MeToo kan mere end at afsløre pilfingre
Morten Andersen (V) gik af som borgmester, fordi han sidste år havde givet en kollega et kys. TV-2 Fyn-direktør Esben Serup skriver ikke laengere ”kaerlig hilsen” i sin medarbejdermails. Formanden for Transparency International, Jesper Olsen, mener, at chefer skal holde op mod at kramme deres medarbejdere – der er jo også folk, som ikke kan tåle krammeriet, de kunne have parfumeallergi
.
Sartheden trives. Sådan er det at leve i Luksusdanmark. Den trives også hos mennesker med drønende angst og ubehandlede diagnoser, selv om det ikke får samme opmaerksomhed. På en eller anden måde kan man lykønske sig selv, hvis et lille klap i numsen skaerer sådan i sjaelen. Det må betyde, at man ikke har alvorlige problemer i sit liv.
Hver 10. mand har oplevet kraenkende adfaerd fra kvinder på arbejdspladsen. Og hvad så? En kvindelig kollega kommenterer dine taetsiddende bukser? Tag dig sammen, mand. Og hvad angår alle de anonyme kraenkede, hvor laenge skal de forblive i skyggerne? Når nu de skubber kraenkeren ud i det totale mørke?
Ordentlig opførsel på arbejdspladsen. Naturligvis. Men fremfor at droppe kram og tage alverdens forholdsregler i brug, så kunne man vel også blive bedre til at sige fra, et råd, der i sin tid slog komikeren Brian Mørks karriere hårdt tilbage. Man kunne blive bedre til at løse problemerne internt i stedet for i al offentlighed. Også selv om medierne slikker sig om munden ved tanken om at bringe historierne.
Det er en svaer balance. Eller måske er det ikke så svaert alligevel. At saette pris på den opmaerksomhed, der er kommet på adfaerden mellem kønnene, og samtidig vaere opmaerksom på, når anklagerne bliver hysteriske. Der findes dumme svin i skyhøje stillinger, og der findes mennesker, for hvem alting er hårdt, fordi de er pakket ind i vat.
En interessant tanke er, hvorvidt vi vil se faerre kraenkere i toppen, i takt med at flere kvinder arbejder sig derop? Eller vil kvinderne ikke vaere meget bedre end maendene? Jeg synes stadig, der er forskel på, om hånden på numsen tilhører en mand eller en kvinde. Hov, hov, indvender man, kan kvinder ikke kraenke, fordi de er kvinder? Man ser det for sig, kvindeoptoget, forskelsbehandling, vi vil også opføre os upassende!
Magtasymmetrien er nødvendig, før noget kan blive til en MeToosag. Og selvfølgelig også, at man ikke er tiltrukket af sin leder. Deraf forskellen på sexchikane og fyrig flirt. Eller hvad? Man mindes Radikales Katrine Robsøe, som optrådte på sociale medier med »denne dejlige mand«, Morten Østergaard, der havde kraenket hende året før. Had og kaerlighed, det er ikke let.
Men altså, vi fik vores første kvindelige kraenker, Lizette Risgaard. Nu er MeToo en organisation, hvor både maend og kvinder er i søgelyset. Får det MeToo til at ophaeve sig selv? Når kvinderne kan vaere lige så slemme? Selvfølgelig ikke. Det er en bevaegelse, der fokuserer på kraenkelser, uanset køn, og sådan skal det vaere. Også selv om Risgaards skaebne tangerede offentlig guillotinering. Seriekraenker er hun blevet kaldt. Der er nok alligevel et stykke vej til seriemorder.
Debattør og forfatter
En kvindelig kollega kommenterer dine taetsiddende bukser? Tag dig sammen, mand.
MeToo kan nemlig mere. Brug nu ikke for mange af kraefterne på pilfingrene, når der findes psykisk terror derude. Umulige chefer og toksisk arbejdsmiljø. Det handler ikke nødvendigvis om seksuelle kraenkelser, men burde stadig vaere sager for MeToo. Bevaegelsen har voldsom magt, har den også prioriteterne i orden?
Verden ville vaere et bedre sted, hvis folk blev på deres vaerelser, sagde filosoffen Blaise Pascal. På samme måde ville ingen blive forulempet, hvis vi droppede berøringerne og de kønnede kommentarer. Og dog, der ville stadig vaere blikket tilbage. Måske ligefrem elevatorblikket. Nok ikke nogen vej uden om det, man kalder livet.