vi ser på, fotograferer og snakker om leoparder, giraffer, bøfler, flodheste, gnuer og elefanter – men en egentlig pause holder vi først ved Satara Rest Camp. Sydney Staples køber biltong til resten af turen.
For det er en uskreven lov, at man ikke kan vaere på road trip i Sydafrika uden at spise biltong, som er tørret og saltet kød i tynde skiver. I den ene pose er de lavet af antilopen kudu, i den anden af den største af alle antiloper, eland, også kaldet elsdyrantilope,.
Ved et stort vandhul får vi øje på en forpjusket, måske syg hyaene. Vi venter et sted, hvor Sydney Staples forudser, at den vil komme forbi. Der er noget majestaetisk over mange af dyrene i vildmarken, men man ser naturligvis også deres kadavere blive fortaeret af gribbe. Hyaenen er på et mellemstadie, og det er svaert at afgøre, om den vil overleve de naeste dage.
Jørgen Nielsen og Sydney Staples skal tage sig af noget papirarbejde i Skukuza, så der spiser vi frokost. Stedets navn er tsonga for ”at feje”. Det fortaelles, at regeringens udsendte, James Stevenson-Hamilton, under etableringen af parken fik kaldenavnet Skukuza, fordi han fejede området rent for krybskytter og kriminelle; andre mener, at han fejede tsonga-folket bort fra deres frodige jord. Jeg køber en T-shirt i Skukuza, på hvilken der er tre elefanter og står ”ubuntu” med store bogstaver. Ubuntu oversaettes fra zulu og xhosa til ”menneskelighed”, ofte i den filosofiske betydning ”jeg er, fordi vi er”.
Tilbage i Balule Nature Reserve, lige inden vi når lodgen, slår Sidney Staples bremserne i, og SUV’en stopper brat. Han stiger ud og samler en kamaeleon op fra vejen foran bilen. Dyret ser lidt aengsteligt ud, som det sidder der på hans hånd, og jeg forgaeves forsøger at fotografere det.
Vi har set på og talt om naturen fra morgen til aften. Jørgen Nielsen virker til at vaere mindst ligeså optaget af bushen, som han var, da han etablerede Nyati Safari. Men kamaeleonen er han
ikke interesseret i, for det er laenge siden, vi har besøgt et toilet. Jørgen Nielsen går 10 meter vaek fra bilen og vander en busk.
Regler er der nok af på en safarirejse: Gå ikke ud af bilen, stå ikke op i bilen, løb aldrig skrigende bort, giv ikke mad til dyrene. Muligvis nødvendige regler, men Jørgen Nielsen er ikke en mand, der sådan lader sig begraense. Derfor giver han selvfølgelig en silkeabe en kage, derfor vander han selvfølgelig en busk ude i vildmarken. Og det er netop Jørgen Nielsens fandenivoldskhed, kombineret med hans kaerlighed til landet, der har gjort det muligt for ham at drive en safarilodge i 25 år.
En kommende børnelaege
Jørgen Nielsen er også et meget selskabeligt menneske. På lodgen snakker og griner og skåler han med alle gaesterne inden, under og efter middagen. Han deler også generøst ud af sin viden om sydafrikanske forhold. Jørgen Nielsen er for det meste umådelig høflig, også når det ikke giver mening.
»Hvorfor spørger du mig? Du gør jo alligevel lige, hvad der passer dig,« siger hans hustru Lisbeth Nielsen og smiler hovedrystende.
Kulturmødet mellem gaester og ansatte er interessant at betragte. Gaesterne er på udebane tusindvis af kilometer hjemmefra, men også delvis hjemme i lodgens kultur, hvor man spiser middag med kniv og gaffel, får god vin af de rigtige glas og med international restaurantetikette. Mange af de lokale kvinder, som arbejder på lodgen, er født to timer herfra, men de har aldrig haft et job før – eller for den sags skyld spist på en restaurant eller interesseret sig for forskellen på en kudu og en impala.
Nogle af de ansatte har store personlige ambitioner og ser jobbet på lodgen som et skridt på vejen til noget andet. Nkhensani Mkhonto, der serverer på lodgen, fortaeller ivrigt, hvordan hendes tante kørte hende til jobsamtalen, og hvorfor hun gerne arbejder hårdt på lodgen i en periode.
»Jeg vil gerne laese medicin, det er min store drøm at blive børnelaege.«
Den aften laegger jeg mig i teltet og lytter til Freshlygrounds nummer ”Mowbray Kaap”. Ord og steder som Mowbray giver fornemmelse for et land. Andet bind i J.M. Coetzees trilogi begynder med saetningen: »Han bor i en etvaerelses lejlighed ved stationen i Mowbray.«
En uforglemmelig dag
Når jeg ikke er inde i den vilde natur, tager jeg på udflugter uden for den. En dag i landsbyen Lulekani, en anden i The Moholoholo Wildlife Rehabilitation Centre, et sted, der arbejder med skadede, forgiftede og syge dyr, men først og fremmest driver et lille museum og fungerer som en slags zoologisk have.
Vi kører dertil med udsyn til mango- og citrusplantager og skyer, der smyger sig om Dragebjergene i vest. Det virker vanvittigt at tage i zoo, når man bor ude i bushen, men jeg går ikke tomhaendet derfra. Moses Mkhonto viser rundt på stedet. Han baerer en stor hundeskål fyldt med råt, rødt kød, som han generøst kaster ind til dyrene, efterhånden som vi bevaeger os gennem haven.
Undervejs fortaeller Moses Mkhonto de grusomste historier om dyremishandling, og det er i sig selv laererigt. En anden stor oplevelse hos Moholoholo er at komme helt taet på – hvilket betyder helt ind i buret til – nogle meget store rovfugle og gribbe, som man aldrig kan komme i naerheden af i naturen.
Dyrene hos Moholoholo fungerer som ufrivillige ambassadører for den vilde natur. Det at vaere sydafrikaner betyder ikke nødvendigvis, at man kender til livet i bushen. Hvert år besøger tusindvis af børn stedet, og Moses Mkhonto fortaeller, at mange af dem ved forbavsende lidt om vilde dyr.
»Jeg har hørt flere børn kalde både hyaenen og løven for en tiger.«
Vilde dyr og vild natur er en enorm resurse på store dele af kontinentet. Mange afrikanere bor lige op og ned ad bushen og kender den ikke. Men det er ved at aendre sig.
Samme aften finder jeg nogle billeder frem på min laptop. I sommer besøgte jeg skolen Marvel Junior Academy i Kenya og affotograferede nogle stile, som eleverne havde skrevet efter at have vaeret på deres livs første safari. Joyce på 12 år skriver:
»Dagen, vi havde ventet på med tilbageholdt