Efterforskere på nedtur som hovedpersoner i to nye krimier
Malmø, Skåne og Vesterbro er scenerne i nye krimiserier fra svenske Anders de la Motte og danske Walther Rebernik.
Vil krimilaesere gerne laese om en velfungerende mellemleder-efterforsker med 8 til 16job, der har en sød, ikke-skilsmisse-parat, men skiftende-arbejdstids-forstående kone, børn, der trives i skole og hjem, en karriere på skinner, fine forhold til under- og overordnede, som er ikkeryger, moderat nyder af alkohol – ingen kemiske stimulanser! – og som har fritiden investeret i SSP-samarbejde og traening med fodbold-under-11-holdet?
Nej, vel! Også selv om man jo finder mange af disse hverdagens helte i det virkelige liv. Krimilaesere vil have dysfunktionelle antihelte, med ar på krop og sjael, osv.
Og det er faktisk en gammel historie i litteraturen.
Der er almindelig enighed om, at den absolut kedeligste del af Dantes ”Den guddommelige komedie” (ca. 1320) er ”Paradiset”, hvor Dante ledes ud på sin sidste vandring af den dydige Beatrice. Sådan forholder det sig også hos Milton i ”Det Tabte Paradis” (1667), hvor den langt mest interessante figur er Satan.
Ugens to udvalgte krimier har da også hovedfigurer, der på forskellig vis er kompromitterede.
Blandt industri-arkaeologer og modeljernbane-entusiaster
Svenske Anders de la Motte har bebudet et nyt politispor med Leonore Asker i hovedrollen.
Det starter med en nedtur, både helt bogstaveligt og i overført betydning.
I en kidnapningssag, hvor hun for første gang skal lede sin afdeling for personfarlig kriminalitet, bliver hun, da der ikke er øjeblikkelige resultater, brutalt fejet af banen af ledelsen, der saetter hendes kollega og tidligere kaereste i hendes ellers helt nye stol.
Hun bliver ganske vist forfremmet som et plaster på såret, men til en glemt afdeling nede i Malmø Politigårds kaelder, afdelingen for »håbløse og glemte sager og fortabte sjaele«.
Hvis enkelte laesere synes, at det kender vi jo til, så skal vi jo bare til Jussi Adler-Olsen og hans Afdeling Q, som kan parres med britiske Mick Herrons historier om hemmelige agenter, der er blevet sat på graes.
At der skulle vaere tale om en kidnapning, har laeseren naturligvis ikke troet på, for krimien er af den slags, hvor misdaederens egen beretning kommer gradvist frem, naturligvis passende anonymiseret.
Det er en beretning, der kunne have sine rødder i en for laengst glemt bestseller fra 1963, John Fowles’ ”Offer for en samler”.
Mens politiet officielt følger et spor, som laeseren er klar over er helt galt, så har Leonore med den velhavende, men problematiske familie – Leo – fat i en anderledes og efterhånden meget givende teori.
De la Mottes nye krimi udspiller sig i
Skåne og i et miljø, hvor man interesserer sig for forfaldne og glemte konstruktioner – fabrikker,
Svenske Anders de la Mottes nye krimi minder på nogle måder om Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q. militaeranlaeg osv. – der efterhånden er daekket af jord, graes og løv. Der dukker også en monsterstor modeljernbane op i området omkring Hässleholm med en efterhånden vigtig funktion for opklaringen.
Sidste gang vi hørte noget til Anders de la Motte, var i hans samarbejde med mediepersonen Måns Nilsson i cosy- og puslespilskrimierne fra Østerlen og så hans Skånekvartet.