Ufokuserede rejsenoter bringer intet nyt fra Afrika

Jørn Stjerneklar vil alt for meget og leverer alt for lidt i alt for lang beretning fra årtiers arbejde i Afrika.

BIOGRAFI

HJERTET GLEMMER IKKE, HVAD ØJET HAR SET JØRN STJERNEKLAR

496 sider, 399,95 kr. Lindhardt og Ringhof

Jørn Stjerneklar er en institution i dansk presse. En af få, som i årtier imponerende har holdt fast i at daekke Afrika intenst og modigt. Han har daekket det meste – fra sultkatastrofer til spirende demokratier – og han fortaeller historier råt for usødet.

Stjerneklars mere end 40 år i marken giver intet håb. Tvaertimod. Bogens sidste kapitel hedder simpelthen »This is the end«. Her refererer han seks af de forfattere til Afrikabøger, han har laert mest af, for den ene mistrøstighed efter den anden, inden han selv trumfer: »Som der er nu, så fungerer det ikke en skid.«

Disse 10 sidste ord i bogen traekker Stjerneklars opfattelse af Afrika skarpt op. Ingen optimisme. De udviklingsoptimister, han støder på – mest maerkbart nu afdøde, svenske Hans Rosling, fejes af banen. Afrika er, konstaterer forfatteren, et sted, som dets ledere voldtager.

Den pessimisme, som Stjerneklar efter fire årtiers rejser og bopael på kontinentet er nået frem til, står i skaerende kontrast til den kaerlighed, han følte, da han de første gang besøgte kontinentet i begyndelsen af 1980’erne.

Journalisten og fotografen fortaeller rammende, hvor svaert det er at komme igennem med Afrika-stof i danske medier med en tommelfingerregel blandt korrespondenter:

»Belaert af vores samlede erfaring fra Afrika siger reglen, at menneskeliv vurderes således af redaktører på europaeiske medier: Én amerikaners eller europaeers liv svarer til fem israelere, 50 bosniske muslimer eller 50.000 afrikanere.«

Det er der – desvaerre – noget om. Afrika fylder ikke meget, heller ikke i danske medier (om end naervaerende avis netop har genudpeget Henrik Thomsen, tidligere mangeårig Afrika-korrespondent, til posten.) De nyheder, som når frem, er ofte tilfaeldige og ekstreme. Fravaeret af en dybere forståelse for udviklingen er resultatet.

Øjebliksbilleder

Med ”Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set” – en af kontinentets mest ikoniske talemåder – er det Stjerneklars mål at videregive sine indtryk og unikke indsigt til en bredere laeserskare. Desvaerre lykkes det ikke ret godt. Bogen fremstår mestendels som en raekke øjebliksbilleder fra årtiers rejsereportager, som savner at blive bundet sammen til en trovaerdig fortaelling eller analyse af både problemer og mulige fremskridt.

Bogen har ganske enkelt for mange, alt for mange, anekdoter om ture med danske nødhjaelpsorganisationer (som han ikke giver meget for) og andre Afrika-journalister (som han i reglen har det sjovt med). Rejser med danske maend, der hedder Peter, Ralf, Jan, Henrik, Niels, Øjvind, Jesper og så videre dominerer, mens interviews og fortaellinger om maend og kvinder fra Zambia, Uganda, Namibia og så videre fylder overraskende lidt.

Den hårdkogthed, som Stjerneklar åbenlyst mener, er nødvendig for at klare sig i så mange år i Afrika, kommer frem igennem en masse machoudsagn. Eksempelvis, da Stjerneklar får at vide af en laege i Kenya, at han har kraeft i maven: »Jeg har ikke tid til at få kraeft. Og slet ikke tid til at dø.«

Der er selvfølgelig gode beskrivelser af kontinentet – isaer fra Sydafrika, Rwanda og Somalia – som bringer os taet på. Bogen kan desvaerre ikke bestemme sig helt for, om den er Stjerneklars fortaelling om Afrikas udvikling eller hans personlige erindringer. Nedslagene, som ellers er mange i den alt for lange bog, bliver på den måde for tilfaeldige.