Det virker bare som en dårlig undskyldning
Jeg er for den stramme immigrationspolitik, men den sidste danske dreng i den syriske fangelejr skal hjem. Med sin mor. Nu.
Alle på naer én dansk dreng og hans mor er blevet hentet hjem fra de forfaerdelige kurdiske fangelejre i det nordlige Syrien. Drengen er voldsomt syg og dansk statsborger, og alligevel lader regeringen ham sidde i en grusom fangelejr.
Jeg synes, det er aergerligt, Danmark er blevet sådan et aengsteligt land uden tro på den styrke, der ligger i vores kultur, vores systemer og vores institutioner. Uden tro på det bolvaerk, vores demokratisk valgte med tydelig folkelig opbakning har opbygget de seneste årtier. Tror man virkelig ikke på, at Danmark, danskerne, dansk kultur, det danske retssystem og den danske velfaerdsstat kan håndtere at tage den aller-, allersidste danske dreng hjem fra den syriske fangelejr sammen med sin mor?
Jeg ved godt, at der konstant står en politiker fra blå fløj klar til at råbe “Aha! Se! De andre partier ødelaegger vores land og eroderer vores kultur. Vi ender som Sverige!”, hvis andre partier kommer til at sige noget om brune mennesker, der kunne lyde lidt humant. Og ja, Sverige synes lige nu, og de seneste mange år, at vaere et fuldstaendigt forfaerdeligt billede på, hvor galt det kunne vaere gået Danmark også, hvis vi havde haft en svensk immigrationspolitik.
Men det havde vi ikke, har vi ikke, og det skal vi ikke have. Men den danske dreng skal hjem med sin mor. For der er ikke kun forskel på Sverige og Danmark. Der er også forskel på Danmark anno 2023 og Danmark anno 1983.
I 1983 fik vi den mest liberale udlaendingelov i hele Europa. Danmark gik videre, end FN’s Flygtningekonvention kraevede. Vi skulle både tage imod kvoteflygtninge og såkaldte de facto-flygtninge. Mennesker, der kom ind i vores land, fik krav på familiesammenføring. Selv udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller ret til asyl fik mulighed for at få familiesammenført ikke bare børn og aegtefaeller, men også deres aeldre foraeldre og i nogle tilfaelde sågar fjerne slaegtninge. Det var fuldstaendigt tosset i et lille land som Danmark.
Det brød med den implicitte kontrakt, der ligger i en universel velfaerdsstat, hvor de fleste helst skal yde, før de kan nyde. I hvert fald hvis velfaerdsstaten skal haenge sammen og vaere bare nogenlunde forsvarlig. Det var en illusion, at vi kunne vaere hele verdens socialkontor. I det havde Pia Kjaersgaard og Søren Krarup fuldstaendigt ret, og jeg begraeder ikke, at den danske immigrationspolitik efter 1983 blev strammet igen og igen. Tvaertimod.
Gid vi alle dage havde haft en politik, der lod os tage imod og understøtte en kvote af verdens vitterligt udsatte flygtninge og så havde bedt alle andre overholde vores love og forsørge sig selv, hvis de ville opholde sig i vores land. Det havde vaeret bedre. Det havde gjort den enkelte tilkommers integration konkret og nødvendig. Det havde vaeret retfaerdigt.
Men sådan gik det ikke, og derfor modtog Danmark i mange år også mennesker, som ikke ville vores kultur, vores demokrati, vores ligestilling og frisind og vores love. Det var og er begraedeligt – også for de mennesker, som kom til vores land med gode intentioner, men endte med at blive slået i hartkorn med dem, der lod hånt om vores land.
Men vi har nu engang haft den immigrationspolitik, vi har haft. At lade en voldsomt syg dansk dreng sidde og rådne op i en fangelejr i Syrien, fordi hans mor har begået en forfaerdelig handling – og selvfølgelig skal retsforfølges i Danmark – det kan vi ikke vaere bekendt. Det er ikke stram udlaendingepolitik. Det er ikke fornuft. Det er bare hjerteløst.
