Bag bomme og pigtråd gør Nato klar til forsvar af 1.000 km graense
Danske officerer er en vaesentlig del af bemandingen i hovedkvarteret på Natos nordøstlige flanke. Her er krigen de seneste 15 måneder rykket foruroligende taet på.
»Militaer zone. Adgang forbudt.«
Skiltet på det høje hegn ved adressen Lukasinskiego 31 formidler budskabet på fire sprog. Øverst står det på polsk, tysk og engelsk, men det er ubudne gaester, der kan laese teksten på det nederste, russisk, man er mest bekymret for her i udkanten af Stettin.
For inde bag raekvaerket, pigtråden og bommene ligger Baltic Barracks, den baltiske kaserne, hvorfra flere hundrede militaerfolk – hovedparten fra Polen, Tyskland og Danmark – styrer den største mission med landtropper på Natos østlige flanke.
Missionen, der daekker Polen og de tre baltiske stater, Estland, Letland og Litauen, blev oprettet i 1999 på et tidspunkt, da den storpolitiske barometerstand lovede magsvejr for Central- og Østeuropa. I en årraekke, mens Nato havde blikket vendt mod bl.a. Mellemøsten og Afghanistan, var kasernen i det nordvestlige Polen »det lidt glemte, det lidt skjulte hovedkvarter«, siger oberst Jens Sund, der er danskernes seniorofficer på basen.
Men de seneste år har billedet aendret sig radikalt, og bag hegnet, hvor der faerdes militaerfolk fra over 20 Nato-lande, summer det af aktivitet, den dag Jyllands-Posten besøger missionen.
Den første tydelige advarsel om nye usikre tider kom i 2014, da man efter Ruslands besaettelse af Krim og dele af Østukraine forhøjede beredskabet kraftigt for Nato-missionen her ca. 10 km fra graensen til Tyskland.
Postbuddet ringer altid to gange, og efter den 24. februar sidste år og det russiske storangreb mod Ukraine har ingen kunnet sidde den insisterende kimen ved alliancens dør mod øst overhørigt.
»Vi er i gang med at analysere og forsøger at drage konklusioner fra krigen i Ukraine,« siger Tomasz Kowalik, en polsk brigadegeneral, som er en del af missionens ledelse.
Der er tre vigtige faktorer i denne analyse. Det handler om, i hvilket omfang Rusland har ressourcerne til at angribe. Om landet har en aktuel intention om noget sådant. Og om det i givet fald kan finde en mulighed for at gøre det.
I øjeblikket er der lykkeligvis kun en af de tre lamper i dette uheldssvangre trafiklys, som er taendt.
For Kreml og dets mange mikrofonholdere i de officielle russiske medier har selv råbt fra hustagene, at man er klar til at angribe Nato-territorium – det fyger f.eks. med trusler mod de baltiske lande.
Men den ofte formulerede intention matches ind til videre ikke af muligheden for at føre et større angreb ud i livet. Rusland menes at have lidt tab på op til 200.000 døde og sårede fra krigen i Ukraine og er også ramt af store materielle tilbageslag.