Kina som fredsmaegler i Mellemøsten – det havde ingen lige set komme

Efter forhandlinger i Beijing har Iran og Saudi-Arabien genoptaget de diplomatiske forbindelser.

Det er umuligt at afgøre, hvad der var mest overraskende: at Saudi-Arabien og Iran genoptog de diplomatiske forbindelser efter mange års fjendtlighed, eller at Kina trådte frem i rollen som fredsmaegler på kinesisk jord.

Aftalen med håndtryk og det hele blev praesenteret i Beijing efter fire dages tophemmelige forhandlinger med den tidligere kinesiske udenrigsminister Wang Yi flankeret af de to repraesentanter fra Iran og SaudiArabien.

Den havde ingen set komme.

Der har dog vaeret signaler om, at noget var i gaere. I december tilbragte Kinas praesident, Xi Jinping, flere dage i Saudi-Arabien til topmøder med den saudiarabiske ledelse. Efterfulgt af den iranske praesident Ebrahim Raisis overraskende tre dages besøg i Beijing for en måned siden.

På intet tidspunkt er det blevet antydet, at der blev forhandlet om et gennembrud i dette diplomatiske minefelt.

Balancen aendres

Til en begyndelse har Kina aldrig vaeret involveret – i hvert fald ikke officielt. Sonderinger og forhandlinger om at genoprette forbindelserne mellem Mellemøstens to stormagter er foregået via Irak og Oman.

Udviklingen vil aendre balancen i Mellemøstens politisk ustabile labyrint.

Det er et nyt diplomatisk nederlag til USA i regionen og et varsel om, at USA’s rolle som regional sikkerhedsparaply bliver mindre og mindre.

Trioen på scenen i Beijing tegner konturerne af nye globale alliancer uden om de vestlige systemer. Iran blev sidste år optaget i The Shanghai Cooperation Organisation (SCO) sammen med Rusland, Kina, Indien, Pakistan og fire centralasiatiske republikker. Og

Iran og Saudi-Arabien er i ansøgerfeltet til optagelse i Briks (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) til sommer.

Det er Irans vej til det gode selskab og Saudi-Arabiens til nye relationer uden bindingerne til USA.

Seancen i Beijing afspejler, at Kinas stigende indflydelse i Mellemøsten fortsaetter med astronomisk hast. Det er foreløbig kun politisk, økonomisk og diplomatisk. I forhold til sikkerhed er realiteterne, at Mellemøstens store spillere har erkendt, at det er deres eget ansvar, og at man hverken kan regne med USA eller Europa.

USA’s nedtur har stået på laenge. Den accelererede i 2016, da Saudi-Arabien sammen med Rusland og 20 andre lande indgik olieaftalen Opec Plus under amerikansk protest. Den foreløbige kulmination kom sidste sommer, da praesident Biden personligt drog til Saudi-Arabien for at hente opbakning til USA’s oliepolitik i forhold til Ukrainekrigen. Den amerikanske praesident fik en iskold skulder.

I et interview på CNN i oktober i konstaterede Joe Biden:

»Washington må gentaenke forholdet til SaudiArabien.«

Det bliver nu en tvungen opgave, hvor Kina og aerkefjenden Iran er blevet en del af regnestykket. Den gamle gentlemanaftale om »olie for sikkerhed« eksisterer ikke mere.

Håb om stabilitet

For Mellemøsten giver aftalen omsider håb om en vis form for stabilitet. Men der er ingen grund til at blive jubeloptimist. Historien har vist, at mange gode initiativer er blevet knust i Mellemøstens malstrøm af modsaetninger.

Der er dog basis for forventninger om, at stedfortraeder-krigene mellem Irans shiamuslimer og SaudiArabiens sunnier vil blive nedskaleret i den kommende tid. De står på hver sin side af de interne konflikter i Syrien, Libanon, Irak og ikke mindst Yemen. Aftalen giver håb om, at denne ulykkelige borgerkrig kan vaere ved vejs ende. Et håb, som også deles af FN’s saerlige udsending for Yemen, svenske Hans Grundberg.

Kinas gennembrud som fredsmaegler hyldes naturligvis på hjemmefronten.

Det bemaerkes, at Kina netop som neutral maegler er i stand til at samle modstridende parter. Det vil om ikke andet give noget mere kredit til Kinas 12-punkts køreplan for en fredsaftale i Ukraine.

Seancen i Beijing afspejler, at Kinas stigende indflydelse i Mellemøsten fortsaetter med astronomisk hast.