Debat må handle om principperne
Kirsten Jacobsen fortaeller i JP 1/3 om sine personlige oplevelse med sin mands sygdomsforløb efter en alvorlig blodprop i hjernen og efterfølgende død og de tanker, hun i forbindelse har gjort sig om aktiv dødshjaelp. Kirsten Jacobsen aergrer sig over debatten om aktiv dødshjaelp, der med jaevne mellemrum blusser op for derefter hurtigt at dø ud. Hvorfor sker det?
Jeg ved det ikke, men kan for mit eget vedkommende og som laege sige, at det skraemmer at gå ind i debatten. Det skraemmer, fordi debatten ofte startes af et indlaeg som Kirsten Jacobsens, dvs. af et menneske, der selv har stået der – i situationen. Og hvordan argumenterer man imod en sådan erfaring? Blegner ikke alle ord imod, endnu inden de ytres?
Det er åbenlyst, at Kirsten Jacobsen og hendes mand har vaeret meget reflekterende mennesker, og selv jeg, en klar modstander af aktiv dødshjaelp, oplever, at jeg svaekkes i min overbevisning, når jeg laeser beretningen.
Men en seriøs debat kraever også, at vi løfter os fra det enkelte individ og ser på andre og overordnede principper. For hvad gør det ved et samfund, der begynder at slå sine borgere ihjel? Hvad gør det ved laege-patient-forholdet, hvis der i laegens arbejdskasse nu også ligger aktiv dødshjaelp?
Vil alle patienter turde vaere lige aerlige over for laegen om lidelse osv. – af frygt for at aktiv dødshjaelp traekkes op af kassen? Og hvad med i forhold til pårørende? Vil nogle føle sig forpligtet og sige ja til aktiv dødshjaelp for at skåne pårørende unødig byrde? For eksempel en person med begyndende demens, en sygdom, som ofte vil føre til betydelig belastning af pårørende?
Overlaege, Gadstrup
Erfaringerne fra udlandet skraemmer, blandt andet med beretninger om tilbud om aktiv dødshjaelp til mennesker med beskedne handicap. Og det er netop det, der er risikoen. At vi opgiver at arbejde for, at også personer med alvorlige sygdomme og handicap får et vaerdigt liv med så høj en livskvalitet som muligt.
Vi skal ikke nytteløst holde mennesker i live imod deres vilje, men der er allerede i den gaeldende lovgivning rig mulighed for at give udtryk for sine ønsker i en sådan situation. Og heri laegger et andet vigtigt princip. Der er stor forskel på at frabede, at samfundet behandler en, og til at bede samfundet om aktivt at blande sig og forårsage ens død. “Gør ikke dette ved mig” kontra “Gør dette ved mig”.
Sådanne rettigheder er ikke lige. Det første bør vi forvente, det andet kan vi håbe på. Vi skal ikke søge og svaelge i menneskers lidelser og bestemt ikke på vegne af andre mennesker. Men jeg mener, vi mister noget menneskeligt ved ikke at erkende, at også lidelse er et grundvilkår, og at døden er det ultimative kontroltab. Den enkeltes lidelse må ej heller glemmes og “ofres for principperne”, men hvis vi skal have en laengerevarende og nuanceret debat, må den tage udgangspunkt i de mange, og derfor må diskussionen handle om principperne.