Straks-samfundets store svigt
»Jeg hører ikke til i den nye verden. Jeg føler mig virkelig haegtet af, og det er dét, der gør mig gal og aergerlig, for jeg synes altid, jeg har kunnet klare mig selv.«
Den fagre nye verden er digital. Og Danmark er så vidt vides en strømpil blandt alverdens digitaliserede nationer. Faktisk er det vist naermest en national målsaetning at vaere det mest digitaliserede land i verden. Og det har mange fordele. Staten, kommunen, myndigheder, banker, arbejdsgivere og mange andre skriver direkte til borgernes e-bokse. Økonomien overvåges i netbanken, billetter, ferier, rejser kan bestilles online.
Når man køber store ting som biler og sågar huse, er vi for laengst forbi den menneskelige kontakt, når skøder og lån skal underskrives. Det er frem med MitID, så er det overstået med et klik eller to. Ligesom det i øvrigt er, når vi skal skilles. Straks-skilsmisse kaldes det som så meget andet, der er blevet straks.
LEONORA, 71 ÅR, TIDLIGERE BOGHOLDER.
I straks-samfundet er der ikke tid til den menneskelige kontakt. Postbuddet, familielaegen, bankrådgiveren, banegårdens billetsalg – glem det. De er langt de fleste steder forsvundet, nedlagt. For de fleste af os er de måske nok en nostalgisk erindring, en reminiscens fra en fortid med en anden sammenhaengskraft, men vi lever med det og vaenner os til de nye tider, også fordi vi sagtens kan se mange fordele og udnytter dem til fulde, når vi skal bestiller rejser, hoteller, koncertbilletter eller kommunikere. Digitaliseringen er blevet en fast følgesvend, som vi løbende tilpasser os.
Men sådan er det bare ikke for alle. Leonora ovenfor er langtfra alene. Som det fremgik af Jyllands-Posten mandag, viser en ny, stor undersøgelse, at der er en stor gruppe, man kan naermest kalde det en slags digital underklasse, som ikke føler sig hjemme i ”den nye verden”. De er fremmedgjorte, famlende, usikre og sågar angste for at begive sig ind i appsenes og de digitale bestillingsplatformes verden. Resultatet er, at de afholder sig fra det og derfor ikke kommer afsted. Man kan registrere større social isolation.
Ifølge undersøgelsen, der er foretaget af Epinion for AEldre Sagen, føler godt hver tredje af de adspurgte 2.700, der er udvalgt repraesentativt blandt voksne danskere, at de føler sig udfordret af digitaliseringen. Op til naesten halvdelen finder det vanskeligt at anvende private og offentlige selvbetjeningsløsninger med det resultat, at mange aeldre afstår fra aktiviteter eller f.eks. togrejser, fordi de ganske enkelt tvivler så meget på deres digitale evner, at frygten for at trykke på noget forkert overskygger lysten til at komme afsted. Med en forslidt kliché står de tilbage på perronen, mens toget for laengst er kørt.
Man kan få den mistanke, at raesonnementet fra de digitale arkitekter – om de er statslige eller offentlige – er, at der er en naturlig udløbsdato for de digitalt udfordrede, og når den dag kommer, er der kun digitalt indfødte tilbage i strakssamfundet. Men det er forhåbentlig kun en mistanke, for så kynisk har ingen lov at vaere i effektiviseringens navn.
Den nemmeste måde at modbevise det på er ved at vise, at man faktisk vil hjaelpe den store grupper af – isaer aeldre – borgere, som ikke er inviteret med til den store digitaliseringsfest. Alt andet vil kun understrege det store svigt, både af deres retssikkerhed og deres ret til at vaere borger på lige fod i et samfund, der ynder at fremhaeve sin solidaritet.