HENRY KISSINGER
Henry Kissinger fylder 100 år. Han havde sin storhedstid i 1970’erne, men går stadig for at vaere en af verdens tungeste kapaciteter på udenrigspolitik.
Det er ikke mange 100-årige forundt at give anledning til store historier over det meste af verden, når de lufter et par personlige synspunkter om international politik. Men sådan er det med den omvandrende legende Henry Kissinger.
Senest har han givet lyd fra sig om Ukrainekrigen. Han tror ikke på, at Krim kan vende tilbage til Ukraine, og han er allerede nu, mens sanktionerne mod praesident Putins regime strammes løbende, optaget af, hvordan det store Rusland kan sluses tilbage til det internationale selskab igen.
Med sin karakteristiske haese, let laespende diktion – stadig med tysk accent, når han bliver ivrig – har Kissinger vaeret en af de tungeste stemmer i den udenrigspolitiske debat i paent over et halvt århundrede. Naesten alle amerikanske praesidenter i denne periode har lyttet til ham, laenet sig op ad ham og haedret ham.
Han er gennem alle årene forblevet tro mod den udenrigspolitiske dogmatik, han formulerede i sin banebrydende doktordisputats om Wienerkongressen i 1815 efter Napoleonskrigene: at store magter har en ret til at arrangere sig med hinanden, også selv om det går ud over mindre. Magt kan gå frem for ret, hvis det tjener et højere, faelles formål. Skolen kaldes officielt Realpolitik (ofte udtalt på tysk).
»Én pointe hos Kissinger er, at målet er stabilitet og realisme i vurderingen af venner og fjender. Han vender sig imod idealisterne, der saetter vaerdier over alt andet. Hans mål er en accept af staternes magt, men ikke af deres politik,« forklarer professor emeritus Hans-Henrik Holm.
Penduldiplomati
Det har vaeret den røde tråd i Kissingers verdensbillede, siden han gjorde sin entré i amerikansk politik i 1960’erne.
Hans navn er uløseligt forbundet med Richard Nixons praesidentperiode (1969-74) som national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister.
»Han er en af de vigtigste udenrigspolitiske teoretikere, USA nogensinde har produceret,« har den britiske historiker Niall Ferguson, der har skrevet en stor Kissingerbiografi, sagt om ham.
Det var også på den realpolitiske konto, at Kissinger indledte USA’s afspaendingspolitik over for Sovjetunionen under Den Kolde Krig og forestod åbningen mod det ligeledes kommunistiske Kina, der dengang landede som en sensation. Kort efter kunne Nixon rejse til Beijing og mødes med formand Mao og hans inderkreds.
Senere lagde Kissinger navn til ordet penduldiplomati, da han lå i fast rutefart mellem Israel og dets arabiske naboer efter Yom Kippurkrigen.
Han forhandlede i 1973 en våbenhvile på plads om Vietnamkrigen, hvilket indbragte ham Nobels fredspris sammen med hans nordvietnamesiske modpart, Le Duc Tho. Men han var også i skudlinjen for sin pragmatiske indstilling til de nye militaerjuntaer i Chile og Argentina. Der er stadig efterladte, der ønsker ham retsforfulgt for hans relationer til disse regimer.
Parløb med Nixon
Henry Kissinger blev født som Heinz Alfred Kissinger i Fürth, Tyskland, i 1923 som søn af en jødisk skolelaerer. Familien udvandrede til USA i 1938 på grund af naziregimets tiltagende antisemitisme. Heinz blev til Henry.
Han blev indrulleret i den amerikanske haer i de sidste år af Anden Verdenskrig, mest som efterretningsofficer. Efter krigen kom han på Harvard University og gjorde hurtigt akademisk karriere med et intellekt, der selv i dette elitemiljø blev set som ekstraordinaert.
Født 1923 i Fürth i Bayern. Udvandrede til USA i 1938. Omfattende akademisk karriere. En af de tungeste udenrigspolitiske taenkere i USA’s historie. Udenrigsminister for praesidenterne Richard Nixon og Gerald Ford 1973-77. National sikkerhedsrådgiver for samme 1969-75.
Hans ambition om at vaere med til at praege USA’s udenrigspolitik førte ham i 1960’erne ind i politik for Republikanerne. Han var tilknyttet de republikanske praesidentkandidater, der tabte, indtil Richard Nixon vandt i 1968. Oprindelig var han kritisk over for Nixon, men skiftede holdning. Da Nixon rykkede ind i Det Hvide Hus, gjorde han Kissinger til sin sikkerhedsrådgiver.
»De to var et fascinerende par, der komplementerede hinanden perfekt. Kissinger var den charmerende og udadvendte, der sørgede for den stil og intellektuelle tyngde, som Nixon higede efter, men både manglede og foragtede,« har historikeren David Rothkopf sagt om makkerskabet.
Kissinger overlevede Watergate-skandalen, der tvang
Nixon fra magten. Han fortsatte som udenrigsminister under efterfølgeren Gerald Ford, men med mindre indflydelse. Han forlod politik, da demokraten Jimmy Carter blev praesident i 1977.
En energisk pensionist
Siden har han vaeret tilknyttet alverdens prestigiøse taenketanke og skrevet et utal af bøger. Når han har meldt sig med selv mindre debatindlaeg i toneangivende aviser, har det givet global genlyd. Han stiller stadig beredvilligt op til tv-interview overalt. Når det sker på tyske tv-kanaler, taler han et smukt, om end lidt altmodisch tysk.
Han er en stor fodboldfan. Da han for 10 år siden sad på tribunen hos sit gamle hold Greuther Fürth, var det en europaeisk begivenhed. Han besøgte jaevnligt den tidligere vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt i Hamborg. De havde et kaerligt-kammeratligt forhold som de to knarvorne gamle på balkonen i ”Muppet Show”.
Kissinger er gift anden gang. Mellem de to aegteskaber deltog han energisk i det internationale jetset med flere kvindelige bekendtskaber. Han tillaegges vendingen:
»Magt er det ultimative afrodisiakum.«
Selv om den vist var møntet på Napoleon.
Hele det officielle USA inden for Washingtons Beltway vil stå spalier, når dette århundredemenneske lørdag fylder 100 år.