De seks største byer slår fast: Kun frihed og tillid kan skabe effektiv beskaeftigelsesindsats

Rekordmange er lige nu beskaeftigede på danske arbejdspladser. Knap tre millioner. Det gaelder også for ledige, som traditionelt har haft svaert ved at finde fodfaeste på arbejdsmarkedet.

Med risiko for at lyde en smule selvhaevdende har den kommunale beskaeftigelsesindsats spillet en afgørende rolle i at skabe et arbejdsmarked i topform. For vi arbejder ud fra en helt saerlig position, hvor vi både har blik for arbejdsmarkedets rekrutteringsbehov og den lediges samlede situation. Det har blandt andet gjort Danmark til europamester i at hjaelpe ledige hurtigt i job. Men der er potentiale til at skabe en endnu bedre indsats.

I jobcentrene møder vi i dag borgere som Susanne, der må vente måneder på at indgå en fleksjobansaettelse, fordi hun for tredje gang skal indhente laegeerklaering og til møde i rehabiliteringsteamet. Og vi møder Michaels arbejdsgiver, som ser sig nødsaget til at fyre Michael, fordi kravene til dokumentation i forlaengelse af en sygemelding er for omfattende for den lille virksomhed.

Vi oplever et beskaeftigelsessystem, der ikke er indrettet med udgangspunkt i Susanne og Michael. Et system, som har potentiale til at hjaelpe både borgere og virksomheder bedre end i dag.

Regeringen har lagt op til at nytaenke og reformere beskaeftigelsesindsatsen. Samtidig skal arbejdsudbuddet øges, så vores arbejdsmarked nu og i fremtiden kan rekruttere kvalificerede medarbejdere.

I kommunerne er vi klar til at tage ansvar for den opgave. Men skal vi lykkes, er der behov for et markant skifte i beskaeftigelsespolitikken. Et skifte, der erstatter kontrol med tillid.

Det har gennem mange år vaeret en forfejlet strategi at styre og måle beskaeftigelsesindsatsen via proceskrav. De mange proceskrav dikterer blandt andet, hvor ofte kommunerne skal holde samtaler med den enkelte ledige og i høj grad også, hvad samtalerne skal omhandle. Tidsstudier fra Aarhus Kommune viser, at en jobrådgiver bruger knap tre gange så lang tid på bureaukrati og lovpligtig vejledning, som på den egentlige samtale med borgeren. Den prioritering skal vi vende på hovedet.

Vejen til job skal tage udgangspunkt i den enkeltes drømme og kompetencer samt i arbejdsmarkedets behov for kvalificeret arbejdskraft. Det kraever, at vi saetter indsatsen fri fra de mange overflødige og fordyrende krav. At vi giver de ledige og jobrådgiverne handlefrihed til sammen at tilrettelaegge en indsats, der passer til den enkelte.

I fremtiden skal kommunerne ikke måles på proces, men på resultater. Hvor mange hjaelper vi i job? Hvor hurtigt?

Skal vi bruge de kommunale ressourcer til størst mulig gavn og hjaelpe flere hurtigere ind på arbejdsmarkedet, har vi brug for en rammelovgivning med markant faerre målgrupper og faerre krav knyttet til hver enkelt målgruppe.

I dag gør de mange krav det svaert at skabe en sammenhaengende indsats, fordi kompleksiteten betyder, at medarbejderne er nødt til at vaere specialiserede inden for bestemte målgrupper. Det resulterer i, at mange borgere skifter jobrådgiver undervejs i indsatsen, hvorefter planer, aftaler og pligter skal gennemgås på ny. Til stor frustration for begge parter.

Rådmand, sociale forhold og beskaeftigelse, Aarhus Kommune

Beskaeftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune

Beskaeftigelses- og socialrådmand, Odense Kommune

Rådmand, job og velfaerd, Aalborg Kommune

Formand, social- og arbejdsmarkedsudvalget, Esbjerg Kommune

Formand, beskaeftigelsesudvalget, Randers Kommune

Vi ved, at de fleste mennesker på trods af forskellige forudsaetninger gerne vil arbejde. Derfor skal fremtidens beskaeftigelsesindsats hvile på tillid til den enkelte borger. Og vaerktøjerne i indsatsen skal kunne kombineres og skraeddersys, så de bedst muligt hjaelper borgeren i job.

I kommunerne står vi klar til at hjaelpe på vej. Og vi minder Christiansborg om, at den aktive beskaeftigelsesindsats styrker virksomhederne og er en investering i at hjaelpe flere danskere til en hverdag med job og selvforsørgelse.

Skal vi lykkes, er der behov for et markant skifte i beskaeftigelsespolitikken. Et skifte, der erstatter kontrol med tillid.