»Jeg er altid blevet beskrevet som kvinde – ikke som musiker«

Hvorfor er kvinder så sure? Det spørgsmål har Anne Dorte Michelsen hørt mange gange. Så mange gange, at hun har fået nok. Nu har hun skrevet en sang om det. Hvori hun samtidig sender en hilsen til de ekskaerester, som har testet hendes tålmodighed med bemaerkninger som »du ser så sød ud, når du er vred«. For findes der – spørger hun – noget mere irriterende?

Det var de år, hvor en mand han ik’ bare lige

sku’ komme an, tro at han slap af sted med at si’:

»du er så sød, når du er vred« og »Hvorfor er kvinder så sure?«

Det var de år, hvor en mand han sku’ ta’ sig i agt

Og der er ting, som vi ved, han fortrød, han fik sagt da han maerkede varmen steg op fra helvedes luer

Sangen åbner Anne Dorte Michelsens nye album, ”Thumbs Up”, som lander i den kommende uge.

»Ja, kvinders vrede, den er stadig tabubelagt,« siger den 64-årige sangskriver og skynder sig at citere en sang af kollagen Laura Lilholt Andersen, som udgiver musik under kunstnernavnet Angående Mig:

»Du har alt for røde kinder og alt for ru haender. Jeg kan ikke lide, når kvinder de minder om maend.«

»Det er meget praecist,« siger Anne Dorte Michelsen.

»Når der er for meget gang i en kvinde, når hun har noget for, så bliver mange maend utrygge, for hvad er nu det for noget? Kvinder må hjertens gerne arrangere en masse, traekke i trådene, men det skal helst foregå i det skjulte. Det har jeg aldrig vaeret god til. Når man er aktiv, idérig, energisk og udfarende, så følger vreden også med. Ja, kvinder bliver også vrede og ofte med ganske god grund.«

Uden den ironiske distance

Flere af sangene på Anne Dorte Michelsens nye album leder tankerne hen på popgruppen Venter på Far, som sangskriveren etablerede sammen med Gitte Naur, Julie Michelsen, Cathrine Nordseth og Caecilia Glode for 30 år siden. Her adresserede hun også kønsrollemønstrene – dog med en ironisk distance:

Vi ka’ li at ha’ noget, vi ka’ rive i

Vi ka’ li’, at du saetter os i sving

Ellers går hele dagen bar’ med driveri Uden dig, ja så sker der ingenting Så kaere far, før du forsvinder, husk, vi føler ingen trods osVi er lykkelige kvinder, bar’ du forsørger

»Da jeg skrev sangene til Venter på Far, var jeg ikke engang klar over, at det var et feministisk projekt. Jo, der lå noget vrede og ulmede, men den blev pakket ind i humor. Sange er meddelelser, de vil ud til folk, og de finder den form, som de kan praesenteres i på det pågaeldende tidspunkt. Det her var måden, som tingene kunne siges på i 1990’erne,« siger Anne Dorte Michelsen.

Hun haefter sig ved, at teksten til den førnaevnte nye sang, ”Det var de år, hvor vi var mest vrede”, er skrevet i datid.

»Der er en grund til, at jeg har kunnet skrive den sang nu. Det er, fordi der – trods alt – er en udvikling at spore. Mine sange kommer, når tiden er moden til det, inde i mig og uden for mig. Jeg er ikke saerlig modig, men mine sange er modige, og de har fundet vej til en plade, fordi nogle modige feminister er gået forrest for at nedbryde nogle kønsmaessige strukturer. Jeg er så traet af kommentarer fra folk, som altså ikke har oplevet noget ubehageligt i de brancher, som de har bevaeget sig i. Og hvad så? Hvis 100 kvinder stiller sig frem og fortaeller om kraenkelser, kan man så ikke bare lytte til dem? Der har vaeret så meget modstand, og jeg har vaeret nervøs for, at MeToo-bevaegelsen skulle blive kvalt, men den har bidt sig fast, og det er jeg lettet over og meget taknemlig for.«

Meget har aendret sig, men kvinder er fortsat på udebane i musikbranchen, mener Anne Dorte Michelsen.

»Vi kvinder har ikke et hjemmepublikum i ryggen, branchen tilhører maendene. Hvis en kvindelig musiker endelig bliver fremhaevet positivt, så er det i forbindelse med et enkelt album, yderst sjaeldent gennem årtier, som det er tilfaeldet med mandlige kolleger. Der er så meget bromance, mandlige musikere bliver båret ind på skjolde af andre maend, og jeg forstår det godt. Maend identificerer sig med hinanden, og hvorfor bryde traditionerne?«

For gammel som 27-årig

Anne Dorte Michelsen taler ind i den verserende debat om musikanmeldelser. Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest i Skanderborg, efterlyste i sidste uge en mere sober tone i anmeldelser af festivalens artister. Han tilføjede, at festivalen ville overveje at lade vaere med at give presseakkreditering til anmeldere, der skriver musikanmeldelser med udgangspunkt i artistens udseende, køn eller etnicitet, men den trussel trak han senere på ugen tilbage.

