Den nye forbudstid
Da Joe Biden i januar 2021 blev indsat som USA’s 46. praesident, bemaerkede de fleste Amanda Gorman, der undervejs laeste digtet ”The Hill We Climb”. I løbet af få minutter steg den unge digter til global berømmelse. Hele verden ville laese hendes digt. Hvis man stadig skulle have lyst til det i folkeskolerne i Miami-Dade amt i Florida, USA, kan man imidlertid godt glemme alt om det. Her har en klage fra en enkelt foraelder fået digtet fjernet fra undervisningen og biblioteket. Klageren, der ganske vist troede, det var skrevet af tvvaerten Oprah Winfrey, mente, at visse passager i digtet havde indirekte »hadefulde budskaber« og var uegnet til undervisningsbrug. Digtet kan dermed stille sig op i køen af børneog undervisningsbøger, der for tiden forbydes i amerikanske delstater. Isaer Florida fører an ofte endda med den nyslåede praesidentkandidat, den republikanske guvernør Ron DeSantis, helt fremme i bussen. Andre sydlige stater som Texas er også godt i gang.
Der har laenge vaeret fokus på venstreorienteret identitetspolitik, der på isaer universiteter og andre laereanstalter forsøger at få forbudt og undertrykt enhver ytring, handling, viden eller holdning, der går imod en politisk korrekt dagsorden, som er et sammensurium af race-, køns-, LGBTQ+- og minoritetsteori. Kraenkelsesparat slås der benhårdt ned på enhver fravigelse fra det. Men det er på tide at rette opmaerksomheden mod en stadig mere hidsig højreorienteret identitetspolitik, der på samme antidemokratiske, illiberale og totalitaere facon forsøger at bortcensurerer alt, der ikke bekraefter dens verdensbillede. I virkeligheden er det to sider af samme sag, en stadig mere ekstrem balkanisering og stammetaenkende opdeling af den offentlige samtale.
Metoden er den samme: forbuddets og undertrykkelsens. Forbud mod bøger, mod kunst, mod musik, mod ytringer og livsstile, der udfordrer et mere og mere konservativt livssyn, der samtidig samler en stor skare af marginaliserede op bestående af alt fra forbenede coronabenaegtere, kvinde- og homohadere og mennesker, der ser alt som en stor konspiration styret af den påståede dybe magt. Man kan grine ad dem, når de står der med deres tåbelige påstande, men de er – på begge sider – farlige for demokratiet, fordi der er magt bag. Og selv om alt som altid er større og mere ekstremt i USA, så kan vi også vaere med herhjemme. Senest har vi set det koordinerede angreb via sociale medier på DR-figuren Onkel Reje, der modtog alskens trusler for sine børneudsendelser.
Heldigvis er der stigende modstand mod tendensen. Flere og flere universiteter er opmaerksomme på, at der skal gøres en indsats for at sikre ytrings- og forskningsfriheden. I Frankrig vil man ved lov forhindre, at aeldre litteratur må skrives om for at imødekomme en sart samtid. Og i USA har det store forlag Penguin lagt sag an mod skoledistrikter, der har forbudt undervisnings- og børnebøger. Samtidig ser man også, at unge amerikanere danner bogklubber, hvor de laeser de forbudte bøger.
Det er en vigtig modstand, men det er lige så vigtigt, at det brede midterfelt på både venstre- og højrefløjen indser, at hvis man skal kunne kritisere hinanden med trovaerdighed, skal man først og fremmest kritisere identitetspolitikken på begge fløje, fordi den står for det modsatte af det, man må formode, at fornuftige på begge fløje kaemper for: frihed, demokrati, mangfoldighed, pluralisme, fri og åben debat.