Hvad kan Vesten vente sig fra en styrket Erdogan?
Vestlige ledere sukkede, men var hurtige til at lykønske Erdogan med sejren. Det er der en bestemt grund til.
Gaderne tilhørte søndag den 69-årige Recep Tayyip Erdogan og hans tilhaengere.
Da resultatet af en bitter praesidentvalgkamp sent på aftenen stod klart, gav lyden af deres jubel og tudende bilhorn genlyd igennem et hav af røde flag.
Mange steder fortsatte festen til langt ud på natten, mens lykønskningerne strømmede ind fra de mest magtfulde politiske ledere i hele verden. Det understregede Nato-landet Tyrkiets vigtige strategiske betydning. En position, der kun er blevet styrket siden Ruslands invasion af Ukraine.
Skulle nogen vaere i tvivl om den fremtidige kurs, fremhaevede Erdogan den selv i sin sejrstale. Han sagde, at Tyrkiets »uafhaengige udenrigspolitik« var en vigtig grund til, at han trodsede de politiske meningsmålinger og slog sin udfordrer Kemal Kilicdaroglu – en uprøvet demokrat, som godt 52 pct. af vaelgerne fravalgte til fordel for den siddende, erfarne autokrat.
Det har indtil nu indebåret, at Tyrkiet – et land med 85 millioner indbyggere – ikke har bakket op om sine allierede i Natos sanktioner mod Moskva. I stedet har tyrkerne udnyttet vestlige virksomheders tilbagetraekning fra det russiske marked til at øge sin egen samhandel betragteligt, mens de samtidig har sendt våben til ukrainerne.
Erdogan har ligeledes blokeret for Sveriges optagelse i Nato, der ses som en vigtig styrkelse af forsvarsalliancen i Østersøen mod dens russiske nabo. Men det spillede godt ind i den tyrkiske leders nationalistiske og antiterrorfokuserede valgtema, hvor svenskerne blev beskyldt for at huse kurdisktyrkiske terrorister.
Den slags irriterer i de vestlige hovedstaeder. Alligevel var USA’s praesident, Joe Biden, og Frankrigs praesident, Emmanuel Macron, naesten lige så hurtige til at gratulere Erdogan som Ruslands praesident, Vladimir Putin, som i sin hilsen kaldte den tyrkiske praesident »en god ven«.
Mere skinger tone
I Vesten bryder man sig ikke om Erdogans omfavnelse af Kreml. Ej heller hans stadig hårdere angreb mod ytringsfriheden og de demokratiske institutioner, som styrker fremmarchen af illiberale demokratier. Mange havde i stilhed håbet, at prognoserne om Erdogans fald talte sandt, så man i stedet ville få den mere vestligtsindede og samarbejdsorienterede Kilicdaroglu med til bords.
Men uanset hvor besvaerlig og uforudsigelig Erdogan kan vaere, er Tyrkiet en uundvaerlig partner for Vesten i et geografisk smørhul mellem Middelhavet og Sortehavet, der huser fire millioner flygtninge. Sidste sommer stod Erdogan i spidsen for en aftale mellem krigens parter, så russiske krigsskibe ikke laengere blokerer for, at store maengder afgrøder fra Ukraine kan nå ud til hele verden.
Derfor vil Europa og USA gå langt for at fortsaette deres ofte problematiske forhold til den tyrkiske leder, som i lyset af nationalisternes fremgang i parlamentsvalget, der blev holdt parallelt, måske endda vil blive mere skinger i sin antivestlige retorik.
Den første store test kommer i juli ved et Natotopmøde i Litauen, hvor Erdogan vil komme under fornyet pres for at lukke svenskerne ind i klubben.
»Desvaerre tror jeg, at Tyrkiet vil blive ved med at vaere en upålidelig partner, hvis udenrigspolitik vil blive bestemt af én mands luner,« siger Eric Edelman, en tidligere amerikansk ambassadør til Tyrkiet.
»Men jeg forventer, at han i sidste ende vil løfte sin blokale mod svenskerne. Måske til gengaeld for noget andet. Forholdet vil vaere totalt transaktionsbestemt.«
Mens konsekvenserne kan blive store ude, føles det for mange tyrkere endnu større hjemme.
Erdogan insisterede i sin sejrstale på, at alle dele af det tyrkiske samfund er vindere i valget og opfordrede til sammenhold. Det lød dog hult, for i naeste øjeblik hånede han sin modstander, Kilicdaroglu, som over 25 millioner tyrkere stemte på. Hver gang Erdogan naevnte hans navn, buede folkemaengden omkring ham.
Ingen plads til LGBTQ
Også LGBTQ-samfundet fik en tur.
»I vores kultur er familien hellig. Ingen skal blande sig. Vi vil kvaele enhver, som vover at røre den,« sagde praesidenten fra taget af en bus naer sit hjem i Istanbul, inden han rykkede videre til hovedstaden Ankara.
Her har han traditionelt efter en valgsejr talt foran sit partihovedkvarter. Men i en udstilling af den langsomme udvaskning af graensen mellem parti og stat under Erdogans styre, talte han denne gang ved sit officielle praesidentpalads med over 1.000 vaerelser, som Erdogan har ladet bygge for at have en residens, der kan matche Tyrkiets storhed.
Den slags frygter hans kritikere, at de nu vil se mere af. Mere religion. Mindre frihed. Mange af de normale kontrolinstanser i et demokrati eksisterer ikke laengere, og Tyrkiets mangeårige leder er ikke kendt for at laegge bånd på sig selv.
Blandt oppositionens støtter er der også en følelse af, at de har mistet deres bedste chance i årevis for at vende den demokratiske udvikling, og iagttagere advarer om, at pessimismen vil styrke den hjerneflugt, som allerede laenge har vaeret i gang. Den dårlige økonomi og høje inflation, der fortsat er på over 40 pct., hjaelper ikke.
Men kun én ting er sikkert. Når Erdogan i oktober fejrer 100-året for oprettelsen af det moderne Tyrkiet, bliver det som leder af en staerkt splittet nation.