Frontsoldaterne lader op til offensiven med ”Livin’ La Vida Loca”

Mens Ukraines praesident, Volodymyr Zelenskyj, og hans tropper lader verden vente på den storstilede forårsoffensiv, udnytter soldater ved fronten naer Bakhmut dagene til at skåle for de faldne, disciplinere de fulde, pleje deres våben og drømme om kvinde

»Vi er her, fordi nogle har ofret deres liv. Det mest dyrebare, de har. Så lad os minde dem med aere,« siger ”Politikeren”, mens vi lader alvoren synke ind i stilhed.

Men som alt ved fronten, hvor situationen kan aendre sig hvert sekund, vender feststemningen straks tilbage. Prisen for donationen af de termiske sigtekikkerter skal indløses. Med en video, der skal offentliggøres på de sociale medier, hvor ”Bedstefar” skal strippe op ad den omtalte Baretta.

Iført maske, højlydt musik, sløringsrøg og infragrønt diskolys omdannes forhaven i nogle minutter til Druzjkivkas midlertidige stripklub. Hvor højlydte og forkrampede mandegrin ikke kun overdøver aftenens sporadiske artilleritorden i baggrunden. Men også af en heavy metaludgave af Ricky Martins popsang ”Livin’ La Vida Loca” om at leve det skøre liv. Sangen passer perfekt til lejligheden.

Rotter og muldvarpeskud

På dagen da praesident Zelenskyj fra G7topmødet i Hiroshima forvirrer verden om Ruslands totale erobring af Bakhmut eller ej, giver ”Krüeger” en morgenrapport over frontens stillinger på flankerne af den omstridte by.

Fra den kombinerede stue og sovesal kan vi følge aktuelle dronebilleder på en tvskaerm. Sort-hvide og grønne landskaber, der skifter konstant på skaermen oversået af ”muldvarpeskud”. Den dødelige realitet af et utal af granat- og missilnedslag på slagmarken.

»De er som rotter. Lever under jorden som under Vietnam-krigen,« konkluderer ”Krüeger” på sin vanlige ordknappe facon om de underjordiske skyttegravshuler, russerne gemmer sig i. Det er dertil, vi kort efter saetter kursen. Til en af de nyerobrede flanker nordvest for Bakhmut, hvor Grimenheden har indledt angreb og overtaget russiske stillinger de seneste 10 dage.

I en anden kaelder cirka 20 minutters ekstra kørsel derfra forsøger den traet udseende øverstbefalende, Zhelezyaka, fortsat at styre forskellige enheder over slagmarkerne i området Hryhorivka, mens han afventer mere langsigtede ordrer.

»Lige nu afventer vi uden at angribe. Vi provokerer lidt, men holder vores stillinger, lokker fjenden til og afventer,« siger han og griner blot på spørgsmålet, om det er et led i den større ventede modoffensiv.

Den eneste vej ud bliver kaldt Road of Life

Dernaest går turen i hastekørsel til den udsatte landsby Chasiv Yar, der lider under konstante artillerikaskader og er første evakueringspunkt for Bakhmuts sårede via den eneste farbare vej kaldet Road of Life.

Selv om det er et godt stykke op ad formiddagen, ser soldaterne ud, som om de lige er stået op. Selv schaeferhunden virker fuld og fortumlet, men lider ligesom soldaterne af hjernekvaestelse på grund af de evige rystelser fra nedslag.

”Krybskytte”s tilstedevaerelse aendrer stemningen radikalt. Hans gigantiske krop troner ved et minimalt havebord, hvorfra han giver dessiner til sine maend. De skal vaere klar til at rykke mod fronten mindre end en kilometer derfra, så snart de får besked. Samme nat, dagen derpå.

Ingen synes at kende den eksakte plan.

Alt kan aendres i sidste øjeblik. Så indtil da må soldaterne vente. Men uden alkohol, formaner Krybskytte med et udtryk, så ingen betvivler alvoren.

Og så forlader officererne de menige soldater igen og overlader dem endnu engang til ventetiden.

