»Folk skulle aerligt talt skamme sig, men det er ude af mine haender«
En begivenhedsløs åbningskamp fik ikke overraskende et efterspil med kobling til krigen i Ukraine, fordi de to spillere kom fra Ukraine og Belarus.
Begivenheden gentages år efter år efter år efter år.
Endda altid fire gange, altid på de samme tidspunkter og altid efter det samme manuskript.
Alligevel er der noget magisk over den første kamp på den mest prestigefyldte arena ved en grand slam.
Alle forberedelserne er afsluttet, to ugers toptennis slås i gang, fulde af forventning summer tilskuerne rundt på anlaegget for at suge det hele til sig, og spillerne tager hul på endnu en ”Hvad nu hvis …”-mission.
Sådan er den tilbagevendende ceremoni altså til Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open, men krigen i Ukraine forvandlede 2023-åbningen af grusklassikeren i Paris til en følsom og følelsesladet affaere med flere udsving.
På Court Philippe-Chatrier mødtes nemlig Marta Kostyuk og Aryna Sabalenka, en ukrainer og en belaruser, og ingen behøver en lang forklaring på implikationerne i sådan et matchup. Selve kampen var blottet for spaending med andenseedede Sabalenka i total kontrol, men efter den sidste bold blev stemningen pludselig hadsk, forvirringen total og efterspillet helt igennem ophedet.
Som et symbol på stille modstand mod krigen undlod Marta Kostyuk som ved tidligere, lignende lejligheder at mødes med modstanderen ved nettet for at udveksle håndtryk. I stedet spankulerede hun over til sin plads uden så meget som at kigge på Aryna Sabalenka, som var forberedt på at blive ignoreret, men som alligevel endte med at kigge sig forundret rundt.
Højlydt buhen
Fra tilskuerpladserne begyndte mange nemlig at buhe så højlydt og så vedvarende, at Aryna Sabalenka til sidst opsøgte sit team for at få hjaelp til at tackle situationen, og først derefter forstod hun, at galden ikke var rettet mod hende, men mod Marta Kostyuk til gengaeld for hendes usportslige optraeden.
Pibekoncerten fulgte taberen fra banen, men efterfølgende slog hun tilbage for fuld kraft på det obligatoriske pressemøde. Den slags affaerer er ofte ganske sterile og uden reelt indhold, men hér havde Marta Kostyuk tydeligvis et og andet at få markeret.
Kort forinden havde Aryna Sabalenka gennemført samme rutine og var blevet bedt om at udlaegge sin holdning til krigen efter først at have omtalt kampen som »følelsesmaessigt svaer« for hende:
»Jeg har sagt det mange, mange gange: Ingen i denne verden, russiske atleter eller belarusiske atleter, støtter krigen. Ingen. Hvordan kan vi støtte krigen? Normale mennesker vil aldrig støtte det. Jeg forstår ikke, hvorfor vi er nødt til at gå ud og sige det højt. Det er lige så indlysende, som at et plus et er to. Selvfølgelig støtter vi ikke krig. Hvis det på nogen måde kunne påvirke krigen, hvis det kunne stoppe den, ville vi gøre det. Men det er desvaerre ikke i vores haender.«
Synes du, at det er respektløst af de ukrainske spillere ikke at give jer hånden? Og fortjente hun at blive buhet af i dag?
»Jeg forstår, hvorfor de ikke giver hånd til os. Jeg kan godt forestille mig reaktionen fra ukrainsk side, hvis de faktisk gav hånd til os. Jeg forstår, at det ikke er sådan personligt. Og jeg synes nok ikke … Nej, ikke nok, jeg synes ikke, at hun fortjente at skulle forlade banen på den måde.«
En opfordring til pressen
Den udstrakte hånd greb Marta Kostyuk imidlertid ikke, da hun blev forelagt kollegaens udsagn:
»Ved I hvad, hun siger aldrig, at hun personligt ikke støtter denne krig, så I journalister burde aendre jeres spørgsmål. Det er 15 måneder siden, at krigen begyndte, så I skulle hellere spørge disse spillere, hvem de gerne ser vinde krigen. Jeg vil selvfølgelig sige Ukraine, men hvad angår dem, er jeg ikke sikker. Jeg kender personligt tennisspillere, der støtter krigen. At sige »ingen« er en lille smule staerkt, så hun burde kun tale for sig selv.«
Søndag var Marta Kostyuk stået op til nyheden om, at hendes hjemby, Kyiv, havde vaeret udsat for det hidtil mest omfattende droneangreb, og derfor havde hun kun et hånligt skuldertraek og et »jeg har ondt af hende«, da en journalist omtalte Aryna Sabalenka som vaerende i en svaer situation – det er jo ikke hendes familie, der risikerer at blive draebt af et fjendtligt angreb.
»Siden krigens begyndelse har de alle sagt, at det er en meget svaer situation, og jeg kan ikke fatte, hvad der skulle vaere svaert for dem. Hun bliver måske verdens nummer et efter denne turnering i en af de mest kendte sportsgrene i verden. Hvis du tjekker statistikken, støtter 80 pct. eller 85 pct. denne krig. Ved bare at sige fra kan hun sende et signal. At afvise sit ansvar for at have en mening om den vigtigste ting i verden, kan jeg ikke respektere. Hun har sagt, at jeg hader hende. Jeg har aldrig sagt offentligt eller privat eller til nogen, at jeg hader Aryna Sabalenka eller nogen af de andre spillere. Jeg respekterer hende bare ikke på grund af hendes ageren i denne situation,« fastslog Marta Kostyuk, der også sendte en hilsen til publikum på Court Philippe-Chatrier.
»Hvad der skete i dag, havde jeg ikke lige forventet. Det havde jeg ikke, men jeg har ingen holdning til det. Folk skulle aerligt talt skamme sig, men det er ude af mine haender.«
Siden krigens begyndelse har de alle sagt, at det er en meget svaer situation, og jeg kan ikke fatte, hvad der skulle vaere svaert for dem. MARTA KOSTYUK, TENNISSPILLER