»Det cigarførende publikum er en fordom, som jazzen lider under«
Jazzmiljøet i Danmark har haft trange kår siden storhedstiden i 1960’erne, men genren oplever i disse år en opblomstring, som er drevet af unge talenter. 26-årige Viktoria Holde Søndergaard satsede alt og kan nu leve af sin musik. Hun peger dog på flere h
Danmark er anerkendt som et vigtigt land i jazzhistorien. I begyndelsen af 1960’erne blev Jazzhus Montmartre i København et mødested for både danske og internationale jazzmusikere, og få år senere flyttede top-saxofonisterne Ben Webster og Dexter Gordon sågar hertil. Vi sendte bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen den anden vej over Atlanten.
Men genrens storhedstid ebbede hurtigt ud. Mange af landets jazzklubber forsvandt efter 1970, da de ikke kunne klare konkurrencen med beatkulturen, og laenge har jazzmusik i Danmark vaeret en niche, der dyrkes af et lille, modent og dedikeret publikum.
Forhåndsantagelserne om jazz knytter sig til forestillinger om cigarer, stråhatte og gråt hår, men ingen af delene er at se en onsdag aften i januar i det røde skaer fra neonlamperne på Erlings Jazz- og Ølbar i Aarhus.
Fra flere sider lyder det da også, at der er nye bølger af jazz på vej fra en generation af unge musikere, der udfordrer fordommene og rammerne for, hvad jazzgenren er for en størrelse.
En haederkronet start
Blandt disse nye talenter finder man den 26-årige musiker og komponist Viktoria Holde Søndergaard, som har specialiseret sig i at spille vibrafon – en jazzet faetter til xylofonen og marimbaen. Denne onsdag spiller hun på Erlings Jazzog Ølbar i en dansk-estisk triokonstellation, hvor hun bevaebnet med to køller i hver hånd fremviser en fingerfinesse og teknik, der tryllebinder de cirka 40 gaester.
Viktoria har taget et års orlov fra sin kandidatuddannelse som rytmisk musiker fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Hun vil prøve livet som udøvende musiker på fuldtid af, inden virkeligheden rammer efter skolegangen. Og indtil videre er det gået meget godt.
I december 2022 vandt hun Aarhus Jazz Talent Pris, og tidligere på året modtog hun Tivolis Jazz Pris i København. Derudover har hun netop indspillet en ny plade med hendes prisvindende band Baryl
»Min drøm er at vaere udøvende musiker og ikke arbejde på en musikskole. Hvis jeg vil forfølge det, skal jeg virkelig skabe mig et kunstnerliv med så mange jobs, at jeg kan leve af det. Så det prøver jeg af for at finde ud af, hvor meget der skal til,« siger Viktoria Holde Søndergaard.
En skandinavisk tone
Ifølge Viktoria Holde Søndergaard har der vaeret en tendens i det danske jazzmiljø til langt hen at vejen at undgå at ville associere sin musikgenre med jazz og i stedet kategorisere sin musik som genreløs, fordi der netop er så mange fordomme bundet op på, hvad jazz er for en størrelse. Men hvis man som koncertgaenger tager ud og hører moderne jazzkoncert i dag, vil man få sine fordomme afkraeftet, mener hun.
Viktoria Holdte Søndergaard fornemmer i stigende grad, at Skandinavien er ved at få sin egen jazzlyd med sin egen stemme, og udfordrer det klassiske, amerikanske jazzbegreb. Men det er i for lav grad den linje, der afspejles på uddannelsesstederne, og det er en haemsko for genrens udvikling herhjemme, mener hun:
»Det traditionelle New Orleans Jazz, som jeg tror, mange måske associerer genren med, er absolut ikke noget, jeg spiller. Jeg laver musik for at kommentere på den tid, vi lever i lige nu, og det er jo også det, som kategoriserer genren. At jazz er spontant, legende og improviserende, og dem, der spiller, kan bestemme hvor det går hen.«
Overordnet mener Viktoria Holde Søndergaard, at jazzscenen herhjemme er under udvikling.
»Jeg føler, at det er de unge musikere, der bidrager til den bølge af ny nordisk jazz. Men der er en stor tendens til, at de aeldre musikere holder fast i traditionerne, og den omfavnelse det traditionelle synes jeg i for høj grad bliver afspejlet på konservatorierne,« lyder det.
Til februar skal Viktoria Holde Søndergaard og bandet turnere med koncerter over hele landet til
Viktoria Holde Søndergaard, jazzmusiker
Jeg laver musik for at kommentere på den tid, vi lever i lige nu.
får øje på det. Vinterjazz er for mig en oplagt mulighed for at tage nogle andre chancer, for jazz er jo ikke kun saxofon, gråt hår og cigarer. Det er meget mere end det,« siger han.
Martin Aagaard kender alt til de mange fordomme om jazz, men i sit virke på Radar ser han dem i stigende grad blive afkraeftet. Han skyder gennemsnitsalderen på publikum til Vinterjazz til at vaere omkring 30, båret frem af en staerk ung generation af musikere, der leger med mange afarter af jazz, som appellerer mere til det, den unge generation lytter til og associerer sig selv med.
