Klare skurke og helte i en for ensidig Mette Frederiksen-bog
Letlaest og spaendende biografi, men brug af udelukkende anonyme kilder giver bogen for meget slagside.
BIOGRAFI
LEV MED DET – 181 SCENER FRA METTE FREDERIKSENS VILDE TID VED MAGTEN Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen 270 sider, 299,95 kr.
People’s
Lad mig begynde med det bedste i den spritnye biografi om statsminister Mette Frederiksen, som to af landets kendteste politiske kommentatorer har skrevet:
Det er noget af et scoop at få at vide, at der under de langstrakte regeringsforhandlinger på Marienborg efter valget i november sidste år foregik et hidtil ukendt parallelforløb mellem toppen af Socialdemokratiet og Venstre.
Først tre gange hjemme hos Morten Bødskov i et parcelhus i Rødovre, siden et par gange hos Troels Lund Poulsen på hans gård på Midtsjaelland. Møderne foregik over et par uger i november. Idéen var åbenlys: Kunne S og V finde sammen?
Alle møderne beskrives nøje i bogen – fra hvad de fik at spise (tapas hos Bødskov, julefrokost hos Poulsen) til de diskussioner, der endte med at bringe de to hovedmodstandere i alliance. Under det første møde går der timer med hyggelig småsnak, inden Mette Frederiksen siger de gyldne ord:
»I skal vide, at vi mener det her. Vi vil gerne danne en regering sammen med jer. Nu synes jeg, vi skal afsøge muligheden.«
Venstre-toppen – Jakob Ellemann-Jensen, Troels Lund Poulsen og chefen for partiets politisk-økonomiske afdeling, som netop har ført en rå valgkamp mod Frederiksen – går fra mødet med »en faelles oplevelse af, at det var satans«, skriver forfatterne.
Det er elementaert spaendende at laese detaljerne om disse hemmelige møder, der førte til landets første regering over midten siden SV-regeringen i 1970’erne. Det er også interessant at få nye indsigter i de regeringsforhandlinger, der ender med, at De Radikale siger fra, mens Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne kommer med.
Erobring, modstand og comeback
Bogen er delt i tre dele – ”Erobring” om tiden op til valgsejren i 2019 og den første tid med corona-håndtering i 2020, ”Modstand” om isaer 2021, hvor Frederiksen oplever tilbageslag, og endelig ”Comeback” om isaer 2022, hvor statsministeren bevaeger sig ind i midten af dansk politik. De første to dele er mest velkendt viden, mens det sidste er skarpt og nyt.
Bogen består af 181 scener, i reglen i kronologisk raekkefølge, men af og til med nyttige flashback, som saetter kontekst. Det er en letlaest bog med den staerke fortaellelyst, som Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen er kendt for på skrift og tale.
Der er imidlertid et par grundlaeggende problemer med de metoder, som duoen benytter. For det første er stort set alle kilder anonyme. For det andet er den for ensidig. Der er et sammenfald mellem de to pointer:
Skurkene er trukket fuldkommen klart op:
Überskurken er Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet, taet fulgt af Martin Rossen, statsministerens mangeårige naermeste, men nu fratrådte stabschef, og så Frederiksen selv. Tilsammen fremstilles de som brutale, grove magtmennesker, der skubber andre til side.
Omvendt er heltene også tydelige:
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, Lars Findsen, den hjemsendte PETchef, og Martin Justesen, den nuvaerende naermeste rådgiver for statsministeren. De fremstår eftertaenksomme, rationelle, aerlige.
Forfatterne gør en dyd ud af at fortaelle, at de har talt med over 50 centrale kilder, men også, at de hverken vil fortaelle, hvem de har mødtes med, eller hvem de ikke har talt med. Et godt bud er, at de har brugt mest tid med ”heltene” og måske slet ingen tid med ”skurkene”. Derved tipper bogen ofte i en for ensidig retning.
Et eksempel: Imod bogens slutning, hvor regeringsforhandlingerne er gået ind i den fase, hvor ministerier skal fordeles, mødes Frederiksen og Løkke alene i et mødelokale på Marienborg.
»Kun de to. Der er et sidste udestående, før den nye regering kan praesenteres. Hvilken post skal Løkke have, nu da Ellemann har valgt forsvaret,« skriver forfatterne, inden de citerer statsministeren direkte:
»Ingen vil vaere udenrigsminister. Vil du, Lars?«
Kompagnoner
Løkke har angiveligt en stribe reservationer – han er bange for at blive sat ud på et sidespor under evige rejser, bekymret for, om han mister kontrollen med sin uerfarne folketingsgruppe. Men Frederiksen, skriver forfatterne, overtaler ham ved at »lade ham forstå: at hun og han skal vaere kompagnoner.«
»Løkke hører, hvad han havde håbet på. For han er så enig i, at de to er regeringens sande og absolutte powercouple. Ingen over, ingen ved siden af Frederiksen og Løkke.«
Her kan alle gaette på, hvem der mon er forfatternes kilde til den ordveksling? Hvem har mest lyst til, at netop det budskab kommer ud? Frederiksen eller Løkke? Hvem mon forfatterne har referatet fra? Ja, det svar synes ret åbenlyst. Det virker, som om kun den ene af de to er kilden her. Måske ville referatet se anderledes ud, hvis også Frederiksen havde udlagt teksten?
”Lev med det” er i sagens natur en kritisk bog om landets statsminister. En hyldestbog ville vaere maerkelig.
Men Qvortrups og Trier Mogensens bog ville stå staerkere, hvis også ”skurkenes” version blev fortalt.