»Det er en sygeliggørelse at tale om dårlige vaner som afhaengighed«

Afhaengighed ødelaegger menneskers liv, hvis de er stofmisbrugere eller ludomaner. Men er der også tale om afhaengighed, når danske børn og unge ikke kan styre deres forbrug af mobiltelefoner og sociale medier?

I1882 satte paedagogen og politikeren Herman Trier sig til rette for at skrive nogle ord til et tidsskrift om børn og unges brug af bøger. De ord fortaeller en hel del om en af nutidens store debatter. Det mener Malene Charlotte Larsen. Hun forsker i børn og unges brug af sociale medier, og hendes oplevelse er, at nutidens snak om børn og unges mobilforbrug minder om noget, som vi har hørt adskillige gange i historien.

Herman Trier skrev således om datidens nye trend med at ”morskabslaese”:

»Det Barn, hvis hele Liv er Bøgerne, er i Virkeligheden, som en Munk i sin Celle. En Bogorm er sjaelden nogen livskraftig Person.«

Prøv at bytte ”bog” ud med ”telefon”, og det lyder som noget fra nutidens debat. Den seneste tid har både eksperter og politikere advaret mod, hvad mobiltelefoner og skaerme gør ved Danmarks ungdom.

Der er tale om ”digital afhaengighed” eller ”digital kokain”, og børnene ”spilder deres barndom på at glo ind i et fordummende univers”. Senest lød det, ifølge DR, således fra statsminister Mette Frederiksen i en spørgetime i Folketingssalen:

»Det er jo ikke trafikken, der er det farligste for børn nu. Det er den her,« svarede statsministeren og viste sin telefon i hånden.

Men ifølge flere psykologer og medieeksperter er debatten om børn og unges mobilforbrug blevet proportionsløs og unuanceret. Og det flytter fokus fra samtale om algoritmer og digital dannelse, som vi i stedet burde have.

»Den retorik, der er opstået de seneste år om, at mange af os – isaer børn og unge – er afhaengige af mobiltelefonen, er overdrevet og unuanceret. Det har intet med afhaengighed at gøre. Det er bare en dårlig vane,« som Jesper Aagaard, der er lektor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, siger.

»Langt de fleste unge, som bruger deres mobiltelefon meget, skal nok få en uddannelse og et godt liv. De kommer ikke til at gå fra hus og hjem, fordi de gambler deres penge vaek. Det er irriterende at blive distraheret af sin mobiltelefon, ja, men det er ikke invaliderende for dit liv,« siger han.

Jesper Aagaard har faktisk skrevet en ph.d.-afhandling om digital distraktion, fordi han oplevede, hvordan de studerende ofte blev distraherede af deres mobiltelefoner i undervisningen.

»Jeg var selv kritisk, men i dag er kritikken ude af proportioner. Der er stor slagkraft i at tale om afhaengighed – det får folk op ad stolene. Men som jeg ser det, er det en overdramatisering at sige, at danske unge er afhaengige af deres mobiltelefoner. Det er de ikke.«

Hvorfor er det et problem at beskrive mobilforbrug som afhaengighed?

»De unge tager retorikken til sig og forstår sig selv som afhaengige, hvilket i sidste ende kan bidrage til trivselskrisen. Det er en sygeliggørelse at tale om dårlige vaner som afhaengighed på samme måde, som der er en tendens til at tale om tristhed som depression,« siger Jesper Aagaard.

»Vi griber til diagnoser for at beskrive vores hverdagsudfordringer, men vi skal holde fast i, at langt de fleste unge er normale, selv om de bruger deres telefon meget.«

Voksne bekymrer sig

Der er grund til at bekymre sig om, hvad børn og unge foretager sig på deres mobiltelefoner, mener Rasmus Helles, medlem af Medierådet for Børn og Unge og lektor på Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet.

Men der er mindre grund til at bekymre sig om, hvor laenge de unge sidder med mobilen i hånden.

»Det afsporer på mange måder foraeldres muligheder for at fylde foraeldrerollen godt, hvis de fokuserer på digitale medier som afhaengighedsskabende.

Sammenligningen med narko og galoperende afhaengighed er ikke fremmende for det, man selv kan gøre for ens unger,« siger han og peger på, at »den siddende generation altid har vaeret ekstraordinaert overbekymret for børn og unges brug af medier«.

»Da jeg var barn, var det tegneserier. I lang tid var det så computerspil, og så forskede man som en sindssyg i, hvordan de var skadelige. Historisk set har voksne produceret forskning om den rigtige barndom, men børn og unge er meget hurtige til at tage fat i nye medieteknologier og bruger dem til alt muligt, de voksne ikke altid forstår,« siger han.

Malene Charlotte Larsen peger på det

samme. I stedet for at tale om skaermforbrug i sig selv som problematisk skal vi vaere kritiske over for den måde, platformene er designet til at fastholde vores opmaerksomhed, mener hun. Kun sådan bliver vi opmaerksomme på, hvad et hensigtsmaessigt brug er – for et meget stort forbrug kan vaere skidt.

»Jeg interviewede engang en pige, der fortalte, at hun havde sagt til sine venner, at hun var traet af, at de skulle vedligeholde deres streaks har på Snapchat (streaks er et tal for, hvor mange dage i traek man har sendt snaps til hinanden, red.). Da hun sagde det højt, var der flere, der fortalte, at de havde det på samme måde. Debatten bør handle om at italesaette de ting, der er problematiske i vores brug – uden at vi tager glaeden ud af det, vi synes, vi får noget ud af,« siger Malene Charlotte Larsen.

Hun understreger, at fastholdelsesmekanismerne i Tiktok i dag selvsagt er meget staerkere end selv de bøger, som paedagogen Herman Trier skrev om i 1882. Men det er de samme kritiske toner, der spiller i dag – måske med en lidt forkert lyd.

»Debatten om børn og unges mobilforbrug bliver meningsdanneri, hvor vi skal vaere for eller imod teknologi,« siger Malene Charlotte Larsen.

Debatten om børn og unges mobilforbrug bliver meningsdanneri, hvor vi skal vaere for eller imod teknologi. MALENE CHARLOTTE LARSEN, FORSKER, AARHUS UNIVERSITET