Vi må ikke kontrollere velfaerdsstaten ihjel i vores iver efter at beskytte den

For nylig bragte det amerikanske it-magasin Wired en artikel med en lidt voldsom overskrift. I oversaettelse lyder den: ”Hvordan Danmarks velfaerdsstat blev til et overvågningsmareridt.” Om man mener, at vi faktisk lever i et mareridt af et overvågningssamfund, må enhver gøre op med sig selv. Men sikkert er det, at artiklen tager fat i et emne, som burde stå centralt i den offentlige debat i Danmark: Med den udstrakte velfaerd følger overvågning, men hvor langt kan vi lade denne overvågning gå?

Spørgsmålet er relevant, fordi den danske velfaerdsstat hvert år udbetaler milliarder af kroner til borgere. Det er jo netop det, der er kernen i hele den måde, vi har valgt at indrette os på. Hvis en borger svigtes af livet i en kortere eller laengere periode, traeder staten til med et vist sikkerhedsnet, der gør, at man ikke går helt til grunde. Men med pengene følger en mistanke om snyd. Ikke overraskende findes der mennesker, der lyver sig til større ydelser, end de er berettigede til, ligesom der findes dem, der udfolder imponerende maengder af kreativitet for at undgå at betale skat til faellesskabet.

Hvis den slags får lov til at foregå i fred, er det en trussel mod velfaerdssamfundet. Hvorfor skal jeg yde, hvis andre blot nasser? Og hvorfor skal jeg lade vaere med at snyde, hvis andre bedrager på livet løs? Det er opbakningen til faellesskabet, der er på spil, og derfor er det nødvendigt med en vis grad af opmaerksomhed og kontrol. Men omvendt er det også en trussel, hvis opmaerksomheden slår over i unødig, kontrollerende overvåganmeldelsen ning. Og måske er vi allerede ved graensen. I hvert fald viste en rapport, som taenketanken Justitia lavede i 2019, at danske myndigheder har en udstrakt grad af villighed til at kontrollere borgerne i bestraebelserne på at komme socialt bedrageri til livs.

Der holdes øje med private biler, Facebook-profiler tjekkes, og borgere presses til at give samtykke til kontrolbesøg. Samtidig forsøges alle vi andre inddraget i overvågningen, idet myndighederne opfordrer os til at anmelde hinanden. Med hurtige klik på kommunens hjemmeside kan man således beskrive sine observationer (og evt. vedhaefte billeddokumentation) af naboen og anmelde vedkommende for snyd. Det sker endda med kommunal vejledning i, hvordan kan foretages anonymt, så man ikke behøver at stå ved sin handling.

Det er muligt, at kommunernes kontrolgrupper på denne måde kan tjene deres egen løn ind flere gange, men omkostningen er borgernes tillid til myndighederne og til hinanden. Netop tillid beskrives ofte som et saerligt vaerdifuldt dansk kendetegn, men det er nu ikke tillid, der er fundamentet i det samfund, som myndighedernes kontroliver risikerer at føre os hen imod. Tvaertimod er det snushanernes paradis, hvor myndigheder saetter algoritmer i sving med at snage i alle de oplysninger, de har om os, samtidig med at borgerne holder godt øje med hinanden, gerne helt ned i detaljen. For hvis nu bare vi kunne afsløre endnu en snyder.

Det er nu ikke tillid, der er fundamentet i det samfund, som myndighedernes kontroliver risikerer at føre os hen imod.

Som samfund står vi dermed i et dilemma. Vi skal ikke acceptere snyd og bedrageri med offentlige midler, men omvendt må vi heller ikke i al vores iver efter at beskytte velfaerdsstaten kontrollere den ihjel. Desvaerre er der ikke nogen simpel vej ud af dette dilemma, men det dummeste, vi kan gøre, er at lade som om, det ikke eksisterer. Med velfaerd følger overvågning, og derfor bliver vi nødt til løbende at debattere, hvordan vi finder den rette balance mellem de to.