Kultur er et spørgsmål om national sikkerhed
Kulturministeren pointerer, at kultur spiller en nøglerolle under krigen i Ukraine. Krigen får os til at se kulturens vigtighed klart.
”Du kan slå et folk ihjel bare ved at draebe dets åndsliv”.
Det er overskriften på en kronik i Berlingske den 11. maj skrevet af kulturminister Jakob EngelSchmidt (M), hvori ministeren fremhaever kulturens centrale rolle i krigen mellem Ukraine og Rusland – og samtidig tager et opgør med politikere, der har tendens til at se kultur som »lidt lyserød flødeskum på samfundslagkagen«.
Kulturministeren har ret. Kultur er naermere den skumslukker, der skal vaere med til at redde en verden i brand. Og hvorfor så det?
»Krigen handler ikke om et stykke land i Ukraine,« udtalte den slovenske filosof Slavoj Zizek for nylig under en samtale med den israelske historiker Yuval Noah Harari. Han fortsatte: »Det er tydeligvis en kamp for en ny, geopolitisk verdensorden uden Europa og dennes arv – den europaeiske arv er truet.«
Unesco er heller ikke tvivl. Ruslands strategi er bevidst destruktion af ukrainsk kultur og identitet. Dels gennem målrettede angreb på biblioteker, gallerier, mindesmaerker, kirker, statuer, skoler og universiteter. Men også gennem propaganda og misinformation, der har til formål at afmontere idéen om Ukraine som et rigtigt land.
I dansk politik er kultur ofte blevet associeret med noget hyggeligt, det farverige indslag, noget nice-to-have, som må komme i anden raekke i forhold til andre og mere vigtige samfundsanliggender. Dette blik på kultur ville skabe hovedrysten i Ukraine, hvor kultur er et spørgsmål om national sikkerhed.
Soldaterne maerker dagligt kulturens naervaer på slagmarken. Den bor i deres brystkasser. Hvorfor skulle de ellers vaere villige til at gå i graven for at forsvare deres identitet som frie ukrainere? Eller som de ukrainske vindere af Eurovision formulerer det, når de skal forklare deres mange optraedener: »Uden kultur er der intet land.«
Kultur befinder sig derfor ikke i krigens periferi. Kultur er krigens centrum. Krigens blodige, bankende hjerte.
På EU-niveau tages kultur alvorligt: »Kultur i alle dens former, udtryk og betydninger må vaere i hjertet af enhver transformativ vej for menneskelig udvikling.«
Det understreges af de store EUprogrammer for udvikling af kulturlivet i Ukraine, i de øvrige østlige nabolande og andre vigtige geopolitiske regioner for EU.
Kultur spiller også en helt central rolle i ethvert demokrati. Desvaerre har vi set, at demokrati ikke er en selvfølge. Demokratierne har vist sig sårbare i tidens digitale, fragmenterede og algoritmedrevne mediemiljø, når de udsaettes for misinformation og propaganda fra fjendtlige nationer og er generelt i tilbagegang. Demokratiernes modstandskraft findes i alle os almindelige borgeres dannelse og engagement.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har heldigvis ikke glemt kulturen. Det stod klart, da han praesenterede landets nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi den 16. maj i Festsalen på Københavns Universitet.
Ministeren talte om vores »demokratiske vaerdier«, om behovet for at styrke demokratiske kraefter og civilsamfund i EU’s østlige nabolande, heriblandt Ukraine, Georgien og Moldova: »Kampen for frihed og sikkerhed hos vores østlige naboer bliver den mest definerende udenrigspolitiske opgave for vores generation. I Georgien bakker mere end 80 pct. af befolkningen op om medlemskab af EU og Nato. Det er jo udtryk for et håb (…). Der er for mig ingen tvivl om, at det EU, som vi kender i dag, bliver udvidet,« sagde han.
Hvordan fremmer vi bedst muligt en demokratisk kultur og civilsamfund i disse lande? Ved at investere i den hurtigst muligt.
Relationer og tillid tager tid at opbygge, og det er ikke altid nemt, men det er det hele vaerd – og hvad er egentlig alternativet? At slukke troen på, at verden kan blive bedre? Vi oplever, at engagement i civilsamfundet gør en forskel i vores daglige arbejde i Ukraine og i Danmark. Det er vigtigt, at folk mødes i øjenhøjde, når der skal opbygges tillidsfulde relationer. Et blik for kulturens rolle kan vaere afgørende for udfaldet af en indsats.