»Det cigarførende publikum er en fordom, som jazzen lider under. Du kan sagtens bekraefte fordommen, det er meget let. Men du vil også kunne tage herned og finde 280 unge mennesker, der fester for vildt til moderne jazz,« siger han og tilføjer:
»Min oplevelse er, at de nye generationer af musikere har en anden opfattelse af at kunne leve af at spille musik. De vil ikke kun leve af jazzarrangørernes tarifklip, men orienterer sig mere mod markedets vilkår og er mere entreprenante, end jeg har oplevet tidligere. De vil lave godt prmateriale, de arbejder kontinuerligt med deres
musikprofiler, og de saetter sig ind i økonomien og hvordan man stykker en tilvaerelse sammen,« siger Martin Aagaard.
»Man kan ikke laene sig tilbage«
Også saxofonist og professor i jazz på Det Jyske Musikkonservatorium, Jens Christian Jensen, kan nikke genkende til de nye strømninger i jazzverdenen. På konservatoriet oplever han en ny generation af entreprenante jazzmusikere, der har fokus på at skabe deres egne jobs.
Og så ser han et jazzmiljø, der efter årtiers hiatus igen er ved at få greb i nye spillesteder og publikum uden for landets større byer.
»Jeg tror, det allervigtigste som jazzmusiker er, at man er meget omstillingsparat og parat til at kaste sig over jobs i alle de konstellationer, de byder sig i. Selv hvis man har fået sig et navn, kan man ikke laene sig tilbage og vente på, at telefonen ringer,« siger Jens Christian Jensen.
Ifølge professoren, er de jazzmusikere, der klarer sig bedst, dem, der er vant til at rejse rundt i verden og etablere sig.
»De prøver sig selv af og tilegner sig en anden åbenhed. Mange af mine tidligere studerende bor og spiller i dag i lande som Norge eller Tyskland,« siger Jens Christian Jensen.
Martin Aagaard fra Radar glaeder sig over, at dansk jazz har fået flere platforme i disse år. Men han mener alligevel, at der er et fundamentalt forhold, der forhindrer jazzen i at nå ud til det brede publikum, det ifølge ham fortjener:
»Jazzkoncerter i Danmark har i høj grad har vaeret bundet op på jazzforeninger og jazzarrangører med afsaet uden for de konventionelle spillesteder. De arrangørgrupper er fleksible og skaber mange arrangementer. Men på den måde er jazzmiljøet også blevet et lukket økosystem, som jeg tror, at mange konventionelle spillesteder har indordnet sig under og bare ventet på, at der bliver budt ind fra de dedikerede arrangører, i stedet for selv at opsøge nye jazzkunstnere til at saette på plakaten,« siger han.
Vil skabe noget originalt
Viktoria Holdte Søndergaard er ikke fra en musikalsk familie, men er født og opvokset i landsbyen Rudme på Fyn hvor hun gik på friskole og fra en ung alder til skoleklaver.
En dag tog klasselaereren dem med til en koncert på musikskolen i Ringe, hvor hun for første gang så en marimba, som to-tre børn spillede på. Viktoria Holdte Søndergaard blev øjeblikkeligt forelsket i det store instruments jungleagtige traeklang og fik overbevist sine foraeldre om, at hun skulle starte til marimba.
Efter nogle år på musikskolen i Ringe startede Viktoria Holde Søndergaard i det Fynske Slagtøjsakademi i Svendborg, hvor spilleglaeden var stor. Hun tog en musik-HF i Odense, hvor hun første gang blev praesenteret for vibrafonen, og startede efterfølgende på klassisk MGK. Her begyndte hendes transition fra klassisk til rytmisk musik for alvor.
»I løbet af de år kunne jeg maerke, at hvis jeg skulle noget seriøst med musikken, skulle det klart vaere rytmisk. Og her følte jeg, at vibrafonen havde flere muligheder end marimbaen.
Den største drivkraft for mig som musiker er selv at skabe noget originalt, og det synes jeg ikke på samme måde, jeg kunne inden for klassisk musik,« fortaeller Viktoria Holde Søndergaard.
Fire år senere og tusindvis af timer med vibrafonen står hun nu med en faerdiggjort bachelor og en igangvaerende kandidat i Rytmisk musik på konservatoriet.
Man skal smede, mens jernet er varmt
Da Viktoria Holde Søndergaard kastede sig ud i tilvaerelsen som fuldtidsmusiker, havde hun de første måneder en sidegesjaeft med lange vagter som handicaphjaelper et par dage om ugen i frygten for, at hendes hverdag ikke kunne haenge sammen med de få jobs, hun forestillede sig at kunne få.
Men den hverdag, hun nu fik, hindrede hende i at holde fokus på musikken.
»Når jeg havde 12-timers vagter, var jeg knust over, at jeg slet ikke ville få rørt mit instrument den dag. Der var så mange ting, jeg ville, som jeg ikke nåede,« siger Viktoria Holde Søndergaard, der afsaetter mindst tre timer dagligt med hendes instrument på konservatoriet.
Hun sagde jobbet op, har af princip ikke meldt