For meget vidensformidling suger livet ud af roman om jordemoderfaget

Jeanette Øbro skriver sympatisk, men traeg alibilitteratur med jordemoderdramaet ”En nat i august”.

SKØNLITTERATUR EN NAT I AUGUST JEANETTE ØBRO 318 sider, 250 kr. Politikens Forlag

Indignationen og vreden bruser på siderne i Jeanette Øbros delvist selvbiografiske, men fiktionaliserede roman ”En nat i august”. Den er baseret på forfatterens egne erfaringer med efter 22 år at vende tilbage til det jordemoderfag, hun forlod som ung efter en forfaerdelig oplevelse med et dødfødt barn.

Man skal ikke have fulgt meget med i tidens debatter om horrible arbejdsforhold for landets hospitalsansatte jordemødre eller prøvet som fødende at blive mødt af manglende plads, manglende haender og manglende tid for at forstå, hvor barsk den virkelighed, Øbros roman tager udgangspunkt i, er.

I romanen er en version af Jeanette Øbro selv – der i bogens nutidspassager fungerer som jeg-fortaeller – blevet til Stefanie, der er gift med Asger og har to voksne døtre, Dea og Simone, der er korrekt opkaldt efter feministiske forfatterikoner. Da Stefanie fødte Dea, blev hun så forelsket i jordemodergerningen, at hun besluttede sig for at uddanne sig til det, men da hun var højgravid med Simone og naesten faerdiguddannet, satte førnaevnte oplevelse sig i hende, og hun kom aldrig i gang.

Men nu 22 år senere er tiden til det, og Stefanie, der som Øbro selv har levet af at skrive bøger i de mellemliggende år, har fået lov til at laegge blidt ud og følge den garvede jordemoder Mie rundt på fødeafdelingen og laere af hendes erfaringer og rutinerede blik. Men konstant truer fortidens angst, som Stefanie sammen med et underforklaret barndomstraume har fået behandlet hos en terapeut, med at blusse op og handlingslamme hende.

Romanen mimer i sin struktur et graviditetsforløb med de overordnede afsnitsinddelinger ”Undfangelse”, ”Første trimester”, ”Andet trimester”, ”Tredje trimester” og ”Fødsel”. Idéen er for så vidt god, men titlerne bruges kun som ydre strukturerende princip og virker derfor mest af alt overfladiske.

Oplagte paralleller

Der er mange oplagte (også for oplagte) paralleller mellem litteraturen og fødslerne. Man hører ofte om forfattere, der barsler med en roman, eller som har født en idé. Tekster bliver forløst ligesom fødende kroppe, og redaktører kan sågar agere fødselshjaelpere. Hos Øbro er sammenhaengen eksplicit til stede, men forfatteren formår ikke at få noget litteraert frugtbart ud af mødet mellem de to aspekter. Stefanie skriver konstant de noter, der »hober sig op på min telefon«, men de »flatliner som et EKG hos en afdød«.

Helt så slemt står det ikke til med romanen, som selvfølgelig består af de noter, hun har gjort sig undervejs, som helhed, men den vaekkes heller aldrig rigtig for alvor til live.

For til trods for, at ”En nat i august” er baseret på virkelige haendelser, personlige erfaringer og akutte realiteter, bliver Stefanie som litteraer figur og hendes verden aldrig hverken sandsynlig eller overbevisende.

Det er som om, at Øbro i sin iver efter at saette fokus på de mangelfulde forhold, landets jordemødre arbejder under, og dermed de ofte uhørt dårlige betingelser, fødende kvinder og deres partnere står i, glemmer, at hun skriver en roman, der skal faengsle som andet end et harcelerende debatindlaeg. ”En nat i august” tager sig desvaerre alt for ofte ud som alibilitteratur for forfatterens dagsorden, der nok er sympatisk, men som det ikke er interessant at blive stopfodret med, når man laeser en roman. Sådan kommer det til at virke, for det lykkes ikke Øbro smidigt at pode sin tekst med al sin viden og alle sine idiosynkrasier.

Det klinger både tungt og utrovaerdigt, når Øbro planter replikker i munden på sine figurer og eksempelvis sender jordemoderen

Stina ud i sit aerinde: »”Vi har et selvstaendigt virksomhedsområde ligesom laeger og tandlaeger” siger Stina harmdirrende, ”men retten til at lave egne klinikker blev taget fra os med et snuptag dengang i 1980’erne. Det gør mig så edderspaendt rasende! Det er både mere sikkert og billigere, når visitationen er i orden. En total win-win for alle!”«

Overvaegt af udråbstegn

Foruden overvaegten af udråbstegn tager man sig som laeser i at lede efter fodnoterne. Sådan burde det ikke vaere i en roman, men Øbro har fyldt sin tekst med fakta og statistikker (»Der er intet til os kejsersnitsmødre. Intet! Det er dybt kritisabelt! Og forsikringen daekker ikke en skid, fordi det er relateret til fødslen. Det er fandeme hver femte, der føder sådan.«) og gjort alle sine figurer til agenter i tematikkens tjeneste i en grad, så ”En nat i august” ofte ligner en opinionstekst, når den dirrende af vrede og afmagt ikke veksles til litteraert gods.