I februar åbnede Det UkrainskDanske Ungdomshus i Kyiv. Visionen er at skabe et mødested, hvor danske og ukrainske unge kan møde hinanden og udveksle erfaringer og idéer, hvor de kan vaere med til at skabe fremtiden med demokratiske vaerktøjer.
Fra Dansk Kulturinstitut er vi gået sammen med Dansk Ungdoms Faellesråd – med deres store netvaerk af ungeorganisationer, som giver os den bredest mulige danske platform for at møde de ukrainske unge.
Og i 2023 åbnede også kulturhuset Ukraine House in Denmark på en af byens bedste adresser på Christianshavn. Her bliver danskere gennem kunst, workshops og debatarrangementer introduceret for ukrainsk kultur – og herboende ukrainere kan blive klogere på sig selv og det danske samfund. Med disse initiativer er Danmark med til at gøre en aktiv forskel i verden.
Jeg – Camilla Mordhorst – mødtes for nylig med ukrainske viceministre og unge, der var dybt taknemmelige for det danske engagement i landet. De kendte alle ungdomshuset. De kendte også til Ukraine House in Denmark, som vi vil vende tilbage til senere.
Og jeg – Nataliia Popovych fra Ukraine House in Denmark – forstår som ukrainer, hvorfor et ungdomshus i Ukraine langtfra er en triviel ting.
Det er en vigtig solidarisk handling, der resonerer dybt i ukrainernes hjerter, inviterer dem ind i det europaeiske faellesskab, opbygger den tillid, som fremtidens faellesskaber skal basere sig på.
Ungdomshuset har de to første år haft 20.000 deltagere i aktiviteterne. Det er fantastisk, at de unge bruger huset, for ungdommen er Ukraines fremtid.
Vi ved, at de braender for frihed og demokrati. Vi så det f.eks. efter en to måneder lang workshop og studietid, hvor ukrainske unge blev undervist i demokratisk engagement. Bagefter rejste en gruppe af deltagere direkte til Mykolaiv med et forslag til endnu et ungdomshus. Nu i deres hjemby.
Forslaget er afleveret til Mykolaivs borgmester og indeholder en avanceret praesentation af, hvordan stedet skal se ud, hvorfor det er vigtigt og antal ansatte, det vil kraeve. Borgmesteren finder idéen oplagt, og nu søges der efter midler.
Direktør, Dansk Kulturinstitut, København
Leder, Ukraine House in Denmark, København
Relationer og tillid tager tid at opbygge, og det er ikke altid nemt, men det er det hele vaerd – og hvad er egentlig alternativet? At slukke troen på, at verden kan blive bedre?
Til arrangementerne i kulturhuset Ukraine House in Denmark mødes danskere og ukrainere for sammen at diskutere ligheder og forskelligheder. En proces, der er afgørende for den indbyrdes forståelse. Og saerligt vigtig i denne krigstid. For som den ukrainske forfatter Oksana Zabushko har udtalt: »Du kan ikke sørge over det, du ikke kender.«
Verden er ved at laere Ukraine at kende. Mange danskere ved nok ikke, at landet har sin egen pendant til Grundtvig i form af Andrey Sheptytsky, der helt tilbage i 1900tallet søgte at uddanne ukrainerne og gøre dem til ansvarlige medborgere – selvom hans ambitioner blev forstyrret af en russisk invasion.
Og mens de fleste danskere kender russiske forfattere som Dostojevskij, Tolstoj og Tjekhov, så kender de faerreste nok den ukrainske poet Leslya Ukrainka, der sagde fra over for russisk imperialisme og faktisk var forud for sin tids europaeiske feministbevaegelser.
I den akademiske verden foregår der i disse år en genovervejelse af, hvordan historie og kultur er blevet undervist. I forlaengelse heraf genovervejes det, hvordan østeuropaeiske eller postsovjetiske lande er blevet fremstillet. Alt for ofte er de blevet set gennem en prisme af det, som Rusland ville have, at verden skulle se. Kultur er langtfra lyserød flødeskum. Krigen får os til at se klart.
JP Panelet er din mulighed for at få indflydelse – og vaere med til at gøre vores indhold i avisen og på jp.dk endnu bedre.