»Jeg tror, at vi står ved afgrunden til et autoritaert diktatur«

Der er butikker, som den amerikanske forfatter Honorée Fanonne Jeffers ikke laengere føler, at hun kan handle i.

Honorée Fanonne Jeffers kan hverken finde ud af at jage, leve af naturen eller slå søm i, men hun er ret sikker på, at undergangen i en eller anden form er naer. At hendes land er splintret. Derfor har hun en plan. »Jeg har joket med, at jeg kun køber smykker af 22 karat guld,« siger hun og rasler med sit smalle guldarmbånd og de runde ørenringe, som begge har den ønskede renhed. Bag smilet lurer alvoren.

»Jeg taenker, at med 22 karat guld kan det hjaelpe mig over graensen. Jeg kommer til at baere mine smykker som kvinder i krigshaergede lande, så man kan tage dem af og sige: ”Skyd ikke”.« Hun erkender, at det lyder en smule vanvittigt.

»Der er en del af mig, som taenker: Slap dog af, du har set for mange postapokalyptiske tv-serier. Omvendt har jeg også set, hvordan folk har aendret sig fra den ene dag til den anden.«

Honorée Fanonne Jeffers er professor på engelskinstituttet ved University of Oklahoma. Hun er prisbelønnet lyriker og nu også ditto romanforfatter efter udgivelsen af 800siders vaerket ”The love songs of W.E.B Du Bois”. En familiekrønike med kvinderne i fokus, der spaender over 350 års (afro)amerikansk historie og netop er udkommet på dansk. Jyllands-Postens anmelder Lars Ole Sauerberg gav den fem stjerner.

Romanen traekker laeseren igennem undertrykkelse, vold og en dybt forankret racisme, som overlever, selv om både indianere, sorte og hvide har blandet rigelige maengder dna med hinanden. Og et vaerk, som har fundet direkte inspiration i forfatterens egen familiehistorie.

Det er formiddag på hendes side af den skaerm, hvor interviewet foregår, men Honorée Fanonne Jeffers er langtfra morgenfrisk, siger hun:

»Jeg har ikke fået meget søvn. Det gør jeg aldrig før et interview. Jeg var oppe hele natten.«

Den blev tilbragt med at se senegalesiske saebeoperaer, som er hendes seneste afhaengighed. Jeffers bliver ramt af raptusser. Koreanske periodedramaer er én af dem, kaffekopper var en anden.

»Jeg købte kaffekopper med ordsprog på. Det gik op for mig, at jeg var blevet lidt besat, da jeg kiggede i skabet og så, at jeg havde 25 kaffekopper, som jeg aldrig ville komme til at bruge.«

Nu er det vestafrikansk tv, der fylder tidens huller.

»Programmerne er meget patriarkalske,« siger kvinden, der er selverklaeret »radikal feminist«.

»Jeg er fascineret af, at kvinderne i saebeoperaerne er meget empowered, men bruger et patriarkalsk sprog. Det er noget, jeg kender til. Da jeg voksede op i syden, talte kvinderne om, at manden var familiens overhoved, men når han fik løn, gav han det hele til konen, og hun lod ham beholde lidt til benzin og andet. Kvinderne sagde til mig: ”Du behøver ikke at tale om det hele tiden, bare styr din husholdning.” Men det kunne jeg ikke.«

»De er nogle røvhuller«

”The love songs of W.E.B Du Bois” er ifølge Jeffers en sort, feministisk bog, der begynder med den hvide mands overtagelse af den oprindelige befolknings jord. Den fortsaetter med brutal menneskehandel, der afløses af racesegregering, diskriminering og ender i en nyere tid, som trods alt er langt bedre end begyndelsen. Men nu går det atter den forkerte vej, mener Honorée Fanonne Jeffers.

»Jeg er skraekslagen. Det står virkelig slemt til. Jeg har aerlig talt vaeret tilbageholdende med at sige det i løbet af det seneste år. Der er visse ting, som er lettere for mig at skrive. Men nu er det tid til at vaere aerlig: Jeg tror, at vi står ved afgrunden til et autoritaert diktatur.«

Jeffers peger på det 70 minutter lange interview med Donald Trump, som CNN sendte for nylig. Et såkaldt town hall, hvor publikum også får mulighed for at stille spørgsmål. Her gjorde han grin med den kvinde, som han netop er blevet dømt for at have begået seksuelt overgreb imod, ligesom han gentog påstanden om, at der blev svindlet ved praesidentvalget i 2020. CNN er siden blevet kritiseret for at laegge platform til Trump samt for at lade den tidligere praesident og nuvaerende praesidentkandidat slippe afsted med løgne.

