Jesper Stein skriver stadig noget af det allerbedste inden for dansk krimi
Efter år med at få hold på sig selv, afprøve alternative erhvervsmuligheder og efteruddanne sig er forfatter Jesper Steins krimihelt Axel Steen tilbage på stenbroen hos politiet.
KRIMI
CITY
JESPER STEIN 374 sider, 320 kr. Politikens Forlag
Der er gået fem år, siden vi senest hørte noget til Axel Steen. I ”Solo” fra 2018 havde dengang 42-årige Steen taget en timeout fra politiarbejdet for at forfølge en noget mere lukrativ karriere som sikkerhedsrådgiver i det private.
Men Steen måtte erkende, at han er drevet dels af sine saerlige evner som politiefterforsker og dels af sin samvittighed, der byder ham at bekaempe kraefter, som udfordrer hans vaerdier som civiliseret menneske.
Så han var hurtigt ved at braekke sig af livet i store, sorte suv’er, på Michelin-restauranter og vip-fodboldtribuner og med stimulanser altid inden for raekkevidde. Heldigvis blev han reddet af politikolleger, der havde brug for ham, så han kunne få naesen tilbage i politiefterforsknings-sporet.
Mens Steen i de forløbne fem år har vaeret på skolebaenken og erhvervet sig en mastergrad i kriminologi i Cambridge, har hans skaber, Jesper Stein, vaeret optaget af sin selvbiografi, ”Rampen” fra 2020, og tankerne om alkoholmisbrug i ”AEdru” fra 2022.
Nu er begge tilbage, Stein med krimiopus syv og Steen som chef for København Politis nye forskningsenhed. Det er en stilling specielt designet til Steen og finansieret delvist af Tryg Fonden. Det er også meningen, at han skal kunne bistå politiet med sine saerlige evner, når der måtte vaere behov for det, og så undervise lidt på Politiskolen.
Dansk lejesoldat lurer i kulissen
Selv om den nu 47-årige Steen er blevet mere rolig og afklaret med både et tidligere turbulent privatliv og en rastløs tilvaerelse støttet af alkohol og andre former for kemi, så keder den nu skrivebordsbundne politimand sig lidt, når han er på sikker afstand af begivenheder, og andre må tage sig af arbejdet i felten.
Meget begejstret bliver han da heller ikke, da han får en anmodning om at vaere mentor og hjaelper for Maj Lund, en kriminalpsykolog, der har gang i et projekt om at undersøge langtidsafsoneres reaktionsmønstre over de forbrydelser, de er blevet dømt for.
Men Steen tager pligtskyldigt byrden med vejledning og facilitering på sig og drager med Maj ud i de danske faengsler.
Samtidig er der åbnet for to parallelle handlingsspor.
Det ene har at gøre med ”Paven”, en dansk lejesoldat med speciale i afhøringsteknikker – tortur med skalpeller (!) – og et mellemvaerende med både PET og Steen.
Det andet må vi tilbage til Risskov i 1980’erne for at følge. Den dengang 14-årige Steen havde ikke noget let liv på hjemmefronten med en mentalt svaekket mor, skilt fra den strenge psykiaterfar, og som mobbeoffer på den lokale skole.
Unge Steen har sine frie timer i tennisspil med en ven. Og så dukker en ung kvinde op og ser på, mens de spiller.
Mens Steen hjaelper Maj med at dykke ned i gamle sager, hvor man måske, selv efter mange år, kan grave et spadestik dybere, er han også optaget af, hvad han fornemmer er en mere og mere påtraengende trussel fra ”Paven”.
»Alle andre ville have givet op«
Det er på mange måder den gamle, velkendte Axel Steen fra Nørrebro, vi nu har tilbage, ganske vist bosiddende i sin tidligere kones hus på Amager, men med god forbindelse til datteren Emma.
Steen kan dog stadig skeje lidt ud, men har overordnet hold på sig selv. Hans kamp mod de kraefter i de øverste lag af politietaten, inklusive PET, som jo naermest er genreobligatorisk, men har helt specielle og personlige årsager hos Steen, fylder en del.
Denne syvende Axel Steen-krimi praesenterer hermed en hovedfigur, der efter mange traumer på legeme og sjael siden 2012 er i en roligere og mere afklaret fase. Han er også på jagt efter fortraengte faser, fra tiden før han startede hos politiet, med problematiske foraeldrerelationer, mobning, teenageforelskelse og gymnasieår på Sorø Akademi.
Hen imod slutningen formulerer han sin eksistentielt-professionelle bekendelse, at »et liv er ukraenkeligt, men når det rykkede helt taet på, var nogle liv mere vaerd for én end andre«.
Steen er stadig manden, der kan presses hinsides det punkt, hvor alle andre ville have givet op.
Men han har sine graenser, der kommer klart til udtryk i hans ønske om at få forbrydere stillet til regnskab af retsstaten og ikke øve selvjustits. Det bringer ham i nogle ekstreme situationer, som serieheltstatussen dog redder ham ud af.
Et glaedeligt gensyn
Jesper Stein skriver stadig noget af det allerbedste inden for dansk krimi. Denne gang spores der dog en lille utålmodighed over for laeserne, når forfatterstemmen i et par passager tager fat på fortolkende analyse af komplekse psykologiske sammenhaenge, hvor mange laesere nok ville have sat pris på selv at rede trådene ud på grundlag af de informationer, der måtte gives i dialog og beskrivelser. Men her har anmelderen taget de meget små sko på.
I et kor af efterhånden veletablerede stenbrokrimiforfattere er der ingen, der kommer helt op på siden af Stein, der som få kan se poesien i Københavns brokvarterer – og Amager – og så give det suggestivt lyrisk udtryk.
Vi er rigtigt glade for at have fået Axel Steen tilbage og ser frem til, hvad den nu mere modne politimand kan bidrage med.