Har vi udliciteret Danmarks forsvar?
Det kan virke ubeskedent at citere sig selv. Alligevel kan jeg ikke modstå fristelsen til at citere fra et fordringsløst indlaeg, jeg for nogle år siden sendte JP i anledning af indgåelse af et nyt forsvarsforlig.
I indlaegget foreslog jeg – det var nok taenkt som en lille provokation – at Danmark (bl.a. for at sikre den fornødne arbejdskraft) måske burde overveje at udlicitere sit forsvar til andre lande.
Vi ville måske også få mere for pengene, hvis vi nyordnede forsvaret på den måde. Jeg foreslog i øvrigt også, at kongeskibet (der er en del af den danske flåde) måske kunne erstattes af en chartret lystyacht. Det koster ca. 40 mio. kr. om året at holde kongeskibet sejlende. Regeringen kraever ofre af den danske befolkning (f.eks. store bededag). Ville det vaere urimeligt, om også Hendes Majestaet – i solidaritet med sit folk – også bragte et offer?
Krigen i Ukraine har nu raset i mere end ét år. Uden Natos massive støtte ville offerlandet for laengst vaere blevet knust og indlemmet i Putins imperium.
Fra dag ét har den danske regering og Folketinget erklaeret Ukraine sin ubetingede støtte og ladet handling følge på ord. Vaelgerkorpset er sjaeldent imponeret af politikernes indsats, men deres håndtering af Ukrainekrigen og den deraf følgende krise må aftvinge respekt.
Det danske militaere bidrag til ukrainernes heroiske modstandskamp kan naesten måle sig med det franske. Vi behøver ikke skamme os.
Kanoner og kampvogne indkøbt til det danske forsvar bliver sendt direkte fra fabrik til fronten, uden at de nogen sinde bliver så meget som berørt af danske soldater. Politikerne har taenkt stort.
Tidl. EF-tjenestemand, Randers
Hvad vi er vidner til, er i praksis, at Danmark har udliciteret sit forsvar. Ukrainske soldater udkaemper en krig, der også er Danmarks. De laegger krop til, mens Danmark leverer materiel. En kynisk handel, men i begge parters interesse.
Eftersom Ukraines kamp også er vores, er det naturligt, at Danmark også yder et massivt bidrag til landets genopbygning. Men da Danmark er part i sagen, må vort land også legitimt interessere sig for krigens mål. Det er indlysende, at Ukraine skal bevare sin totale uafhaengighed inden for sikre graenser. Men hvor skal de gå?
Trods al sympati for Ukraine bør vi ikke glemme, at der findes russisktalende og russisksindede personer i de områder, som der kaempes om lige nu. Skal russerne smides ud, og Krim vende tilbage til Ukraine? Mon ikke det er ukrainsk ønsketaenkning? Vil Zelenskyj ikke en dag blive nødt til indgå et kompromis (under pres fra Ukraines allierede)?
Danmark har en vis erfaring, når det gaelder behandling af nationale mindretal. Ingen taler i dag højt om det, men er det udelukket, at der en skønne dag kan holdes folkeafstemninger i de omstridte områder? Kunne Danmark spagfaerdigt diskret minde sagens parter om, hvad vi og Tyskland har laert af historien? Ønsketaenkning, men prøv alligevel! At give stof til eftertanke.