I politik er der flere point i kynisme og hårdhed end i naestekaerlighed

Hvad ville du gøre, kaere laeser, hvis du mødte et sygt dansk barn, der uden din hjaelp fortsat ville lide og efter al sandsynlighed gå til grunde? Lad os endda sige, at du havde mulighed for at hjaelpe uden de store omkostninger, og at det hele dermed kun afhang af din vilje og naestekaerlighed. Hvad ville du gøre?

Jeg tør godt svare på andres vegne: Langt de fleste ville ikke tøve med at hjaelpe. Ingen ville kunne få det over deres hjerte blot at overlade barnet til sin egen skaebne.

Faktisk er jeg overbevist om, at denne indlysende udøvelse af basal omsorg er noget af det, der binder os sammen på tvaers af politiske tilhørsforhold, vores tro, økonomi, og hvor i landet vi bor. Kan man hjaelpe et barn tilbage til livet, så gør man det, selvfølgelig.

Ovenstående er ikke bare et tankeeksperiment, for der findes faktisk et sådant barn. I en syrisk fangelejr sidder en seksårig dansk dreng, der lider både psykisk og fysisk. Han har symptomer på angst og depression, han har nedsat hørelse, kronisk diarre, og han sidder op og sover, fordi han har problemer med vejrtraekningen. Dertil kommer, at livet i lejren er farligt og generelt usselt. Det er med andre ord slet ikke et sted, hvor børn skal vokse op.

Den danske regering kunne hjaelpe denne dreng, hvis den ville. Men den vil ikke. Begrundelsen er, at drengens mor ikke skal have lov til at komme til Danmark. Her kunne hun ellers komme for en dommer og eventuelt få en straf, hvilket er den procedure, vi plejer at følge, hvis vi mener, at folk har brudt loven.

Men åbenbart ikke i dette tilfaelde. Ifølge regeringen skal kvinden ikke straffes i det danske retssystem, hun skal have lov til at gå fri, mens drengen rådner op. Og det selv om drengen jo er helt uden skyld i sine foraeldres handlinger, og at vi i et moderne og oplyst samfund for laengst har forladt det princip, at børn arver deres foraeldres skyld.

Beslutningen er uforståelig, men den laerer os noget om tilstanden i dansk politik. Lars Løkke stiftede et nyt parti, fordi han ville frigøres fra det yderste højre og have fornuften tilbage på Christiansborg.

Nu er den selvransagelse endt med, at han accepterer, at en dansk dreng vansmaegter i en syrisk lejr. Til ingen nytte overhovedet.

Og Venstre, det engang så haederkronede, men for tiden så hårdtprøvede regeringsparti kunne endelig komme tilbage på sporet efter Støjbergs exit. Nu viser det sig imidlertid, at Støjbergs ånd stadig holder hendes gamle partikammerater i et jerngreb.

Ifølge regeringen skal kvinden ikke straffes i det danske retssystem, hun skal have lov til at gå fri, mens drengen rådner op. Og det selv om drengen jo er helt uden skyld i sine foraeldres handlinger.

Endelig er der statsministeren, der ofte roses for sin styrke og eminente kriseledelse. Men er man en staerk leder, når man ikke tør gøre det, der er indlysende rigtigt, nemlig at få hentet den syge dreng hjem, fordi man er bange for den forlorne kritik, der eventuelt måtte komme? Det virker aerlig talt ikke sådan.

Men mest af alt er sagen om den lille dreng et eksempel på, at dansk politik har afkoblet sig fra de vaerdisystemer, der gaelder i helt almindelige menneskers liv. Hvordan skal man ellers forklare, at en seksårig dreng i nød overlades til sig selv? Drengen er blevet et politisk emne, hvilket er uundgåeligt, men også katastrofalt. For i politik er det åbenbart ikke naestekaerlighed og omsorg, der giver point, men kynisme og hårdhed.