Askese i en swimmingpool
Roman om skabelsen af det moderne Marokko er informativ, men turguiden har meget at skulle have sagt.
SKØNLITTERATUR
SE OS DANSE
LEÏLA SLIMANI
Oversat af Karsten Nielsen 352 sider, 250 kr. Gyldendal »Aisha er en smule beruset og ligner en lille pige, der er parat til at blive puttet på bagsaedet af en bil.«
Man ser det for sig. I mine øjne er det en sigende beskrivelse af en kvinde, som er ved at falde ud af sin rolle som voksen. Og hvorfor er hun så det? Fordi hun pludselig og for første gang i sit liv er blevet forelsket. For at tackle den uventede situation foretager hun en kropslig og mental regression og opfører sig som et barn, der har brug for beskyttelse.
Der er andre praegnante formuleringer i
Leïla Slimanis kollektive roman om dannelsen af det moderne Marokko, der er bind to i en romanserie, som angiveligt er funderet i forfatterens egen familiehistorie. Men der er ikke så mange praecise karakteristikker, at det gør noget.
Det nye Marokko i mange retninger
Litteratur er en genvej til at få viden om samfund, historie og kulturer, og på den konto er det interessant at laese slaegtsromanen, for min viden om Marokko kan ligge på et lille sted. Nu ved jeg en del mere, og det er i sig selv godt. Igen lister der sig så et men ind. Eller rettere to indvendinger.
For det første kan man diskutere, hvor vellykket praemissen for historien er. Slimani vil have alle slaegtled med, men det er så som så med, hvor meget samling der er på tropperne. Med det resultat at der mangler forbindelsesled mellem de enkelte kapitler og familiemedlemmerne. De spreder sig i mange retninger, så vi får et fletvaerk og ikke en rød tråd.
Mathilde og Amine (der var de baerende i bind et) har etableret sig som ganske velhavende bønder med lukrativ eksport. De omgås nu den europaeiske overklasse, askese er blevet erstattet af en swimmingpool, mens deres forhold er så køligt, at de ikke bader sammen. Amine forguder datteren Aisha, der bliver uddannet laege (og opholder sig ganske laenge i Frankrig), mens sønnen Selim følger strømmen af europaeiske hippier, der syrer derudad og tror, at de kan hvad som helst.
Fremstillingen af kontrasten mellem de gamle kolonister, overløbere og de traditionsfikserede, ludfattige løsarbejdere er noget af det mest spaendende i ”Se os danse” og seriens undertitel, ”De andres land”, understreger det spaendingsforhold. Til gengaeld når skildringerne af Selims stofeventyr ikke det niveau, man finder f.eks. i Kirsten Thorups ”Himmel og helvede” (1982).
Amines broder, Omar, arbejder i politiet, og han er kendt for ikke at skåne nogen. Hvad han derimod skjuler for andre er, at han er ved at blive blind. Han er samtidig ikke blind for egne fejl; således mødes han regelmaessigt med sin søster, Selma, som han ellers som barn tugtede på det groveste. Nu er smukke Selma det eneste menneske, der kan give Omar bare lidt ro. Selma arbejder som luksusluder og hader/elsker det forbudte erhverv. Selmas datter, Sabah, har det storskidt på et hjem for piger, ingen gider tage sig af. Aishas kaereste, Mehdi, har i starten øgenavnet Karl Marx, men rebellen forvandles til en embedsmand, der er kraenket over sine ansattes bureaukratiske langsommelighed. Og politisk bliver ”Marx” en langmodig socialdemokrat.
Fortolker Holger
De mange parallelhistorier giver som sagt indblik i, hvor svaert moderniseringsprocessen har vaeret for befolkningen. Kupforsøg afløser kupforsøg, og det smitter af på alle niveauer i samfundet. At få et indblik i den komplicerede udvikling er interessant.
Nu kommer imidlertid den anden indvending: I forhold til bind et synes jeg, Slimani har skruet vel rigeligt op for den fortolkende og udredende fortaeller. Fortaelleren virker ofte som lidt af en bugtaler, som ligger under figurerne, men samtidig benytter lejligheden til at pointere, hvordan det egentlig haenger sammen.
Landets uafhaengighed synes f.eks. ikke at have affødt de store forandringer for Mathilde og Amine og deres omgangskreds:
»Ingen af dem ønskede at give slip på det gode liv i den charmerende, blomstersmykkede by, selv om man måske nok fremover skulle holde lidt igen og dyrke fornøjelserne en smule mere diskret. Så nej, der var ikke tale om revolution, kun en stemningsaendring, en tilbageholdenhed, en indbildt gensidig forståelse og lighed.«
Sådan traeder en vidende fortaeller i karakter, selv om stemmen i princippet står uden for historien.
Jeg er sikker på, at der er laesere, der vaerdsaetter at blive taget ved hånden og ledt igennem et større menneskeligt og politisk drama. For denne laeser tenderer det af og til, at vi får serveret historien af fortolker Holger, der er noget af en marionetbestyrer. Det øger ikke fortaellingens spaending.