RIGTIGE OG RIGTIG MODBYDELIGE HANDLINGER
Telefon: 87383838
Det er ingen hemmelighed, at jeg personligt har det dobbelt med voldsomme kriminalsager udpenslet i detaljer i skønlitteraere fortaellinger. For hvorfor opsøge det vaerste, elendigheden og det, man ofte tit frygter? Og hvorfor som journalist og redaktør fortsaette med at forholde sig til menneskets vaerste sider efter en arbejdsdag, der ofte netop er praeget af et nyhedsbillede med fokus på meget at det vaerste i menneskelivet?
Journalist og forfatter Stine Bolther giver i denne uges JP Bøger sit svar, og det har givet mig stof til eftertanke. For selvom jeg godt selv kan blive ramt af ”too much reality” altså for meget grum virkelighed i hverdagen til, at jeg også gerne vil laese det som hyggelaesning i fritiden, så har hele genren true crime vaekket noget i mig.
Når der sker større forbrydelser i samfundet, og det gør der jo desvaerre, så er jeg selv en af dem, der laeser hurtigst og mest detaljeret ned i sagerne. Jeg er også optaget af politiets arbejde og af selve forløbet op til den begåede kriminalitet. For kunne det vaere undgået? Hvad handler sagen egentlig om? Hvad siger udviklingen i sagerne om udviklingen af vores samfund osv. Det er dybt interessant, og det er, hvad genren har bidraget med, og jeg har selv ligget flere sene nattetimer og hurtigvendt sider i bøger netop om myndighedernes ageren - både om den enkelte drabschefs arbejde og hele det hold af mennesker, der i samfundets tjeneste bliver kaldt til, når noget for alvor går galt mellem mennesker. Så dem, der har hørt mig sige, at det kan blive for meget med alle de krimier, kan nu høre mig erkende: Jeg er selv draget af det maerke i mennesket.
Det var efterfølgende en gysende oplevelse at gå forbi det sted, hvor morderen - nu flere årtier efter boede og levede sit almindelige liv.
Og mens jeg skriver disse ord, kom jeg i tanke om en dag i vel 6.-7. klasse, hvor jeg kom for sent tilbage fra et frikvarter. Jeg var gået i gang med at laese om et mord på en ung pige i 1960’erne. I et af de store bind om Nordisk Kriminalhistorie. Detalje efter detalje fik jeg slugt og det var efterfølgende en gysende oplevelse at gå forbi det sted, hvor morderen - nu flere årtier efter - boede og levede sit almindelige liv.
Jeg er dybt optaget af, hvordan en forbrydelse kan se ud, og jeg bliver meget inspireret af Stine Bolthers ord og selve formålet med hendes bøger om virkelighedens kriminelle handlinger: For kan hun lykkes med at undgå een kriminel handling med sin viden fremlagt i bogform, så er hun tilfreds. Så til jer, der endnu ikke har bekendt jer fuldt ud til genren - eller måske kun har gjort det ubevidst som jeg indtil nu: Laes med her - og så er der jo også rig mulighed for at komme taettere på det menneskelige mørke på naeste weekends krimimesse i Horsens.
Midt i det meningsløse kan der vaere mening at hente.