»Debatten er helt legitim,« mener Anne Dorte Michelsen.

»Budskabet til musikanmelderne er ganske enkelt: Taenk jer nu om, vil I ikke nok, inden I skriver nedladende om kvinders hår, bryster, tøj, alder og seksualitet. Kan det skrives på en anden måde? Skriver du så nedladende, fordi det er blevet en vane? Eller er det, fordi du har et problem med kvindelige kunstnere? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet ringet op af venner, der har sagt: Du skal ikke laese Ekstra Bladet i dag, og så har jeg holdt mig på sikker afstand af avisen. Andre gange er jeg kommet til at laese omtaler i forskellige medier, og det har sjaeldent vaeret en fornøjelse. Det har ofte vaeret noget med min påklaedning, at jeg var for tantet, at jeg ikke var sexet nok. Da jeg fyldte 27, var jeg i øvrigt for gammel. Og hvis det endelig handlede om musikken, så var det typisk noget med, at Anne Dorte Michelsen havde skrevet nogle små søde sange, og det var da fint nok, så havde hun også lidt til terminen. Sådan ville man aldrig skrive om Sort Sol eller Michael Falch. Altså, jeg tager faktisk min egen sangskrivning seriøst. Er det så for meget forlangt, at journalisterne tager sangene bare en smule alvorligt? Jeg er altid blevet beskrevet som kvinde på den ene, anden eller tredje måde og ikke som musiker. Man behøver ikke at elske det, jeg

Kvinder må hjertens gerne arrangere en masse, traekke i trådene, men det skal helst foregå i det skjulte. Det har jeg aldrig vaeret god til. ANNE DORTE MICHELSEN

frygtede altid noget: Hvad, hvis de ikke vil skrive om mig? Og hvis de gør, hvad skriver de så?«

Sangene er klogere

Anne Dorte Michelsen haever stemmen:

»Jeg er faktisk ret hidsig, men igennem mange år har jeg bidt vreden i mig, fordi jeg kunne maerke, at den ikke virkede. Jeg opfattede ikke min vrede som legitim, for hver gang den viste sig, blev jeg udskammet, jeg fik at vide, at jeg skulle tage en tudekiks, eller telefonen holdt ganske enkelt op med at ringe, fordi jeg var sådan en besvaerlig en. Men nu må det vaere nok. Nu gider jeg ikke at tie stille laengere.«

Anne Dorte Michelsen beskriver ”Thumbs

Up” som den plade, hun udgav, efter hun havde besluttet sig for ikke at udgive flere plader. For plader er – ifølge hendes eget udsagn – »ikke andet end omkostninger«.

Om ”Thumbs Up” så bliver den sidste plade fra Anne Dorte Michelsen – det må tiden vise. Men de kendte sange fra den lange karriere turnerer hun stadig med, publikum vil ikke lade dem vaere, siger hun, og selv bliver hun også klogere på dem med tiden.

»Jeg er ikke saerlig god til at tale om mine sange,« siger hun.

»Sangene er skrevet med kroppen, de er skabt med større båndbredde end bare tanker. Det er, som om sangene er klogere end noget, jeg nogensinde vil kunne sige.

Men nu er der sket noget. Jeg ved ikke, om det er alderen, men jeg er begyndt at småskrive på en slags biografi, der viser konturer af min skaebne, og jeg har tvunget mig selv til at dykke ned i de gamle sange.«

Anne Dorte Michelsen naevner sangen ”Sig du ka’ li’ mig”, Tøsedrengenes store hit fra 1981, som hun skrev teksten til:

Det er en garanti

Jeg aldrig vil ku’ gi’

Jeg’ ikke sådan én, man ta’r Ingen skal prøve på

At få mig bag lås og slå

Men jeg vil gi’ dig, hvad jeg har

»Det er først for nylig, at den sang er kommet til at stå helt klart for mig,« siger Anne Dorte Michelsen.

»Nej, det er ikke et kontraktforslag i forbindelse med indtraeden i et kaerlighedsforhold, men .... «

Anne Dorte Michelsen leder efter ordene: »Hvad skal man kalde det? En programerklaering, måske. Den sang siger: Jeg er helt parat, jeg er med på det hele, men saet mig ikke i faengsel.«

Sangskriveren smiler.

»Det er, som om jeg har glemt den sang hen ad vejen, jeg sidder med en følelse af, at jeg ikke har vaeret tilstraekkelig opmaerksom på sangens budskab i forhold til mit eget kaerlighedsliv. Havde jeg vaeret det, havde meget nok set anderledes ud.«