Geopolitik laegger op til et statisk og sort-hvidt verdensbillede

Samling mod Rusland har skabt ny fokus på Vestens kvaliteter og styrke. Så man kan komme til at glemme, at Vesten kun rummer hver syvende verdensborger, at de andre seks ser verden på en anden måde – og at de ikke kan ignoreres, når det gaelder klimaets o

”Geopolitik” er navnet på en gammel international politisk skole med saerlig vaegt på geografiens betydning. Men i medierne er det nu blevet synonym for al international politik, mens globalisering nedtones.

Dette fremmer fokus på statiske modsaetninger mellem lande frem for dynamiske processer, gensidig afhaengighed og samarbejde, konflikt frem for forhandling. Noget, journalister naeppe selv har fundet på, men snarere afspejler en firkantet tidsånd praeget af wokeisme.

Tager man begrebet alvorligt og ser det i det historiske lys, som det laegger op til, når man frem til måske overraskende resultater, specielt for den lille europaeiske halvø på Asien. Europa startede med, at en graesk/romersk verden beherskede Middelhavet og Vesteuropa gennem et årtusinde og blev kristen, inden den brød sammen under folkevandring. I det naeste årtusinde kaempede det for sin overlevelse over for tyrkiske og mongolske riger, der sad på det meste af Middelhavsområdet og Rusland. Alt imens Kina, som beskrevet af Marco Polo, var verdens mest folkerige og udviklede land.

For 500 år siden startede en proces mod det, man siden har anset for en selvfølge: at Europa har både magt, velstand og demokrati. Det blev teknologisk, økonomisk og militaert førende i samspil med, at kirkens magt blev mindre og folkets større. En del af dets voksende befolkning bosatte sig i Syd- og Nordamerika, Oceanien og Sibirien, der blev ”europaeiske”. Tyrkerne blev gradvist traengt ud af Balkan, og mongolerne fra Rusland. Det meste af Afrika og Asien blev europaeiske kolonier.

Europas føring fik ende med to verdenskrige, hvor den sidste efterlod europaeisk civilisation splittet mellem et kapitalistisk Vesten anført af USA og et socialistisk Østen. Tilsammen et industrialiseret Norden over for et underudviklet Syden.

Med østblokkens sammenbrud og globalisering havde socialismen udspillet sin rolle, og man anså vejen åbnet for kapitalisme, velstand og demokrati over hele verden, under Vestens/USA’s ledelse. Mellemøsten

havde olierigdom, men var praeget af ulighed og konflikt. Naesten hele Asien havde fremgang, med Kina i spidsen, mens isaer Afrika stod tilbage som det fattige, globale Syden.

Det 21. århundrede blev først praeget af et folkeligt islamistisk oprør mod Vesten og dets demokrati, med terror og åbne krige i bl.a. Afghanistan. Samt af, at Kina, og delvist Indien, kom på niveau med Vesten; at verdens demokratisering gik i stå; at klimaaendring blev anerkendt som kritisk; samt at de vestlige samfund blev splittet internt af woke- og populistiske bevaegelser.

Det seneste årti blev praeget af geopolitikkens genkomst, hvor ideologi, sikkerhed og magt har trumfet globalisering. Dels ved, at USA’s politiske ledelse ville gøre al tale om landets tilbagegang, kinesisk fremgang og delt verdensherredømme til skamme ved fra 2017 at definere Kina som en modstander, der skulle bremses økonomisk og politisk.

Dels ved, at det ”etniske, kristne” Vesten blev splittet med etapevis udstødelse af det nye og reducerede Rusland. Dets ønske om optagelse i EU og Nato blev afvist, mens man optog nabolande med en historisk modvilje mod zar-Rusland og Sovjetunionen, der minder om naboernes forhold til Tyskland efter krigen. Da Rusland i reaktion fik et nationalt og religiøst praeget styre, ville Vesten ikke acceptere dets krav om stormagtsstatus og saerstilling for et nationalt splittet Ukraine. Efter annektering af Krim i 2014 blev landet defineret som modstander med en farlig militaerog cyberkapacitet.

