Er Pia Olsen Dyhr islamofob?

Det kan vaere forbigået nogles opmaerksomhed, men den 15. marts blev FN’s islamofobidag afholdt for første gang. På FN’s hjemmeside ses hvide fredsduer i flok, og under billedet kan man laese mere om initiativet, som blev enstemmigt vedtaget sidste år, og som skal markere, at muslimer »spejler menneskeheden i al sin fantastiske diversitet«. Dog udsaettes de, hedder det, ofte for forfølgelse alene på baggrund af deres tro.

Som medarrangør stod Pakistan, hvis udenrigsminister, Bilawal Bhutto Zardari, understregede, at islam er en »religion af fred, tolerance og pluralisme«. Det mangler verden at forstå, for »siden tragedien den 11. september er fjendskab og institutionel mistaenksomhed over for muslimer og islam over hele verden kun eskaleret til epidemiske proportioner. Der er blevet udviklet og opført en fortaelling, som forbinder muslimske samfund og deres religion med vold og fare«, sagde Zardari.

Zardari er også formand for FN-organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), som har ikke ubetydelig indflydelse, og som nøje overvåger, hvad der siges og skrives rundtomkring om islam.

Man udgiver løbende rapporter om islamofobi, og det vil måske overraske Pia Olsen Dyhr, at hun – side om side med Rasmus Paludan og en raekke franske højreekstremister – optraeder i rapporten fra september 2021. Hun har fået sagsnummeret IsP140472, og det gaelder hendes tale den 11. september 2021, 20 år efter angrebet på World Trade Center, til SF’s landsråd i Kolding, hvor hun slog til lyd for, at Muhammed-tegningerne frit skulle kunne anvendes i undervisningen, og bl.a. naevnte det bestialske drab på Samuel Paty og mindede om de satirikere, der måtte leve under jorden og i frygt. Den tale var, forstår man på OIC, et klassisk eksempel på islamofobi.

Man fristes måske til at traekke på skuldrene. Herregud, det er bare FN, og det er jo bare ord. Men ord betyder noget, ord kan manipulere. Man husker George Orwells Big Brother: »Krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke.«

En fobi er jo en irrationel frygt for et eller andet, det vaere sig edderkopper eller åbne pladser. Det er en sygelig tilstand, der kan kraeve psykiatrisk behandling, hvorfor selve definitionen på islamofobi bliver interessant. Hvis islamofobi er noget, man kan fejle, vil man gerne vide mere, og det vil derfor interessere, at FN’s saerligt udpegede ekspert, Ahmed Shaheed, taler om en »epidemi af had« forårsaget af terrorangrebet 11. september 2001 og »andre forfaerdelige angreb, som angiveligt (purportedly) er udført i islams navn«.

Islamofob er man altså, hvis man forbinder terrorangrebet 11. september 2001 med islam og mener, at det var udført af muslimer med islam som motiv – som angrebet på Charlie Hebdo og massakren på spillestedet Bataclan. Og så videre og så videre. Islamofober er vel så også de PET-folk, der har besluttet, at Rasmus Paludan ikke laengere kan vise sig offentligt overhovedet, at det er for farligt for ham at optraede i et radiostudie, fordi truslen mod ham er så voldsom efter hans koran-afbraendinger, at man ikke laengere kan beskytte ham; han må reelt leve under jorden. Af frygt for en islamisk vold, som FN-officielt ikke findes.

Er det for meget at spørge den danske flertalsregering, hvad man egentlig mener om den sag og den dag? Eller er det islamofobisk blot at spørge?