»Det er tosset, at vi ikke udnytter den natur, vi har lige uden for vores dør«
Under coronanedlukningen fik Simone Jespersen øjnene op for den danske natur og for, at hun ikke behøver at rejse helt ned til Caminoen for at tage på en flere ugers vandretur.
En kvartlivskrise som 23-årig fik Simone Jespersen til at sige sit job op for at vandre 800 kilometer på Den Franske Camino. Det handlede om overlevelse. Hun blev nødt til at tage afsted. Sådan beskriver hun trangen til at bryde fuldstaendigt med hverdagen og det velkendte i sin anden bog ”Haervejen – På vandretur mod nord.”
Her opdagede hun, at vi ikke behøver at rejse langt vaek for at opleve smuk natur eller for at tage på en gendannelsesrejse.
Hvorfor begyndte du at vandre?
»Jeg var gået direkte fra folkeskolen til gymnasiet til universitetet og direkte ud i mit første fuldtidsjob. Jeg havde ikke haft noget sabbatår, vaeret på højskole eller vaeret på jordomrejse som mange af mine venner. Og som 23-årig i 2018 følte jeg mig ikke glad. Der skulle ske noget radikalt anderledes, og jeg ville ud af mine vante omgivelser. Her opstod tanken om at vandre på Den Franske Camino, og det var min første store vandretur alene.«
Hvad giver det dig at vandre?
»Inden min første vandretur på Caminoen blev jeg mødt af mange holdninger om, at jeg som kvinde ikke kunne tage derned alene, men jeg beviste, at jeg kan det, jeg saetter mig for.
Det giver en fantastisk ro at vandre, fordi der skabes et rum, hvor hverdagens trummerum bliver sat på pause, og ens tankemylder brydes. Livet på en vandretur er simpelt. Det eneste, man skal, er at gå, spise og sove. Hverdagens gøremål og krav bliver taget ud af ligningen. Det er meget meditativt og terapeutisk for mig. På en lang vandretur får jeg plads til tanker, som jeg normalt ikke bryder mit hoved med. Man får lov til at maerke sig selv helt ind i kernen. Er jeg glad for mit liv? Er der noget andet, jeg gerne vil? Efter min tur på Caminoen lagde jeg mit liv om. Jeg flyttede et år til Canada med min kaereste. Jeg fik et deltidsjob og blev desuden freelancer, så jeg nemmere kunne styre min egen tid.«
Hvorfor er Danmark et godt vandreland?
»Mange har en opfattelse af, at den danske natur er meget simpel. Men den overrasker. Der er stor diversitet i terraenet, og det er en kaempe gave, at vi alle har fri adgang til det. På Haervejen vil jeg fremhaeve Hald Sø naer Viborg som et af de mest unikke steder. Udsigten er enestående. Det er et saerligt syn at stå på toppen og kigge ud over søen og det kuperede landskab. Og det er meget anderledes end landskabet i eksempelvis Sønderjylland.
I Nordjylland, hvor jeg selv er opvokset, er der også fantastisk udsigt ud over kysten. Derudover er Fosdalen saerlig. En smuk og frodig dal med høj luftfugtighed, fordi de store traeer på hver side af dalen danner et taet tag. Man følger dalen enten op eller ned på en traebelagt sti med rislende vandløb, mens man går.
På Haervejen fandt jeg ud af, at jeg ikke behøver at tage helt til Sydeuropa for at få samme magiske vandreoplevelse. Jeg opdagede faktisk ruten ved et tilfaelde under coronanedlukningen, hvor jeg ikke kunne tage til udlandet. Det er tosset, at vi ikke udnytter den natur, vi har lige uden for vores dør.«
Hvor anbefaler du at vandre i udlandet?
»Den Franske Camino, som fører til Santiago de Compostela i Spanien, er et godt sted at starte, da det er en velfungerende og veletableret langdistancerute. Både unge og aeldre kan gå den, og der er mange muligheder for spisning og overnatning undervejs, så alt behøver ikke at blive planlagt på forhånd. Der er flere hundredetusind mennesker, der går den hvert år. Og det er ofte nogen, som står i den samme livssituation som en selv – måske midt i en eksistentiel krise – om de så er 20 eller 70 år. Det er fedt at møde ligesindede og at have et støttende faellesskab. Da jeg kom derned og fortalte, at jeg havde sagt mit job op for at tage på vandretur, klappede og hujede folk. Den reaktion havde jeg aldrig fået herhjemme i samme omfang.
Jeg vil også fremhaeve den portugisiske rute, den nordlige rute og den engelske rute. De er mindre befaerdede, og der er laengere mellem spise- og overnatningsstederne. Men man behøver faktisk ikke følge en etableret vandrerute, hvor man skal vandre flere hundrede kilometer. Man kan også tage til nationalparker og finde sine egne stier. Det har jeg selv gjort både i Italien ved Comosøen og i Sverige og Norge.
Jeg havde en helt unik oplevelse ved Preikestolen
i Norge. Det er kun to timer op og to timer ned. Men udsigten fra toppen var så fantastisk, at oplevelsen satte sig i min krop.
Mit naeste drømmeprojekt er at gå Shikoku 88 i Japan, hvor stien går rundt om hele øen Shikoku og er 1.200 kilometer lang.«
Hvad er dit bedste tip til vinterturen?
»Det vigtigste er at have gode vandresko, som er gået til. På denne årstid skal de vaere varme og vandtaette. Fødderne skal holdes tørre, så man undgår vabler. Jeg har altid et par ekstra varme uldsokker med, så jeg kan skifte undervejs, hvis fødderne skulle blive våde alligevel. Det er en god idé at iklaede sig flere lag tøj, som man kan tage af og på efter behov. Det danske vejr er meget skiftende. Det ene øjeblik stormer og regner det, det naeste øjeblik skinner solen.
Taenk altid i uld, da det er temperaturregulerende. Du bliver holdt varm, hvis det er koldt. Men du bliver ikke kold og fugtig, selvom du sveder meget. Jeg er også blevet glad for vandrestave både på korte og lange vandreture. Isaer på denne årstid, hvor det kan vaere glat og smattet. De aflaster benene og giver støtte på op- og nedstigninger. Og så undgår man haevede fingre, fordi man holder gang i arme og cirkulation.
Medbring også noget varmt at drikke i en termokop og et foldbart siddeunderlag, så undgår man at få våde bukser i sine pauser.«