»Vi har alle set, hvad den mand er i stand til. Han har tilladt de vaerste impulser i hvide mennesker,« siger Honorée Fanonne Jeffers og naevner stormløbet mod Kongressen den 6. januar 2021, hvor Trump-støtter angreb Capitol Hill i protest mod valget, som de kaldte »stjålet«.

Hun anerkender, at der også er sorte, som har stemt på Donald Trump, hvilket hun har svaert ved at forstå, for »de kommer ikke til at vaere beskyttet«, mener hun, der oplever en øget fjendtlighed blandt folk.

»Der er bestemte butikker, jeg ikke kan gå ind i pga. den måde, de kigger på mig.«

Fordi du er sort?

»Ja. Eller ... nej. Fordi de er nogle røvhuller. Min mor har sagt til mig, at jeg skal lade vaere med at sige, at folk er på en bestemt måde, fordi jeg er sort. Hun siger: ”Nej, det er, fordi de er ondskabsfulde. Lad vaere med at tage deres manglende menneskelighed på dig.” Men ja, det er det, det handler om.«

Men vi ser jo også Black Lives Matter-bevaegelsen, så der synes at vaere en udvikling i den anden retning også?

»Og det bliver grimt, for jeg tror, at mange ikke forstår, at der er mange sorte maend, som ikke vil finde sig i det. Hvis man tager til visse forstaeder – og selv ude på landet – har sorte maend skydevåben. Det kommer til at blive grimt.«

Som kz-lejre

Dommedagsprofetierne sidder løst hos Honorée Fanonne Jeffers.

»Det virker, som om vi skal genlaere ting hvert 10. til 15. år. Vi skal genlaere fascisme, at verden kan vaere grim, at man skal saette foden oven på den grimhed, så den ikke kravler frem. For så snart det sker, vil folk begynde at fodre den. Og det er det, som sker nu.«

Hun udgav fire digtsamlinger, før debutromanen kom i 2021. Akademisk og litteraert har hun beskaeftiget sig med den afroamerikanske kultur og historie set fra det syden, som hun er vokset op i.

»Jeg er skamløst intellektuel, og jeg tror, at det er svaert for mange at forstå, fordi jeg har en tyk sydstatsdialekt og en ”almindelig, sort dame”-ting kørende. Og så laeser de bogen og taenker: ”Wauw, du må virkelig have researchet.” Og ja, jeg har researchet sort historie uofficielt, siden jeg var 10 år gammel.«

Laesningen har bl.a. inkluderet de såkaldte slavefortaellinger af bl.a. borgerretsforkaemperen Frederick Douglass og Harriet Jacobs, som var selvbiografiske beretninger om livet som slaver. Et liv, som ikke ligger mange generationer vaek, men ikke desto mindre er så mentalt fjernt for nogen, at gamle plantageejendomme bliver lejet ud til bryllupper. For hende er plantagerne som koncentrationslejre.

»Nu håber jeg ikke, at det kommer forkert ud, men jeg har svaert ved at forestille mig, at nogen ville tage til Auschwitz og tale om at holde et bryllup der.«

»Plantagerne er steder, hvor man har ladet folk arbejde sig selv ihjel. Man har stjålet deres reproduktive arbejde, solgt deres børn. Men det, som gør det endnu mere uhyggeligt, er, at det er et samfund, hvor de mennesker, man har holdt indespaerret, har taget sig af ens børn, produceret ens mad og tøj. Og nogle gange har man endda vaeret i familie med dem, som har vaeret ens fanger.«

Honorée Fanonne Jeffers fortaeller om et besøg på en plantage i South Carolina, hvor man havde bevaret nogle af slaveskurene.

Af en eller anden grund vidste jeg, at Obama ville laese min bog. Den er tyk, og han er hardcore intellektuel. HONORÉE FANONNE JEFFERS, FORFATTER