Når Ukraine-krigen forhåbentlig ikke bliver atomar, men drosles ned til frossen konflikt og besvaerlige forhandlinger, kan man notere flere geopolitiske konsekvenser af den.

Den har samlet Vesten under USA og styrket dens ideologiske, militaere og økonomiske selvbevidsthed oven på 2021-tilbagetoget fra Afghanistan. Måske støttet af en sort-hvid woke-tankegang, for hvilken nationalisme igen synes stueren.

Krigen har desuden bragt overdrevne forestillinger om russisk styrke ned på niveau med landets relativt beskedne ressourcer (bortset fra a-våben og energikilder); demonstreret, at resten af verden ikke fulgte Vesten, men forholdt sig neutralt til konflikten; samt henvist Rusland til at forlade sig på Asien/Kina uanset dets kulturelle og etniske samhørighed med Vesten.

Det USA-anførte Vesten består i bred forstand af Europa og Nordamerika, Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea og Taiwan. Dvs. 1,2 mia. mennesker, inkl. indvandrere, eller en syvendedel af Jordens otte milliarder. Altså faerre end i Kina eller i Indien. Konflikten med Rusland har skabt ny bevidsthed om, at Vesten stadig har de største økonomiske og militaere ressourcer – men ikke om et uholdbart perspektiv i, at ny koldkrig mod Rusland og Kina bliver til Vesten mod resten. Under den gamle koldkrig ville Vesten inddaemme både Sovjet og Kina, men kunne først vinde konkurrencen mod Sovjet efter Nixons ”fredsslutning” med Kina i 1972.

Traditionel geopolitik mener, at kontrol med ”den eurasiske verdens-ø” giver verdenskontrol. Hvis Rusland med sit areal og naturressourcer bliver staerkt afhaengigt af Kina, samtidig med at et mere autokratisk Indien også har taette relationer til Rusland, kommer man taet på den situation. Geopolitik opererer også med en klassisk modsaetning mellem land- og sømagter, hvor nutidens store sømagt er USA, der på tvaers af have vil kontrollere kysterne i bl.a. Østasien. På sigt en situation, der kan minde om den endeløse krig mellem Oceanien og Eurasien i Orwells ”1984”.

Både USA, Europa, Rusland og Kina prøver at styrke deres bånd til Latinamerika, Mellemøsten og ikke mindst Afrika, hvor de to sidste synes at have mest succes, samtidig med at islamisterne vinder frem. USA spiller sin geopolitiske rolle ud fra Nordamerikas relative sikkerhed fjernt fra modstanderne, hvor det ser anderledes ud for Europa, der er taet på og afhaengig af naboregionerne. Når Europa siger nej til russisk energi af ideologiske grunde, må man sige ja til mellemøstlige regimer, man ellers ville laegge ideologisk afstand til.

USA, og isaer Europa, slipper ikke for at forholde sig til et migrationspres fra den store fattige del af naboregionernes voksende befolkninger, der øges med konflikter og klimaproblemer.

Vesten har sat sig i spidsen for international indsats mod en klimaaendring, som forventes at ramme alle, men skal indsatsen nytte, kommer man ikke uden om at have bl.a. Kina og Indien med ombord, i betragtning af klimakonsekvenserne af voksende velstand for deres befolkninger.

Objektivt set burde specielt Europa tage en tøver, inden man euforisk satser hele butikken på at besejre Rusland militaert i Ukraine.

Uanset hvor moderne den er for tiden, har geopolitik således indbyggede risici og begraensninger. Objektivt set burde specielt Europa tage en tøver, inden man euforisk satser hele butikken på at besejre Rusland militaert i Ukraine. Ikke bare pga. dermed forbunden fare for atomkrig, men også fordi verdens og Europas øvrige problemer ikke forsvinder ved, at en evt. sejr cementerer Ruslands placering i en eurasisk modstanderblok.