Hellige køer i uddannelsesverden

Sygeplejerskernes beskrivelse under konflikten i 2021 af deres fag som praeget af uacceptable løn- og arbejdsforhold lader til at have etableret sig som fortaellingen om faget. For selv om faldet på sygeplejerskeuddannelsen kun var på 1 pct., da der onsdag i sidste uge var frist for kvote 2-ansøgere, så var faldet massivt sidste år, og ser man det over en fireårig periode, er antallet af ansøgninger faldet med 40 pct.

Når man ser bort fra laereruddannelsen, der i år steg med 5 pct., er det den samme fortaelling om samtlige professionshøjskolernes velfaerdsuddannelser. Camilla Wang, forkvinde for Danske Professionshøjskoler, beskrev da også her i avisen tilstanden som »et bjerg af bekymring« og »en trist historie, der fortsaetter en trist trend«. Wangs opfordring til flertalsregeringen er, at den skynder sig at saette handling bag ordene i reformudspillet ”Forberedt på fremtiden I”, hvor man lover at gøre en saerlig indsats for at gøre velfaerdsuddannelserne mere attraktive, bl.a. ved at opkvalificere dem.

Velfaerdsfagene fattes haender; det ved vi. Uddannelsesstederne har tomme pladser, og man forudser titusinder af ubesatte stillinger i en fremtid med flere aeldre og børn. Men det er ikke kun velfaerdsfagene, der ser bjerge af bekymringer. Det er en velkendt sag, at også erhvervsuddannelserne lider. Man vurderer, at Danmark om syv år vil mangle godt 100.000 faglaerte. Samtidig ender godt hver sjette student med aldrig at få sig en uddannelse, altså ender de i ufaglaert arbejde, som der bliver mindre og mindre af.

Når så mange studenter ender i ufaglaert arbejde, er det et billede på en usammenhaengende uddannelsespolitik og en fejlslagen strategi, hvor alt for mange søger mod et gymnasium, der – som det så malende beskrives – har anlagt en motorvej med retning mod universitetet uden saerligt mange frakørsler, hvorfor der også er alt for mange, der søger mod de akademiske uddannelser.

Det er klart, at et videnssamfund har brug for akademikere; det har brug for dannelse, for humaniora, for samfundsvidenskaber og naturvidenskaber, for vidensdeling og for forskning, der kan udvikle de teknologier, som vi også skal leve af i fremtiden.

Men der er også brug for alt det andet, mellemlange uddannelser inden for velfaerdsfagene og faglaerte. Derfor kommer man ikke uden om at kigge alvorligt på fordelingen mellem uddannelserne. Den uddannelsesreform for universiteterne, som regeringen fremlagde for et par uger siden, indeholdt mange udmaerkede tanker om effektivisering, øget undervisning og forkortelse af nogle uddannelser, isaer inden for humaniora og samfundsvidenskaberne. Men den forholdt sig ikke til den store elefant i rummet: er der for mange universitetsuddannelser, er der for mange fag, er der for mange af de samme fag for mange steder i landet osv.

I Danmark hyldes det frie studievalg, og godt for det. Men vi har også statsfinansieret uddannelse og en samfundsøkonomi, der skal haenge sammen, hvis bare nogle af velfaerdsstatens økonomiske udfordringer i fremtiden skal løses. Man kommer derfor ikke uden om at tage livtag – om ikke andet indirekte – med det frie studievalg ved at dimensionere uddannelserne, i dette tilfaelde skabe faerre studiepladser på universiteterne. Man kan ikke tvinge unge til at tage en bestemt uddannelse, men man kan gennem politisk handling puffe dem i den rigtige retning. Det er muligvis en hellig ko, men selv sådan nogle slagtes fra tid til anden.