Ingen lyttede til sladrehankens advarsler

Oplysninger om alvorlige brud på behandlingsgaranti blev hemmeligholdt i whistleblowersystemet. Det var først, da ansatte ved AUH gik til pressen, at der kom fokus på ventetider og ansvar.

Oplysninger om alvorlige forhold på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) er kommet frem i lyset: Mange patienter har ventet for laenge på en kraeftoperation og har ikke fået ordentlig information om rettigheder og muligheder for behandling andre steder. Patienter, der har klaget, er kommet foran i køen i strid med retsprincippet om lige behandling af borgerne.

Laeger på afdelingen indberettede sidste år til afdelings- og hospitalsledelsen, at ventetiden for operationer var over fem uger, nogle patienter måtte vente 10 uger, ingen operationer kunne overholde behandlingsgarantien på to uger, og patienter fik ikke tilbud om behandling i udlandet.

For to år siden vedtog Folketinget loven om beskyttelse af whistleblowere, som kraever, at den enkelte myndighed opretter eller indgår aftale med en saerlig enhed, der kan modtage indberetninger. Region Midtjylland har indgået aftale med et advokatfirma, der skal modtage og behandle indberetninger. Regionen har desuden oprettet en vurderingskomité i eget regi med tre direktører fra koncernledelsen, der behandler henvendelser fra advokatfirmaets whistleblowerenhed.

Laegernes henvendelser til interne ledelser førte ikke til aendringer, og i november ’22 indberettede de til whistleblowerenheden ved advokatfirmaet. Indberetningen gav en klar beskrivelse af de alvorlige forhold og sluttede med ordene: »Fagligt kan vi ikke laengere tage ansvaret.«

Behandlingen ved whistleblowerenheden trak ud, og laeger fra afdelingen valgte i foråret at orientere offentligheden. Region Midtjyllands øverste direktør, Pernille Blach Hansen, har fortalt DR, at hun ikke selv har set laegernes indberetning og derfor ikke kan kommentere den. Hun kan heller ikke kommentere rapporten, der blev lavet til regionens direktion. Regionen har afvist at give aktindsigt i en redegørelse, der er sendt fra regionen til advokatfirmaet.

Hemmeligholdelsen bygger på en saerlig tavshedspligt, som Justitsministeriet og Folketinget satte ind i loven. EU-direktivet stiller krav om beskyttelse af identiteten på personer, der har indberettet forhold. En sådan tavshedspligt ville vaere på linje med arbejdsmiljøloven for ansatte, der indberetter forhold til Arbejdstilsynet.

Justitsministeriet og Folketinget besluttede at udvide tavshedspligten, så den også omfatter oplysninger, der indgår i indberetningen. En sådan tavshedspligt udelukker aktindsigt.

Folketingets Retsudvalg blev under lovforslagets behandling gjort opmaerksom på, at hemmeligholdelse af oplysninger om alvorlige forhold ville blive konsekvensen, bl.a. i skriftlig redegørelse fra mig.

Det er paradoksalt, at loven kaldes loven om beskyttelse af whistleblowere. Den giver saerlig beskyttelse mod repressalier ved indberetning til et lukket system, men stiller restriktive betingelser ved egentlig whistleblowing til offentligheden. Lovens beskyttelse gaelder ikke ved indberetning direkte til myndighedens ledelse eller til relevant tilsynsmyndighed.

Den saerlige tavshedspligt gaelder både for whistleblowerordninger og for kontrol- og tilsynsmyndigheder og andre, der modtager oplysninger som led i opfølgning. Tavshedspligten betyder, at der hverken er ret til aktindsigt eller mulighed for, at en myndighed orienterer offentligheden om alvorlige problemer, der er indberettet.

Sagen fra AUH illustrerer, at ”whistleblowerlovens” system betyder langtrukken sagsbehandling, mørklaegning og ansvarsfralaeggelse. Det var først, da laeger gik til pressen, at der kom gang i undersøgelser og reaktioner. Medieomtalen betød, at regeringen nu har praesenteret en ny sundhedspakke med overvågning af ventetider på operationer og flere midler til kraeftbehandling i Danmark og i udlandet, hvis der ikke er pladser i Danmark.

Den nye ”whistleblowerlov” kan betyde lukkethed om mange andre alvorlige problemer. Loven omfatter alle myndigheder, virksomheder og organisationer, og sager kan handle om korruption, hvidvask, skattesvindel, social dumping, forurening, farlige arbejdsforhold, usikre produkter, omsorgssvigt, dyremishandling, magtmisbrug, seksuelle kraenkelser, nepotisme, ledelsessvigt, vildledning af offentligheden og meget mere.

Det ville vaere både bedre og billigere, hvis loven havde sikret beskyttelse til ansatte, der taler med kolleger om kritisable forhold, orienterer ledelsen direkte eller offentligheden. Det saerlige whistleblowersystem forsinker mulighederne for at stoppe ulovligheder og andre alvorlige fejl. I stedet for at begraense beskyttelsen til en saerlig ordning burde loven stimulere til et godt ytringsklima, hvor ansatte tør gøre opmaerksom på forhold. Ytringsfriheden burde vaere sikret for åbne drøftelser om retskrav, faglige standarder, organisering og ressourceproblemer mv.

Når en minister eller anden politisk ledelse f.eks. mangler lovgrundlag til handlinger, der ønskes ivaerksat i en fart, er det vigtigt, at embedsmaend tør advare direkte og meget hurtigt. Det dur ikke, hvis en saerlig whistleblowerenhed skal orienteres først for at få beskyttelse, og fristen for feedback er tre måneder.

Forskningschef emeritus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Sagen fra AUH illustrerer, at ”whistleblowerlovens” system betyder langtrukken sagsbehandling, mørklaegning og ansvarsfralaeggelse.

Det ville også vaere klart bedre, hvis loven havde beskyttet ansatte ved indberetning til den faglige tilsynsmyndighed på det enkelte område fremfor at oprette en central enhed ved Datatilsynet til at behandle alle typer problemer. I sagen fra AUH var Sundhedsstyrelsen ikke blevet orienteret af ledelsen på hospitalet eller regionen om overtraedelsen af behandlingsgarantien. Det var også i strid med reglerne.

Det kan vaere vanskeligt at finde løsninger på problemer, men det nytter i hvert fald ikke at skjule problemerne i et lukket system. Klar information må sendes opad til administrative og politiske ledelser, der har ansvar for rammerne. Hvis problemer ikke kan løses på det naermeste ledelsesniveau, må informationen videre til naeste niveau. Ved alvorlige problemer må den øverste administrative og politiske ledelse informeres for at fastholde ansvaret for rammer og retningslinjer.

Whistleblowing til en journalist, der styrker og klargør dokumentationen før publicering, er ofte afgørende i alvorlige tilfaelde. Det viser mange eksempler, bl.a. sager om nepotisme i Forsvaret, ulovlige inkassometoder, hvidvask i banker og falske test af fødevarer. Det er flot, når en whistleblower har mod til at stå frem og orientere offentligheden om alvorlige problemer. For ansatte, der frygter repressalier fra ledelsen, kan det vaere nødvendigt at få kildebeskyttelse af journalisten.

Indberetninger til ”whistleblowerlovens” lukkede enheder er ikke vejen frem. Sagen fra AUH er et eksempel på, at offentlighed om praksis er afgørende for at opnå debat, undersøgelser, kontrol og aendringer. Offentlighed er nødvendig for at styrke borgernes retssikkerhed, ansattes faglige integritet og administrative og politiske ledelsers ansvar.