Han har modet til at svare døden
En mand kører fast midt ude i ingenting. Han begriber ikke, hvad han laver dér. Først da en lysende skikkelse taler til ham inde fra mørket, aner han, at han snart skal dø.
SKØNLITTERATUR
HVIDHED
JON FOSSE
Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer 60 sider, 200 kr.
Batzer & Co
Jon Fosses format er lille og kompakt. Hans bøger fylder og vejer med deres få sider stort set ingenting. Til gengaeld hører hans tematikker til blandt de største og tungeste.
”Septologien” er det seneste bevis på, at han mestrer foreningen af det modsaetningsfyldte forhold mellem en begraenset form og et omfangsrigt indhold, uden at han aendrer genre og bliver lyriker.
Jon Fosse er og bliver prosaist, og i ”Hvidhed” begiver han sig endnu engang ind i en kolos af et emne: Mødet med døden, uden at gå på kompromis med sin stramme, nøje kontrollerede stil og sit graensende til tavshed fåmaelte sprog.
Fortaellingen om en mand, der møder døden og bliver guidet ind i evigheden, begynder med en haendelse, som i udgangspunktet er ganske realistisk, men som langsomt bevaeger sig over i det dobbelttydige og transcendente.
Jon Fosse har som kun få modet til at stille det spørgsmål, som plager os alle indimellem: Hvad sker der, når vi dør? Og han har ikke mindst modet til at svare på det.
At køre fast
En eftermiddag i det sene efterår, starter det fortaellende jeg sin bil og kører rundt på må og få, indtil hjulene saetter sig uhjaelpeligt fast i den bløde skovbund dybt inde i en stor skov.
Bilen kan hverken komme frem og tilbage, og jeget forlader den i forsøget på at finde nogle mennesker, der kan hjaelpe ham hjem.
Mørket og kulden tager til, det begynder at sne, og det går op for ham, at det var en dum beslutning, »den rene dårskab«, at forlade den varme kabine.
Han møder ingen mennesker, men pludselig toner en »lysende hvidhed« frem i mørket, en hånd laegger sig på hans skulder, og en stemme fuld af varme og kaerlighed siger: »Jeg er her, jeg er her altid«.
»Hvem er du,« spørger jeget, og det flimrende lys svarer: »Jeg er den jeg er«, hvilket er den måde, som Gud definerer sig på overfor Moses.
Herefter udviskes den lysende, uformelig skikkelse, og i stedet traeder fortaellerens afdøde foraeldre ud af mørket og begynder at tale til ham.
Traditionel forestillingsverden
Jegets oplevelse af at nå til enden af en vej, at køre fast og at blive omsluttet af mørke og kulde, er maettet med en symbolik, som vi umiddelbart genkender. ”Hvidhed” indeholder ingen overraskelser i den henseende.
Det gør den heller ikke i forhold til den åndelige forestillingsverden, som forfatteren sender sin fortaeller ind i.
Den er helt igennem traditionel med sin skildring af både den spirituelt lysende skikkelse, og foraeldrene, der sammen med Sankt Peter – en ansigtsløs mand i habit – hjaelper ham over på den anden side.
Det kommer aerlig talt lidt bag på mig, at forfatteren ikke benytter sig af sin kunstneriske frihed til at tilføre tankesaettet noget nyt.
Jeg mener: Det, som vi kun kan naerme os gennem håbet, kan der ret beset frit digtes om. Og hvis ikke forfatteren og kunstneren vover det, hvem gør da?
”Hvidhed” er noget så sjaeldent som en narrativ og tidløs udfoldelse af troen på det evige liv.