Over en halv million danskere har stemt på europapolitikere, som derefter ville noget andet
Fire år efter valget til Europa-Parlamentet har over halvdelen af de medlemmer, som danskerne satte kryds ved, skiftet parti eller helt droppet Bruxelles.
Hopperne hopper. Stopperne stopper.
Listen over danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der har skiftet parti eller helt forladt posten, nåede mandag nye højder, da endnu en dansk politiker tog turen gennem transfervinduet i Bruxelles.
Bergur Løkke Rasmussen, der selv var stedfortraeder, skiftede fra Venstre til Moderaterne og tog mandatet og sine godt 11.000 personlige stemmer med sig over i et nyt parti.
Vaelgerne bryder sig ikke om det, og partierne er som regel utilfredse, når det er dem, det går ud over. Alligevel viser Jyllands-Postens gennemgang, at otte danske politikere har vendt parti eller Europa-Parlamentet ryggen i den nuvaerende valgperiode.
Det er mere end halvdelen af de 14 pladser, Danmark har i parlamentet.
Eller forklaret på en anden måde: Det svarer til, at 591.720 danskere – eller ca. hver femte vaelger – stemte personligt på en EU-politiker, som siden er hoppet eller stoppet.
SF’er i lynexit
SF’s Karsten Hønge var den første. Allerede dagen efter EP-valget i maj 2019 meddelte han, at han alligevel ikke ønskede pladsen i parlamentet. Han ville hellere blive siddende i Folketinget. Stolen gik derfor videre til Kira Marie Peter-Hansen.
Et par måneder senere var turen kommet til Socialdemokratiets spidskandidat, Jeppe Kofod, som blev hentet hjem til Danmark for at blive udenrigsminister i Mette Frederiksens nye S-regering. Senere tog DF’s spidskandidat, Peter Kofod, turen samme vej.
Derudover er Karen Melchior blevet løsgaenger efter en raekke uoverensstemmelser med sit parti, De Radikale.
Venstre er en historie for sig selv.
Stemmeslugeren Søren Gade valgte sidste år – med succes – at stille op til Folketinget og sagde dermed farvel til Bruxelles og de over 200.000 danskere, der havde stemt personligt på ham.
Det samme gjorde partifaellen Linea Søgaard-Lidell, som ligeledes blev valgt til Folketinget i november.
Venstre skulle altså bruge to stedfortraedere, og det var her, at Bergur Løkke Rasmussen kom ind i billedet som afløser for Søren Gade.
Partiets andet ledige saede gik i første omgang til tidligere folketingsmedlem Kim Valentin, men så meddelte Karen Ellemann, at hun forlod Folketinget til fordel for et job i Nordisk Ministerråd. Det betød, at Valentin nu skulle vaelge mellem parlamentet eller Folketinget – han valgte det sidste.
I stedet gik turen videre til Erik Poulsen. Han havde godt nok meldt sig ud af Venstre siden EP-valget i 2019, men havde meldt sig ind igen og fik pladsen i Bruxelles.
Vaelgernes dom er tvetydig
Udviklingen med de mange skift og stop kommer oven på en valgperiode i Folketinget med rekordmange partihop.
Når valgforskere spørger vaelgerne, hvad de mener om hopperne, er svaret tydeligt:
»De kan ikke lide dem. De synes, det er kontraktbrud, og at det underminerer tilliden til politikerne,« siger professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen.
Helt så firkantet er virkeligheden dog ikke, uddyber hun:
»På den anden side kan vaelgere godt lide politikere, der står imod deres eget parti. Ikke nødvendigvis ved at hoppe til et andet parti, men f.eks. ved at stemme imod partilinjen. Det opfattes som, at man er trovaerdig og selvstaendig,« siger hun.
Det tyder heller ikke på, at vaelgerne konsekvent straffer partihoppere ved det efterfølgende valg. Forskning viser, at hopperne ikke har dårligere chancer for at blive genvalgt, medmindre de stiller op som løsgaengere, forklarer Helene Helboe Pedersen.
»Så man kan sige, at vaelgerne ikke kan lide partihopperne, men de går alligevel ikke så meget op i det, at de handler på det.«
Det naeste EP-valg i Danmark skal afholdes i 2024.
Så man kan sige, at vaelgerne ikke kan lide partihopperne, men de går alligevel ikke så meget op i det, at de handler på det. HELENE HELBOE PEDERSEN, PROFESSOR, INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, AARHUS UNIVERSITET