Alle os fra Vestegnen
Camilia Soltani Østergaards portraet- og interviewbog om et storkøbenhavnske vilde vest er okay, meget generisk og lidt for paen.
PORTRAETBOG
JEG ER FRA VESTEGNEN CAMILIA SOLTANI ØSTERGAARD 224 sider, 299,95 kr.
Lindhardt og Ringhof
Jeg er ikke fra Vestegnen, men den er mig maerkeligt praesent. Det handler bl.a. om, at Brøndby IF er mit hold; om områdets centrale rolle i dansk hiphop; om denne del af Storkøbenhavns fascinerende politiske samtidshistorie. En historie, der de seneste årtier er blevet uløseligt knyttet til og ofte mobiliseret i diskussionen af dansk integrationsog udlaendingepolitik.
For mig er journalisten Camilia Soltani Østergaards interview- eller portraetbog ”Jeg er fra Vestegnen” derfor umiddelbart gefundenes Fressen. Østergaard er selv (semi) straight outta Aastrup, og med bogen ønsker hun at fortaelle historier, »der både tegner et billede af Vestegnens DNA og kaster lys over, hvordan vores ophav får betydning for, hvem vi bliver til«.
Generisk og nuancerende
Det gør hun via 12 portraetter – enten i form af førstepersonskildringer eller egentlige interviews – af offentlige personligheder, hvis verden på forskellig vis udgår fra Vestegnen. F.eks. den hjemvendte fodboldsøn Daniel Wass, SF’s Pia Olsen Dyhr, journalist Michele Bellaiche, designer, viking-aficionado mv.
Jim Lyngvild samt musikduoen Outlandish.
Det er ret generisk, ikke videre originalt. Det samme kan man også sige om teksterne om hjemmebane-rap-favoritterne Suspekt og Tessa, der mestendels gentager deres allerede velbeskrevne historier om relationen til ”Blaestegnen”, jf. titlen på deres faelles hjemstavnshymne.
Når det er sagt, så er ”Jeg er fra Vestegnen” stadigvaek okay laesevaerdig, byder på klassisk personlig portraetjournalistik om spaendende mennesker.
Men dens største aktiv er nok, hvordan indsamlingen og sidestillingen af forskelligartede individuelle historier nuancerer den ensidige karikatur af et betonreservat med social og etnisk slagside.
Det aspekt er bestemt til stede i bogen. F.eks. i beskrivelser af fester, hvor »en af gaesterne havde fået en skruetraekker i naesen« (Outlandish), af »meget vold i kvarteret« (skuespiller og tv-vaert Christopher Laessø) og af foraeldre med »misbrug« (Pia Olsen Dyhr). Men bogen rummer også historier om »kernefamilier« (Suspekt), efterdønninger af hippiernes alternative livsformer (Phlakemedlemmet Jonathan Elkaer) og staerke foreningsmiljøer, kreativitet, plads til det skaeve og sammenhold.
Paent opbyggelig
Ambitionen om at tegne et mere mangefacetteret portraet af et ellers ofte udskaeldt område er oplagt og sympatisk.
Men det hele bliver også lidt for paent. Symptomatisk bliver det aldrig til andet end en sidebemaerkning, når Jim Lyngvild fortaeller om, hvordan det har »skabt heftige diskussioner« mellem ham og hans overvejende ”røde” familie, at han har »støttet Dansk Folkeparti eller stemt på De Konservative«, fordi de i hans øjne begge »tager et vigtigt samfundsproblem op«.
I samme dur ville det også have vaeret interessant med en repraesentation af mere, hmmm, skal vi kalde det mere polariserende og kontroversielle insider-positioner. Hvordan opleves Vestegnen f.eks. af det nyslåede folketingsmedlem fra Danmarksdemokraterne, den mangeårige Hvidovre-beboer Charlotte Munch?
Det peger på en anden anke. Nemlig, at de fleste portraetterede på flere måder har lagt Vestegnen bag sig. Om sit kildevalg skriver Østergaard i indledningen, at de medvirkende alle er mennesker, »der er lykkedes indenfor verdner, de fleste kun tør drømme om, og hvor de første når til tops«.
Det er givetvis rigtigt, at det knytter sig til en saerlig »fightermentalitet« og »fandenivoldskhed«. Men det handler nok også om, at det er nemmere at udgive en bog om (vel) kendte personer, der inkarnerer rart opbyggelige – men ikke absolut repraesentative eller daekkende – historier om »at bryde med en social arv«.