Hvor virkelige er Moderaternes kandidater virkelig?

Når man starter et nyt parti, så er det godt, at man fra begyndelsen understreger, at man gerne vil have, at de folkevalgte skal have erfaring fra det virkelige liv. Det kan give et vaesentligt modspil til ganske mange danske politikere, der aldrig har haft et rigtigt arbejde.

Der, hvor filmen knaekker for mig, er, når man ikke laver sit forarbejde ordentligt – og når disse såkaldt almindelige mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

For en ting er helt sikkert: Det skaber enorme problemer på den lange bane.

Og når trovaerdigheden hos os politikere ikke ligefrem er tårnhøj i forvejen, så er det vel ikke for meget at forvente, at vi fejer foran vores egen dør først. Men hvad daekker begrebet ”almindelige” egentlig over?

For de fleste leder det nok tankerne hen på de, der har en arbejdshverdag fra 8.00 til 16.00 i en rigtig virksomhed, der ikke bare lever af at producere varm luft eller leverer konsulentfrase. Det er helt sikkert ikke smarte projektleder/ konsulenttyper eller Excel-baserede regnedrenge, der ofte minder mest af alt om fantaster, der aldrig har ageret i den virkelige verden.

Da Lars Løkke Rasmussen startede Moderaterne, var det ud fra en ganske fin indgangsvinkel om, at det nye danske midterparti – som af mange bliver betragtet som Venstre Light – netop skulle profitere af erfaringsgrundlaget fra mennesker, der har haft fingrene nede i dejen i den såkaldt virkelige verden.

Men selvom partiet end ikke har eksisteret i et år endnu, så står skandalesagerne alligevel i kø.

Først var der Jeppe Søe, der før valget prioriterede sit helt private forbrug i stedet for at afdrage på sin milliongaeld til blandt andet det offentlige.

Han sidder i dag i Folketinget og er med til at traeffe vaesentlige beslutninger om både din og min hverdag – herunder hvilken skat danskerne skal opkraeves for at daekke den milliongaeld, som han har efterladt hos det offentlige.

Man kan jo stille spørgsmål ved hans evne til at prioritere og måske også om hans moralske kompas.

Derefter var der skandalen med nordjyske Kristian Klarskov, som i valgkampen havde iscenesat sig selv som succesrig ivaerksaetter.

Sagen var bare den, at han ingen penge havde tjent i 10 år – men i stedet havde levet et luksusliv, som han flittigt eksponerede på sociale medier, gennem lommepenge fra hans hustru. Han havde dog så meget selvindsigt, at han trak sig blot 23 dage efter folketingsvalget.

Vi må heller ikke glemme advokat Tobias Grotkjaer Elmstrøm, der også fik en taburet på Christiansborg.

Han har slået sig op som advokat med den sociale indignation i orden i sit arbejde med saerligt flygtningesager. Han er dog gennem de seneste år i hele tre tilfaelde blevet dømt for at have tilsidesat god advokatskik i sager, hvor han bl.a. har kraevet penge for at mødes med sine flygtningeklienter, selvom han ikke deltog i møderne.

I den seneste uger har flere danske medier så oprullet en raekke temmelig grove anklager mod den tidligere teaterdirektør og nuvaerende folketingsmedlem for Moderaterne Jon Stephensen, der tilsyneladende har anvendt temmelig grove metoder – og i et enkelt tilfaelde tilsidesat en kvindes klare ønske om ikke at bruge et billede af hendes blottede bryst og balle i noget pressemateriale.

Samtidig er der også fremsat anklager om, at Stephensen skulle have forfalsket en underskrift. Det er heller ikke imponerende bedrifter for en folkevalgt.

Jeg ved ikke, om det er det, man kan kalde helt almindelige mennesker. I min verden kunne et langt bedre bud vaere personer, der har erfaring som skolelaerer, politibetjent, produktionsmedarbejder, rengøringsassistent eller noget helt femte.

Samtidig slaeber partiet også rundt på Løkkes egen brogede fortid, familiedramaet om hans søns skifte til Moderaterne med to mandater fra Venstre i henholdsvis Europa-Parlamentet og Region Hovedstaden samt en naestkommanderende, der er dømt for narkokørsel. Mere ren har kulturen hos stifterne af partiet altså heller ikke vaeret. Man må i sandhed sige, at det har vaeret turbulente 10 måneder for Moderaterne. Et parti, der har slået sig op på, at deres folkevalgte gerne må bibringe erfaring fra erhvervslivet og fra den virkelige verden.

Det virker til, at Lars Løkke Rasmussen faktisk er enig i den konklusion. Han har i hvert fald, da han skulle udpege sine ministre, fravalgt sine egne spidskandidater og i stedet udpeget levebrødspolitikere og professionelle lobbyister som sig selv, nemlig Jacob EngelSchmidt, Christina Egelund og Lars Aagaard, på bekostning af sine egne, folkevalgte danskere.

Fhv. MEP (DF)

I al stilfaerdighed må man konstatere, at Moderaterne i deres tilgang til politik ligger milevidt fra fortaellingen om en ny politisk kultur.

Medmindre den nye kultur bygger på den opfattelse, at bare man er en projektmager med meningerne og hjertet på rette sted, så behøver man ikke opføre sig ordentligt eller inden for samfundets love og regler – dem er man nemlig højt haevet over.