Et storladent teatershow midt i Dyrehaven
Kim Fupz Aakesons ”Ragnarok” udfolder sig med cirkusartister, musik og springvand i Det Kongelige Teaters enorme teatershow i Dyrehaven.
FAMILIEFORESTILLING RAGNAROK
DET KONGELIGE TEATER
Af Kim Fupz Aakeson. Iscenesaettelse: Heinrich Christensen. Scenografi: Gjermund Andresen. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Komponist: Myrkur. Varighed: 2 timer og 30 minutter.
Spiller i Jaegersborg Dyrehave til den 1. juli 2023 samt ved Moesgaard Museum i sommeren 2024.
Endnu en gang byder Det Kongelige Teater på et spektakulaert teatershow for hele familien under åben himmel. Tusindvis af publikummer er der plads til på tribunerne, og på og omkring scenen er der formentlig mere end 100 mennesker engageret i at skabe forestillingen hver aften. Det skal altså vaere storladent.
Det er blevet en fast tradition for Det Kongelige Teater at producere en storstilet udendørsforestilling, som skiftevis spiller en sommer i Dyrehaven ved København og en sommer ved Moesgaard Museum i Aarhus. De seneste forestillinger var vikingefortaellingen ”Røde Orm” og eventyrklassikeren ”Hobbitten”.
Denne gang er det vores allesammens mytologiske ursuppe, den nordiske mytologi – og ikke mindst myten om verdens undergang, som børnebogsforfatteren Kim Fupz Aakeson har dramatiseret.
Familieforestilling
Vi møder menneskepigen Liv, der er kommet til Valhal som krigshelt, og som med kaerlighed og fornuft forener guder og mennesker. Derudover behandler forestillingen det teologiske begreb ”trosbåndet”, som binder mennesket til gud, hvilket i Fupz Aakesons fortaelling ikke afvaerger ragnarok, men gør mennesket i stand til at vaelge det gode.
På den måde bliver ragnarokmyten gjort både begribelig og dramatisk for børn og voksne, og i krisetider som disse bliver den også aktuel. Dermed er ”Ragnarok” i Kim Fupz Aakesons dramatisering ideel som årets familieforestilling.
Hvad angår den stort anlagte produktion, synes man igen i år at forfølge et more is more-princip, hvor effekter og tricks indimellem overskygger fortaellingen. Det er det gennemgående problem i ”Ragnarok”, hvor cirkusartister på line, stylter, trapez og andet ganske overdøver fortaellingen.
Dygtige skuespillere på scenen får ikke formidlet det mindste. Kun Fanny Louise Bernth, der spiller hovedrollen som Liv, får så meget scenetid og fokus i iscenesaettelsen, at vi maerker hendes karakter. Og Jacob Moth-Poulsen skaber en så tydelig og gakket Thor, at han skinner igennem som forestillingens komiske indspark. Ellers drukner hele Valhals arsenal af halv- og helguder i vejrmøller og badutspring.
Men selv om teatershowet bliver mere show end teater, så må man også erkende, at det for børnefamilier bliver en oplevelse med mange mindevaerdige øjeblikke. Og dét har jo også en vaerdi.
Det smukke trae ved scenen
”Ragnarok” består såmaend også af lutter dygtighed. Vejen fra Asgård til dødsriget Hel går via liner hen over publikums hoveder, hvorpå to linedansere får hjerterne op i halsen på os. Musikken er velspillet og stemningsfuldt komponeret af Amalie Bruun alias Myrkur. Og instruktør Heinrich Christensen har fuldstaendig styr på at iscenesaette store sceneoplevelser.
Gjermund Andresen har skabt en stor, reflekterende scenografi med et lag af vand på scenegulvet, som de medvirkende sjapper rundt i. Derudover sprøjter det op over scenografien med høje vandstråler, så vi får fornemmelsen af, at det hele foregår inden i en fontaene med levende guder som skulpturelt motiv. Er dét idéen, så er det en sjov idé.
Og Astrid Lynge Ottosen har skabt kostumer, der er lige til den futuristiske side for denne anmelders smag, men som trods alt matcher spejlscenografiens udtryk.
Det smukkeste i Dyrehaven denne aften er dog det gamle trae til venstre for scenen, som Ulrik Gad har belyst så smukt og farverigt, at det for denne anmelder kom til at repraesentere Yggdrasil.
Og i det hele taget lykkedes det forestillingen igen i år at inddrage de omgivelser og naturlige kulisser, som hører med til at spille udendørs.