Tak til de gentlemen anno 2023, der bogstaveligt talt går af vejen for kvinder

Jeg sidder i en bus. Klokken er 23.43. Der er kun én anden passager i bussen foruden mig, og jeg skal af bussen lige om lidt. Jeg er på vej hjem, og jeg bor i et beboelsesområde, som ligger uden for en lidt større by. Der er skov og marker, og på de første 100 meter fra busstoppestedet – over landevejen, forbi områdets eneste butik og den øde parkeringsplads – er der ikke stor chance for, at nogen hører dig skrige, hvis ikke du har mulighed for at skrige meget højt.

Den anden person, der sidder i bussen, er en mand. Høj og bredskuldret. Klaedt i sorte sko, sorte jeans, sort bomber-jakke lynet helt op til halsen, sort hue og tykke sorte handsker. Han er skaldet under huen, har skaegstubbe og mørke øjne, og hver gang jeg skaever forsigtigt i hans retning for at prøve at regne ud, hvem jeg sidder i bus med, så stirrer han insisterende ligeud. Han flytter sig ikke ud af stedet.

Fluks vi er kommet forbi det sidste stoppested før mit, trykker manden på stop. Han skal af samme sted som mig. Han rejser sig resolut og stiller sig midt for døren. Da dørene åbner, går han ud, og så går det hurtigt. Han går vaek fra mig, over på det modsatte fortov og langt vaek fra mig i en fart, der lige så vel kunne have vaeret løb som gang.

Hvad er han for en mand? Han er en gentleman.

Den mand har tydeligvis vaeret i den situation i mørket med en kvinde, der er latent bange for ham, så mange gange før, at han har en strategi parat, der kan genoprette hendes fornemmelse af tryghed. Det er ikke tilfaeldigt, at han trykker stop før mig. Det viser mig, at han faktisk skal af. Han står ikke af bussen om lidt, fordi han vil følge efter mig.

Det er ikke tilfaeldigt, at han ikke møder mit blik. Han vil vise mig, at han netop ikke, på nogen måde, vil i kontakt med mig. Det er ikke tilfaeldigt, at han hurtigt går så langt vaek fra mig som muligt. Han ved, at var han gået bag mig, ville jeg overveje, om han pludselig ville løbe op til mig og vaelte mig omkuld. Var han gået langsomt foran mig, havde jeg overvejet, om han pludselig ville vende sig og pande mig ned.

Manden ved godt, at jeg, på grund af mit køn, mine smalle skuldre og mine 164 centimeter (»og en halv!«, som jeg altid insisterende føjer til) er latent bange for en mørkklaedt mand i mørket. Og jeg vaerdsaetter virkelig, når han og andre maend bogstaveligt talt går af vejen for mig.

Min fordomsfulde frygt i mørket handler mere om en grundangst for at vaere det lille dyr på savannen, end det handler om fremmede maend.

Min reaktion på fremmede maend i mørket er nemlig både irrationel og fordomsfuld. Risikoen for, at jeg som 40-årig kvinde i en tryg dansk forstad i Danmark bliver udsat for det, man kalder en overfaldsvoldtaegt af en ukendt mand, er forsvindende lille.

De fleste voldtaegter i Danmark er nemlig kontaktvoldtaegter – altså voldtaegt, der sker i kontakten med en person, offeret kender eller lige har mødt. Og faktisk er der flere af de første end de sidste. Så min fordomsfulde frygt i mørket handler mere om en grundangst for at vaere det lille dyr på savannen, end det handler om fremmede maend.

Det ved mit hoved også godt dér midt i mørket ved den øde landevej. Mit instinkt derimod, det lytter ikke rigtigt til min fornuft. Så den lille, nagende angst forbliver nok så laenge, at der findes maend og mørke, øde veje.

Derfor skal de maend, der bogstaveligt talt går af vejen for kvinder, også have en stor tak for, at de tager et ansvar for min tryghed, som slet ikke er deres.