Marie Høgh ser selvfortabelse alle vegne – også på opofrelsens plads

Praest og debattør Marie Høgh skriver i sin klumme lørdag den 11. marts, at »tidens kvinder opfører sig som rådne aeg«. Hvordan et aeg opfører sig, står hen i det uvisse. At Høgh synes, kvinder er nogle rådne aeg, er til gengaeld tydeligt. De er »selvbevidste og jamrende«. I kontrast til ydmyge og konstruktive Høgh forstås?

En af disse jamrende kvinder er åbenbart forfatter, podcastvaert mv. Majbritt Maria Lundgaard (tidl. Nielsen), idet hun har formastet sig til at udtale sig om begrebet the mental load – et for Marie Høgh »ukendt begreb«, som daekker over »den (tilsyneladende) mentale byrde, der er i en husholdning«. Lundgaards ord udgør for Høgh en »ligegyldig fortaelling« og er udtryk for »tidens overopmaerksomhed på os selv« og en »idé om, at alle personlige erfaringer, enhver lille skaevhed eller skuffelse fortjener offentlighedens lys«. Hos Høgh inkluderer the mental load »opfyldning af skiftetøj i børnehaven, indkøb af D-dråber og fødselsdagsgaven til svigerfar«.

Og deraf følger selvfølgelig, at praesten må formane tidens jamrende mennesker om selvfortabelse over for den pligt og det ansvar, som er vores daglige brød – teologklichéer så slidte, at man naesten kan lire dem af sig i søvne.

At Høgh ikke googler det begreb, hun skriver sig op imod, er ejendommeligt. Havde hun gjort det, ville hun kunne se, at begrebet the mental load ikke daekker over en lille, dansk, navlepillende erfaring med kvindelivet. Det er et faenomen, der går igen i USA, Tyskland, England, Frankrig mv. Det følger af kedsommelige, konkrete ting i det levede liv – f.eks. forventningerne til det gode børneliv og foraeldreskab, og at begge foraeldre nu om stunder er på arbejdsmarkedet, samtidig med at der fortsat er en husholdning, et hjem og en familie, der skal passes.

Høgh sammenblander det mentale arbejde, der ligger i konstant at have overblik over børnenes tandlaegetider, maengden af sødmaelk i køleskabet, og om børnene er ved at vokse ud af deres tøj med det praktiske arbejde, en husholdning ganske rigtigt indeholder. Men det er netop det konkrete, praktiske arbejde, begrebet the mental load afgraenser sig fra.

Det, Lundgaard faktisk siger i det interview, Marie Høgh har laest, er, at det i mange parforhold er sådan, at det er den ene, der er projektlederen – den, der har overblik over alt i husholdningen og familielivet. Den anden ender i rollen som “hjaelper”. Hjaelperen har svaert ved at se, hvor stort et arbejde det er for projektlederen konstant at have 15-30 små blinkende lamper i hovedet, der gør opmaerksom på, at der er ting, der kraever opfølgning igen lige om lidt i Familien A/S, samtidig med at hjemmets projektleder også har et fuldtidsjob og forventes at deltage ligeligt i det praktiske, der skal udføres, og i resten af familiens liv.

Lundgaard gør klart, at det ikke er et problem, hvis begge parter trives, og klandrer ikke den ene part frem for den anden. Hun taler bare om, at i mange vestlige hjem er det nu engang sådan, at til sidst kan projektlederen ikke mere – og den part, der er reduceret til hjemmets “hjaelper”, måske heller ikke.

Alle ressourcer er opbrugt. Og så er det et problem – et problem, der i øvrigt ofte ender i skilsmisse. Ikke fordi projektlederen vil vaere fri til selvrealisering, men fordi hun – for ja, det er ofte kvinden – har aedt sig selv fem gange og nu må erkende, at det begynder at gå ud over det liv, hun synes, hun skylder sine børn. Det er det modsatte af selvfortabelse.

Lundgaard gør klart, at det ikke er et problem, hvis begge parter trives, og klandrer ikke den ene part frem for den anden.