Den daglige styrketraening om morgenen i

Hulen afbrydes den følgende dag, da en rødskaegget soldat tropper op. Uden et ord og med et hårdt tag i nakken fra ”Krybskytte” føres han direkte om i baghaven og placeres foran disciplineringskisten. Han har forbrudt sig mod ordrerne, vaeret uovertruffen fuld og skal irettesaettes.

»Skal han have taev?« spørger jeg og får blot et »måske« retur som svar.

Med korslagte arme overvaerer den haerdebrede ”Krüeger” seancen stående lige bag ved ”Krybskytte”, der med sine over to meter høje figur står intimiderende taet på den brødebetyngede soldat. Men efter en alvorlig lavmaelt irettesaettelse, som ikke er til at tage fejl af, synes han dog efter nogle minutter at slippe med skraekken og lister helskindet derfra igen.

Ikke kun kropsvaegten, musklerne, kødgryderne, maengderne af mad og lageret af ammunition, der står stablet i indkørslen, er store her.

Det samme gaelder lydniveauet, da vi senere på dagen tager til et traeningsareal, hvor soldater fra forskellige enheder øver praecisionsskydning.

»Jeg er nervøs og lidt aengstelig. Vi ved ikke, hvor vi bliver sendt hen. Måske til Bakhmut, men lige nu afventer vi ordrer,« indrømmer en 50-årig nybagt soldat ved navn ”Lego”, der også er på skydearealet.

Trods en fortid som løjtnant i flåden er han først nu blevet rekrutteret til aktiv fronttjeneste. Siden februar har hans nyligt sammensatte gruppe fra Kyiv vaeret under traening af også britiske faldskaermssoldater. Han selv har efter sigende fået rollen som psykolog.

»Blandt andet, fordi mange soldater har det hårdt mentalt og godt kan lide at drikke det vaek,« som han udtrykker det.

Ventetiden er det mindste onde

På Ukraines nationale heltedag for landets faldne indledes dagen med sort galgenhumor, da snakken om morgenbordet falder på søen ved Grim-enhedens position i Hryhorivka. Den er nu så fuld af lig, at det efterlader en fael stank.

»Men i det mindste bliver det nogle store, delikate krebs,« lyder det gnaeggende fra forsamlingen, hvor resterne af aerte- og pølsesuppen fra aftensmaden serveres som morgenmad.

Men hver soldats telefon gemmer på faellesfotos af kammerater og ansigter, som de har kaempet med ved adskillige frontlinjer, og som ikke laengere er i live. Alligevel er følelser ikke noget, der sidder udenpå uniformen.

»I haeren tillader vi ikke følelsesmaessige reaktioner. Vi taenker i bokse. Vi taenker på, hvad der er nødvendigt eller ej,« siger ”Krüeger”, mens han viser et elektronisk kort over Bakhmut oversået med røde russiske stillinger.

»Følelser er noget, du får, når du zoomer ind på hver gade og hvert hus og taenker på dem, der kaemper eller er døde der. Men det vigtige er at se det større billede i en helhed, når man zoomer ud,« forklarer han med reference på krigens overordnede mål og den fase, de alle ved, begynder lige om lidt.

Bliver I aldrig frustrerede over al den ventetid?

»Nej, ventetiden er ikke frustrerende. Ventetid er noget, man bruger til at sove, spise og lade op. For vi ved aldrig, hvornår den slutter. Frustrerende er, når vores maend er under angreb ved positionerne, og vi ikke kan tage af sted,« konkluderer ”Bedstefar”.

Lige så lang ventetiden kan føles, lige så snart kan den dog vaere ovre igen. Kun få dage resterer, før Grim-enheden fra højeste sted igen får besked om de enten sendes i rotation på hvile, skal blive og effektuere det planlagte angreb, eller helt skal skifte position til en ny ukendt frontlinje.

Kun tiden vil afsløre det. Indtil da vaebner de sig med den bedste ammunition, de har: tålmodighed.