Du skal ikke gøre det hele selv
Verden blev affortryllet, da rationalismen og videnskaben blev den eneste sandhed. Derfor står mennesket i dag ofte så kraftesløst og ser tilvaerelsen så tom. Men der findes en livskraft, som ikke mindst blaeser liv i os i pinsen.
»Selvomsorg er vigtigt,« laeste jeg i Alt for damerne forleden.
»Egenomsorgen er en del af kuren mod stress og udbraendthed,« og damebladet gav seks bud på, hvordan man nemt kan »udøve selvkaerlighed i hverdagen« – blandt andet ved at sige ting til sig selv: ”Jeg er staerk. Jeg klarer mig godt.” Velmenende damebladsråd og samtidig udtryk for tidens forestilling om, at vi selv skal mobilisere en livskraft af en anden verden for at blive stående nogenlunde oprejst.
Og det er ikke så saert, at kraftløsheden, udbraendtheden er en folkelidelse, når vi skal finde kraften i vores eget indre til at drage omsorg for den traette sjael, der lige nu i disse dage skal holde fri og hvile, fordi det er pinse. Den underlige er mere end fyldt ud af gøremål, og ensomheden så uendelig stor, selv om man faerdes blandt tusinder af ansigter på de sociale medier. Angsten og søvnløsheden, når vi ligger i natten og hører en melodiløs susen for ørerne, en genlyd af sjaelens larm i en affortryllet verden, hvor mennesket styrter rundt for at yde egenomsorg – og finde fred.
»Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer, jeg giver jer ikke, som verden giver,« siger Jesus i evangeliet til pinsedag. Der er noget fortryllende, forløsende og frisaettelse ved de ord: Jeg giver jer ikke, som verden giver jer. Altså: Du behøver ikke på en gang vaere kraften og freden i dit eget liv, lille menneske. Du skal ikke selv blaese livsånde ind i dig selv, forme og finde dig selv, skabe dig selv og din egen identitet – der er allerede fra skabelsens majmorgen blaest al Guds livsånde og kaerlige kraft ind i dig, så du kan rejse dig og leve videre fra alle fortabte dage.
Men det er, som om vi har glemt det – for verden er blevet affortryllet, som den tyske sociolog Max Weber kalder det, der skete, da Europa undergik en civilisationsproces, og rationalismen og videnskaben blev det eneste prisme, mennesket og verden skulle forstås og forklares igennem.