Harmløs hygge med oldboysband
Westlife holder staedigt fast i succesformularen med kopinumre og ballader. I Jelling blev det for diffust med live-karaoke i stadionstørrelse og sirupsøde hits.
POP
WESTLIFE
JELLING MUSIKFESTIVAL Lørdag
Halvfemserne og nullerne var en guldalder for boybands.
Irske Westlife surfede højt på hitlister verden rundt i kølvandet på giganter som Take That og Backstreet Boys.
Westlife har høstet et pladesalg på omkring 55 mio.
Den globale succes fordampede i takt med, at kernepublikummet af unge piger blev voksne, men bandet har bl.a. fastholdt populariteten i hjemlandet.
Gruppen vendte tilbage i popmanegen efter en laengere pause, og lørdag aften var de flittigt turnerende sangere forbi Jelling Musikfestival. Dog minus Mark Feehily, som måtte melde afbud, da han skulle opereres. Fra festivalens side kunne man ånde lettet op, da de øvrige tre medlemmer gennemførte koncerten, for Westlife var en stor satsning med placering øverst på plakaten.
Mors favoritter
Mange loyale fans kunne tage en lun dukkert ned i ungdommens kilde og måske vise familien, hvad mor lyttede til som ung.
Der var faktisk ikke den store musikalske udvikling at spore.
Fyrene med det renskurede image virker stadig som mønsterelever fra flinkeskolen – bare mere afslappede og modne. De specialiserer sig i kopinumre og ballader og nedtoner synkron-koreograferet dans.
Det sidste taeller på plussiden, når det gaelder om at bevare vaerdigheden. Det samme gør den afgørende detalje, at fyrene rent faktisk kan synge.
Et nyere nummer som ”Starlight” pegede i retning af diskret fornyelse. Men det røg ind ad det ene øre og ud ad det andet med et miks af Eurovision-pop, Coldplayvellyd og en fingerspids Abba-powerpop.
Materiale fra sidstnaevnte band endte dog naermest som selve rygraden i showet, for Westlife diskede op med et endda meget langt Abba-potpourri. Det var udødeligt materiale, og en stor del af publikum var med på skrålende party i provinsen. Piger i alle aldre frisatte deres indre ”Dancing Queen”.
Men fyrene på scenen i sølvveste leverede klassikerne uden naevnevaerdig nytaenkning, så seancen blev letkøbt live-karaoke i stadionstørrelse.
Forinden var det lignende lånte fjer, der blev luftet i en anstaendig udgave af Billy Joel’s ”Uptown Girl”. Publikum fik andre melodiske genbrugs-svaervaegtere, men Westlife’s egne hits blev ikke glemt, og så var der hvinende tøsehyl som i de gode gamle, hysteriske dage.
Der blev sunget og smilet gennem tårer til den sirupdryppende ”My Love”, hvor man blev mindet om, at Westlife isaer blev verdensstjerner takket vaere svulstige sjaelere med skysovs af romantisk svaermeri.
Penis til vejrs
Showet landede sikkert med endnu en syng-med-evergreen med maksimalt romantisk vingefang. Monumentale folk-følelser stod på højkant i tåreperseren ”You Raise Me Up”, der er endnu en kopisang.
Dem var der for mange af, og energien forduftede gradvist ud af koncerten, hvor gruppen til sidst virkede både diffus og på udebane.
Kuriøst nok var noget af det mest underholdende derfor gruppens jordbundne fortaellinger fra dagen på festivalen og snak om gamle minder fra Danmark. Og så vakte det jubel, da gruppen lod en penisformet ballon (leveret fra publikum) stige til vejrs i sommeraftenen.
Fyrene med det renskurede image virker stadig som mønsterelever fra flinkeskolen – bare mere afslappede og modne.