Sidste udkald for regionerne
Slutspillet om regionerne er i gang. Nøgternt set står regionerne ikke med mange kort på hånden, når de skal overbevise såvel beslutningstagere som befolkning om berettigelsen af deres egen eksistens. Overvaeldende mange eksempler peger på, at de fem regioner, der blev født med strukturreformen, ikke har vaeret deres opgave voksen. De har slet og ret vaeret en fejlkonstruktion.
Tag blot det seneste fra Region Sjaelland, som af helt uransagelige grunde har valgt at holde seks covid-19-vaccinationscentre åbne. Det betyder ifølge DR, at et enkelt coronastik har kostet skatteyderne op mod 31.000 kr. Og det skyldes i bund og grund den måde, som regionen har valgt at organisere vaccinationsindsatsen på. I Region Hovedstaden har man udliciteret opgaven til apotekerne. Her koster en coronavaccine 229 kr.
Desuden kan man spørge sig selv, om Region Midtjylland har draget den nødvendige laere af skandalen omkring den udsatte behandling af kritisk syge kraeftpatienter. Forretningsudvalget i regionen har valgt kun at se på misligholdelsen af whistleblowerordningen, men forholder sig ikke til de mange kritiske røster, som i øvrigt lod høre fra sig. At tale om at få en mere åben og dialogpraeget ledelse, som medlem af forretningsudvalget Anders G. Christensen (V) gør, lyder jo ganske dejligt, men problemet i de mange eksempler, der er gravet frem om patientsvigt, peger på uklar ledelse og en manglende evne til at tage ansvar.
Uden egentlige politiske opgaver og uden mandat til at opkraeve skatter opstod regionerne som en besynderlig størrelse, der skulle erstatte amterne. Arkitekten bag konstruktionen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), har delvis erkendt, at det er en fejl, men først mange år efter at skaden var sket. Regionerne står som et forfaldent mindesmaerke over den strukturreform, som for alvor centraliserede Danmark og gjorde afstanden mellem borgere og politikere og myndigheder markant større. Reformen blev et opgør med et af de fineste principper i det danske samfund: den lette adgang til øvrigheden. Om det er sundhedssystemet, Skat eller politiet, som man skal have fat på, så består forbindelsen af digitale valgmuligheder.
Regionerne – hvad enten det er den politiske eller administrative ledelse – forbindes kort og godt med bureaukratiske mastodonter, som uden selv at kunne kraeve en krone ind i skat skal lede de såkaldte supersygehuse. For de patienter, som har behov for specialiseret behandling, har det vaeret til gavn at samle specialer, så det er specialister og ikke allround kyndige, som behandler dem. Alle andre må spørge sig selv, hvorfor det skal vaere nødvendigt at tage den lange vej til et stort hospital for at få fikset det, som det lokale sygehus udmaerket kunne klare før i tiden.
Mens Sundhedsstrukturkommissionen arbejder, har regeringen købt sig tid ved at love 5 mia. kr. mere til sundhedssystemet, formentlig vel vidende, at det på ingen måde løser de grundlaeggende problemer. Da regeringen fremlagde den såkaldte sundhedspakke på et pressemøde på Rigshospitalet, vedkendte Lars Løkke Rasmussen sig arv og gaeld. Han påtog sig ansvaret for det gode – at specialer blev samlet – men også for det, som ikke gik godt – at det naere sundhedsvaesen er forsvundet. Nu mangler blot, at konsekvensen drages. Regionerne har ikke alene overlevet sig selv. De har aldrig bevist, at de var levedygtige og leverede den vare, som de skulle.