Reformudspil om uddannelse fortjener kvalificeret med- og modspil i stedet for automat-jammer

Når jeg laeser de mange harske angreb på SVM-regeringens reformudspil, undres jeg. Her fremturer den akademiske klasse i forsvaret for status quo på universiteterne. Uden naermere dokumentation eller argumentation tales der om videnstab og samfundsøkonomisk tilbagegang, kvaliteten vil forringes, discountuddannelser breder sig, og dannelsen vil lide skade grundet regeringens nedskaeringer. Ja, en professor frygter mangel på kloge hoveder, uanset at lang uddannelse ikke i sig selv indebaerer klogskab.

Uha da, taenkte jeg og laeste reformudspillet på 21 sider og laeste så også Nina Smiths kommissionsudspil. Forstået bagfra vil regeringen forøge den strukturelle beskaeftigelse med 6.000, tilføre ekstra 950 mio. til flere undervisningstimer, vejledning og feedback og ved henholdsvis forkortelse og udvidelse af udvalgte uddannelser skabe et provenu på ca. 1,3 mia., der skal styrke blandt andet de erhvervsrettede uddannelser på erhvervsakademierne og professionsuddannelserne. Endelig skal antal udenlandske studerende øges.

Er det ondskab og akademikerbashing, der driver regeringen, som status quo-akademikerne haevder? Hvis nu en lang videregående uddannelse indeholdt evnen til systematisk analyse og refleksion, der ikke kun afspejlede egeninteresser, ville disse akademikere pludselig vaere en del af “den kritiske masse”. Ikke i kernefysisk forstand, men i udvikling og forandring af en organisation – universiteterne. For det behøves. I stedet for “kritisk masse” anes tankegangen hos en kreativ klasse fra 1980’erne i elfenbenstårne fjernt fra industriproduktion, håndvaerk og landbrug og fjernt fra nødvendigheden af balancer i samfundsøkonomien.

Siden 1990 er antallet af akademikere med en lang videregående uddannelse steget fra 10 til 25 pct. af en årgang. I samme periode er manglen på professionsuddannede (laerere, paedagoger, sygeplejersker m.v.) blevet et kaempe problem i vores velfaerdssamfund. Der mangler frem mod 2030 100.000 faglaerte arbejdere til arbejdet med klimaog miljøkriser, infrastruktur m.v.

Der mangler sosu’er, blandt andet til den voksende aeldrebefolkning. 40.000 er efter folkeskolen ikke i gang med uddannelse eller i arbejde, og en del heraf er funktionelle analfabeter. Blandt de 20-30årige med studentereksamen er 16 pct. uden anden uddannelse, og kun 74 pct. af dem er i beskaeftigelse mod ca. 90 pct. af samme aldersgruppe med uddannelse. På 10 år er antallet af unge mellem 19 og 25 år med studentereksamen, der ikke er i gang med uddannelse, steget fra 9.000 til 18.000.

Og jo, arbejdsløsheden er lav inden for bestemte fag i AC’s og DM’s a-kasser, men tårnhøj, helt op til 20 pct., inden for nogle humanistiske og samfundsorienterede fag. Og her er der endda ikke taget højde for “gøgeungeeffekten“: at akademikere ansaettes i fag, de ikke er uddannet til, og derved skubber andre ud. Sociologen Erik Jørgen Hansen advarede allerede i 1980’erne mod for lange uddannelser i form af akademisering og anbefalede i stedet livslang uddannelse for alle.

SVM-regeringen har fremlagt et reformudkast, der indbyder universiteter og alle andre til med- og modspil. Dagsordenen er problemer og sammenhaenge i hele undervisningsog uddannelsessystemet.

Fhv. rektor og forstander, Esbjerg

Hvordan kan vi sikre en bedre sammensaetning af arbejdsstyrken og en mere reel lige adgang til uddannelse, også uden for de store byer? Hvordan skaber vi bedre vekseluddannelser og flere uddannede inden for håndvaerks- og professionsfag? Hvordan kan de unges uddannelsesvalg, trivsel og personlige dannelse tilgodeses? Vil det vaere muligt at skabe mere sammenhaeng i og finansiering af efter- og videreuddannelser? Opgaverne er ridset op i SVM-regeringens reformudspil, og de fortjener kvalificerede og kritiske med- og modspil.

Er det ondskab og akademikerbashing, der driver regeringen, som status quoakademikerne haevder?