Vi har forspist os på en ligheds- og inklusionsutopi, som forvrider alt. Alle bliver dummere

En ny undersøgelse fra uddannelsestaenketanken Dea omtalt i JP i torsdags saetter et stort spørgsmålstegn ved, om folkeskolens fagligt svageste børn har praestationsmaessig gavn af at vaere sat sammen med de staerkeste elever.

Tidligere undersøgelser viste ellers, at de svage elever profiterede af at gå sammen med de staerkere fra en forskelligartet social baggrund.

Hvorfor så saerligt haefte sig ved den nye undersøgelse? Måske fordi den korresponderer med sund fornuft: Det faglige niveau stiger ikke, fordi man blander eleverne. Selvfølgelig ikke.

Så laenge det bare var danskdanske elever, der fyldte skolerne, kunne man godt finde ud af at skille de boglige fra de praktiske. Siden 1993 har alle elever gennemgået det samme forløb fra 0.-9. klasse. I inklusionsskolen ville de staerke elever løfte de svage, fik vi at vide.

Nu viser det sig, at det ikke er sandt. Det er et eksempel på magisk taenkning i uddannelsespolitikken eller sagt på en anden måde ren ideologi forstaerket af en illusion om, hvad ”differentieret klasseundervisning” kan bibringe.

Men selv ikke en bedre uddannet laerer, end vi ser i dag, ville kunne løfte alle en klasses elever samtidig, de staerke, de tunge og de uvillige. Mennesker er forskelligt udrustet fra naturens hånd, hvor rystende det end må lyde i lighedstilvaennede øren. Løftet bliver kun den, der selv kan og vil.

Alle politikere, skoleledere og laerere får svedige pander, når ligheden i skolen problematiseres.

Men de burde forstå, at de ikke primaert er der for at sikre visse mangfoldighedsvaerdier. De er der for at sørge for at laere børnene det, de skal laere, og det kører ikke, slet ikke med denne ”undervisningsdifferentiering”, som er et sisyfosarbejde, en skrivebordsutopi, som man skal vaere paedagogisk ekspert for at tro på, hvor laereren som en anden humlebi svaever rundt og befrugter klassens mange forskelligartede blomster helt uden selv at blive tosset, undskyld: stresset.

Det har ikke sin gang på jorden. Folkeskolen har laenge i internationale undersøgelser vist sig at vaere sløj både i bunden og i toppen, og mon ikke det har en del at gøre med, at vi hertillands så laenge har insisteret på den udelte skole uden nogensinde at have fået den til at fungere? Imens får ingen det, de skal bruge, hverken de svage eller de staerke.

Det, alle ikke kan laere, skal ingen laere. Lad vaere, at det er uklart, hvem der sagde det, det er stadigvaek daekkende for årtiers fejlslagen skolepolitik. Og således driver hele uddannelsessystemet mod den laveste faellesnaevners vandfald. Som reaktion på problemerne vaelger stadig flere foraeldre at sende deres ressourcestaerkere børn på privatskoler. Det svaekker folkeskolen yderligere.

Sagen er jo, at ved at insistere på den udelte folkeskole i de hellige lige muligheders navn skubber man blot en sortering af eleverne foran sig. Sortering vil under alle omstaendigheder ske, nu blot så sent, at skaden er sket. Inertien fra den udelte skole fører til en overtilmelding til gymnasiet og tilsvarende undertilmelding til erhvervsskolerne.

En reel reform ville vaere at gå den modsatte vej: igen skille de boglige fra de praktiske, som man gjorde indtil for 30 år siden. Det kunne give en bedre ressourceudnyttelse, en mere effektiv og målrettet undervisning i mere homogene klasser og samtidig løse problemet med mangel på disciplin og fokus i klassevaerelset.

Det, alle ikke kan laere, skal ingen laere. Lad vaere, at det er uklart, hvem der sagde det, det er stadigvaek daekkende for årtiers fejlslagen skolepolitik.