De var verdens største rockstjerner – nu tramper de på deres bedste sange

Det er svaert at gennemskue, hvad meningen er med disse fantasiløse genindspilninger af en raekke af rockhistoriens største sange.

ROCK

U2

SONGS OF SURRENDER Island/Universal Music

Der var ikke andet at gøre:

I november 2021 måtte jubilaeumsudgaven af U2’s 30 år gamle hovedvaerk ”Achtung Baby” anmeldes med sjaeldne seks af seks mulige stjerner. U2’s hyldestplade til det genforenede Tyskland er aeldet med ynde, og den futuristiske rocklyd – Bonos manipulerede vokal, de forvraengede guitarer og de dansevenlige trommebeats – virkede ligeså frisk som ved udgivelsen i 1991.

Bevares, der var lyspunkter på efterfølgeren ”Zooropa” (1993), men efter årtusindskiftet blev der laengere og laengere mellem de gode idéer. Det var svaert at afgøre, hvilket album der fremstod svagest. ”Songs of Innocence” (2014) eller ”Songs of Experience” (2017). Sidstnaevnte satte sit kedelige praeg på koncerten i Royal Arena i 2018.

Nu kunne de vel ikke falde dybere? Jo. Desvaerre.

Nu nøjes U2 ikke laengere med at udgive dårlige plader, Bono & Co. går skridtet videre. På aktuelle ”Songs of Surrender” tramper bandet på deres bedste sange. Albummet består af genindspilninger af udvalgte numre fra bagkataloget, og projektet giver på ingen måde mening.

Bonos spaede røst

Albummet er udgivet i en raekke forskellige versioner, eksempelvis på vinyl i en dobbeltudgave med 16 numre og en firedobbelt med hele 40 numre fra den knap 50 år lange karriere. Vi beskaeftiger os med den firedobbelte pakke, og det er noget af en ørkenvandring at begive sig ud på. Ikke et eneste sted løfter de nye optagelser sig.

»Det er lyden af fire maend, der hugger ”The Joshua Tree” ned,« lød det fra Bono, da U2 i efteråret 1991 udgav ”The Fly”, den bastante, svaert effektive singleforløber for ”Achtung Baby”, og da han otte måneder senere praesenterede sangen live på Gentofte Stadion, forførte han ubesvaeret masserne som karismatisk rockstjerne.

På ”Songs of Surrender” fremstår ”The Fly” i bedste fald ligegyldig, al pondus er pillet ud af sangen, den er på ingen måde flyvefaerdig. Endnu vaerre går det en anden sang fra samme periode: ”Who’s Gonna Ride Your Wild Horses” gengives halvhjertet med raslende lejrbålsguitar og Bonos spaede røst, som slet ikke er staerk nok til at fylde så meget i lydbilledet.

Overflødig plade

Det samme gør sig gaeldende med sangene fra mestervaerket ”The Joshua Tree”. Frataget stjerneproducerne Daniel Lanois og Brian Enos lydmaessige tryllerier, formår U2 på ingen måde at yde klassikere som ”Where the Streets Have No Name”, ”I Still Haven’t Found What I’m Looking For” eller ”With or Without You” nogen form for retfaerdighed. Og sådan bliver det ved. Det ellers så effektive omkvaed i ”Beautiful Day” får aldrig lov til at eksplodere, og selv aeldre livefavoritter som ”Pride (In the Name of Love)” efterlades underligt uforløste.

Genindspilninger er ikke nødvendigvis dårlige. Og akustiske behandlinger af bagkataloget skal man ikke nødvendigvis kimse ad, tag blot Nirvanas mesterlige ”MTV Unplugged in New York” (1994) eller endnu bedre Neil Youngs overmenneskelige ”Unplugged” (1993). Faelles for disse udgivelser var, at artisterne ganske vist barberede meget af lyden vaek, men til gengaeld tilføjede mindst ligeså meget i form af naervaer og intensitet.

På ”Songs of Surrender” går U2 på rov i eget bagkataloget, flår alt kødet af sangene og spiser den trofaste fanskare af med de afpillede rester. Disse sange – vokalen, arrangementerne, alt – fremstår vaesentligt dårligere, end det gjorde på de originale indspilninger.

U2 har netop annonceret koncerter i Las Vegas, de første uden trommeslager Larry Mullen Jr. Bandet vil gengive sangene fra ”Achtung Baby”, forlyder det. Forhåbentlig foregår det med større indlevelse end på denne aldeles overflødige plade.

”War” (1983)

”Boy” (1980)