HUN VIL HAVE OS TIL AT SAETTE FODEN NED PÅ TIDENS GRIMHED!
Telefon: 87383838
Nu har vi i et par uger her på JP Bøger talt om og med den hvide mand – og det har vaeret staerke indblik i forskellige vaerker og forskellige liv. Men med et af tidens slidte udtryk, så er det inden for en velkendt ”spilleplade”. I denne uge vender vi blikket den anden vej. Vores reporter Sarah Kott har laest et på flere måder tungt vaerk og haft en samtale over Atlanten om ganske andre emner. Og det er her, at spillepladen bliver aendret.
Jeg føler i hvert fald selv, at nogle af hendes tanker og udtalelser får lidt af verden til at rykke sig. Som om nogen hiver hårdt i selve vores stabile livs gulvtaeppe – og det har ellers givet lidt små ryk de seneste år, som vi også tit skriver om her, fordi det fylder en del i vores tanker og liv efterhånden.
Men nu vender vi blikket mod en sort kvinde, en professor og prisbelønnet forfatter, som – og her får man lyst til at tilføje et gudhjaelpemig – gør sig overvejelser om, hvordan hun vil kunne stå bedre i tilfaelde af flugt, hvis hun har 22 karats guldsmykker at forhandle med… Det er lige dele rystende og skraemmende, og hvis man selv de senere år har følt, at udviklingen i verden går baglaens, så er det her et tankesaet, der kan give os nogle både natlige og daglige mareridt.
Laes bare de her ord fra Honorée Fanonne Jeffers:
»Jeg er skraekslagen. Det står virkelig slemt til. Jeg har aerlig talt vaeret tilbageholdende med at sige det i løbet af det sidste år. Der er visse ting, som er lettere for mig at skrive. Men nu er det tid til at vaere aerlig: Jeg tror, at vi står ved afgrunden til et autoritaert diktatur.«
Det er aerlig talt vildt at laese, at en kvinde – alene på grund af hudfarven – skal gøre sig de tanker, og at hun er skraekslagen.
Med tanke på stormen på Kongressen, Trumps fortsatte spøgen – både som mulig praesident igen og i hvert fald med de velkendte trusler, påstande og beskyldninger – og saerligt amerikanernes generelle manglende afstandtagen til udviklingen, kan der vaere tale om ikke blot en teoretisk frygt. Men det er aerlig talt vildt at laese, at en kvinde – alene på grund af hudfarven – skal gøre sig de tanker, og at hun er skraekslagen.
Det skal få os til at taenke. Og mere end det, for som Honorée Fanonne Jeffers argumenterer:
»Det virker som om, at vi skal genlaere ting hvert 10. til 15. år. Vi skal genlaere fascisme, at verden kan vaere grim, at man skal stille foden oven på den grimhed, så den ikke kravler frem. For så snart det sker, vil folk begynde at fodre den. Og det er det, som sker nu.«
Ordene taler for sig selv. Og vi er vist ikke i tvivl om, at Jeffers vil have os til at indse noget – og saette foden ned!