En ode til kroppen som klump

Multitalents debut som romanforfatter er både en kaerlighedshistorie til og en problematisering af kroppen.

ROMAN

KLUMP – EN KAERLIGHEDSHISTORIE KATINKA BJERREGAARD

154 sider, 199,95kr.

Gyldendal

Udkom den 10. marts

Der er uoverensstemmelse mellem skriften og kroppen i musiker, sangskriver og generelt multitalent Katinka Bjerregaards debutroman, ”Klump”. For mens den korte, taette roman består af komprimerede tekstbidder, der stramt forholder sig til hinanden uden for meget fyld og litteraer fugemasse, så er den krop, romanen handler om, både uformelig og ukontrollabel. Kroppen går simpelthen over sine bredder på en måde, som teksten slet ikke gør.

”Klump” er, som undertitlen indikerer, en kaerlighedshistorie. Gennem en raekke arbitraert organiserede møder mellem romanens unavngivne jeg og ham, der skal blive faderen til hendes tvillinger, folder forelskelsen sig ud.

Kaerligheden opstår ved 12. møde, og jeg’et er saerligt fascineret af du’ets evne til at vaere alt det, hun ikke selv er. For mens jeg’et flyder formløst rundt, er du’et ”en konstant”. Hendes krop »er ikke bygget af knogler«, og hun køber hvert uge nyt tøj: »Jeg har brug for tekstiler, hver gang endnu et lag skraelles af mig. Huden er ikke staerk nok.«

Men de alt for små blondetrusser bliver hurtigt erstattet af kaerestens mere behagelige boksershorts, for stoffets skaerende og stramme rammer byder klumpen imod.

Du’ets dobbeltdyne

Som et udtryk for sin kaerlighed køber du’et en dobbeltdyne, som han inviterer jeg’et med ind under: »Dobbeltdynen som koncept er tiltaenkt de lykkelige.« Det er et rørende billede, ikke mindst for en kvinde, der mest af alt – her skinner Bjerregaards fornemmelse for ord og billedsprog tydeligt igennem – føler sig som et straekfrottélagen.

Kroppen bliver i ”Klump” det ydre billede på et indre, der heller ikke er helt stabilt. For i en verden, hvor styrke hyldes som en aldrig svigtende valuta, er det vanskeligt at stå imod som strukturløs klump.

Det bliver ikke lettere, da børnene kommer, og kroppen tvinges til at praestere både fysisk og emotionelt. Med graviditeten kommer en ny fornemmelse af samhørighed – »For første gang i mit liv taler min krop og jeg sammen, vi forstår hinanden« – men fornemmelsen brydes med kejsersnittet, der skaerer forbindelsen over.

Den elastiske følelse af, at kroppens udvidelse ikke bare er noget godt, men selve meningen med det hele, slipper op, og tilbage står jeg’et tilbage med en sorg over at vaere blevet frarøvet sine kilo.

”Klump” er en rørende miniroman, der både er forsonende og agiteret. Tonen er mere intim end politisk, men alligevel lader jeg’ets specifikke forhold til sin klump af en krop sig sagtens oversaette til mere generelle proportioner. Teksten skriver sig desuden åbenlyst ind i tidens samtaler om kropsidealer.

Det tyggede tyggegummiomslag indkapsler fornemt fornemmelsen af uformelig formbarhed, men man må ikke lade sig narre af de knaldende farver, for ”Klump” er en kaerlighedshistorie stemt i både dur og mol. Romanen er allerbedst, når man rammes af Bjerregaards uforlignelige evne til at beskrive det genkendelige, så det overskrider vores vante begrebsverden. Det sker heldigvis rigtig tit.

Leïla Slimani. tager laeserne med til Marokko.