Danmark – nu med en slags aktivistisk vaerdipolitisk realisme i udenrigspolitikken
Lars Løkke Rasmussen (M) kan godt lide at spille libero. Som man ofte har hørt ham sige: Hvis kort og terraen ikke passer sammen, så følger man kortet. Som udenrigsminister har han et helt verdenskort at spille på. På den ene side ligger pladen fast, på den anden er den under forandring – i hvert fald når det gaelder de pejlemaerker, som Danmark før kunne styre efter. Der kan komme en kineser på tvaers, og det kan kraeve både snilde og omveje at nå i mål. Forudsaetningen for at nå derhen er naturligvis, at den overordnede kurs er klar: Hvad vil Danmark?
Forslaget til, at Danmark skal have en udenrigs- og sikkerhedspolitik, blev født med Taksøe-rapporten, som udkom i 2016. Idéen om at friholde den erfarne ambassadør Peter Taksøe-Jensen til at skrive en samlet udredning om Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitik kom fra Lars Løkke Rasmussen, som dengang var statsminister og formand for Venstre.
»Danmark skal fortsat stå staerkt i det internationale samfund. Vi skal tage ansvar og gøre en forskel,« lød det fra Løkke, da han i september 2015 overdrog opgaven til sin udenrigspolitiske gransker. På det tidspunkt var den aktivistiske udenrigspolitik ved at have udtømt sit potentiale: Irakkrigen var et afsluttet kapitel, USA’s praesident, Barack Obama, havde meddelt, at de amerikanske tropper skulle vaere ude af Afghanistan, når han forlod Det Hvide Hus, og Det Arabiske Forår, som i en kort periode gav fornyet håb om dansk aktivisme på den vaerdipolitiske bane, lå stort set i ruiner. Rusland havde året inden annekteret Krim.
Taksøe-rapportens titel, ”Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid”, fik fornyet aktualitet, allerede et halvt år efter at den udkom: Donald Trump blev valgt til praesident i USA. Rapportens ord om Danmarks taette relationer til USA begyndte at miste kraft. Donald Trump var ikke imponeret over, at Danmark havde kaempet over sin vaegtklasse i Irak og Afghanistan. Han kraevede, at der blev brugt flere penge på forsvaret. I begyndelsen holdt Danmark fast i, at det var landet, embedet og ikke nødvendigvis manden, som Danmark havde taette bånd til, men forestillingen om, at USA altid ville vaere der og vaere det samme USA, begyndte at briste.
Og hvad så? Siden Taksøe-rapporten kom, har Danmark haft fire forskellige udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategier. Nu er det trods en urolig verden igen blevet lidt lettere at vaere udenrigsminister. Da Lars Løkke Rasmussen fremlagde strategien, pegede han på, at Danmark efter Murens fald hjalp de tre baltiske lande med at blive klar til at traede ind i EU. Det skete i 2004 under den store østudvidelse.
»Nu står vi med en tilsvarende stor opgave, hvor vi skal hjaelpe Ukraine, Moldova og Georgien på deres europaeiske vej. Kampen for frihed og sikkerhed hos vores østlige naboer bliver den mest definerende udenrigspolitiske opgave for vores generation,« sagde Løkke.
Uffe Ellemann-Jensen (V) og Niels Helveg Petersen (R) blev populaere på, at Danmark havde en overordnet og forståelig udenrigspolitisk opgave. I lighed med Per Stig Møller (K) sad de mange år på posten. Siden den konservative ministers afgang har udskiftningen vaeret stor. Hvor lang spilletid Lars Løkke Rasmussen får, er kun til at gisne om. Måske når han slet ikke til den dag, hvor prisen for de flotte principper skal betales. Strategien er ingen køreplan med faste holdepladser. Der kommer både valg og fravalg. Alle vil ikke vaere lige populaere.
Nu er det trods en urolig verden igen blevet lidt lettere at vaere udenrigsminister.