At tilbyde drengen at komme hjem uden sin mor, sådan som regeringen har gjort, er i alle fald et pseudotilbud, og det ved regeringen godt. Alligevel forsøger Socialdemokraterne at saelge den løsning med henvisning til, at det ville vaere det rette for mødrene at gøre, hvis de virkelig elsker deres børn. Men det er det ikke.
Det virker bare som regeringens dårlige undskyldning for at vise vaelgerne, at nok har man fjernet en helligdag og droppet Arne-pensionen, men immigrationspolitikken er stadig strammere end Inger Støjbergs knold.
For både de speciallaeger og psykologer, der har tilset barnet i den syriske fangelejr, og almindelig fornuft tilsiger, at barnet selvfølgelig er taet knyttet til den ene omsorgsperson, han har, og at det at bryde den tilknytning vil forvaerre barnets tilstand.
Så moderen skal med til Danmark. Ikke fordi vi er tossegode humanister, der altid tilgiver og åbner vores arme og land for hvem som helst. Det er vi ikke. Det har vi bevist.
Vi skal gøre det, fordi der sidder et uskyldigt barn, der er dansk statsborger i en forfaerdelig og farlig flygtningelejr. Et barn, der på én gang lider under et valg, hans mor traf, ja, men også et barn, der har brug for selv samme mor. Sådan er virkeligheden så kompliceret en gang imellem.
Det kan godt, vaere barnets krop overlever en adskillelse, men barnet kommer sig naeppe nogensinde over først at blive traumatiseret i en fangelejr og derefter blive sat i det vanvittige dilemma, at det de facto har valget mellem at overleve uden sin mor eller dø i en fangelejr med sin mor.
Var jeg et barn, der havde levet i en fangelejr, hvor mord, overfald, rekruttering af børnesoldater, hede og orme i tanken med drikkevand var hverdag, alt imens jeg gradvist blev mere og mere døv, havde svaert ved at traekke vejret og manglede tryghed og overblik, fordi jeg havde udviklet kognitive og sociale udfordringer, så ville jeg vaelge at blive hos min mor og dø.
Den rapport, Sundhedsstyrelsen netop har sendt til Udenrigsministeriet dokumenterer da også drengens tilstand, ligesom speciallaeger allerede for et år siden vurderede, at han havde »øre-naese-halssygdom, kronisk diarré og generel dårlig trivsel med tegn på angst og depression« og søvnapnø. Hvorfor den danske dreng skal sidde tilbage som den sidste, når alle andre børn og deres mødre er blevet evakueret fra de forfaerdelige lejre, melder historien intet om. Fra socialdemokraterne lyder det, at det var “en politisk beslutning” på baggrund af “en samlet vurdering”, hvilket indimellem er politikersprog for “en vilkårlig vurdering”.
Det gaelder vist også her, siden alle andre og lignende tilfaelde af børn og mødre er hentet hjem, og siden PET og FE har vurderet, at det er mere sikkert for Danmark at tage begge hjem end at lade dem radikalisere i fangelejren. Partierne i regeringen laegger ikke skjul på, at der er tale om et kompromis. At man kan udholde sig selv, mens man går på kompromis med et barn, hvis tilstand er så svaekket, at han er i overhaengende fare, hvis han ikke hentes til Danmark med sin mor – alt imens det også er en mere sikker løsning for Danmark at hente mor og barn hertil end at lade dem sidde – må der andre end mig til at forstå.
Der er i alle fald forskel på 1980’erne og 1990’ernes tossegode politik, der med sine abstrakte idealer ville redde hele verden, og så en helt konkret dreng, der nu engang er dansk statsborger. Det er på tide, at det siver ind hos befolkningen og hos regeringen. Hele vores samfund eroderes ikke, og alle udlaendingestramningerne rulles ikke tilbage, fordi vi tager den sidste dreng og hans mor hjem.
Så hent ham nu. Hent ham, før det er for sent, og han har både levet og lidt en uvaerdig død i den forfaerdelige fangelejr. Det er ikke hans skyld, at hans mor traf et frygteligt valg, da hun var 16, og det er ikke hans skyld, at vi engang havde en tossegod immigrationspolitik. Hent ham nu!
Det er ikke hans skyld, at hans mor traf et frygteligt valg, da hun var 16, og det er ikke hans skyld, at vi engang havde en tossegod immigrationspolitik. Hent ham nu!